Filmen med næste års muligvis mest overgearede titel og præmis har fået en trailer, der gør den ære.
Elizabeth Banks’ ‘Cocaine Bear’ handler – som titlen antyder – om en bjørn, der ved et uheld spiser kilovis af kokain og går bersærk på en umage gruppe af politibetjente, narkohandlere, turister og teenagere i en skov i Georgia.
Skøre påfund ser der ud til at være nok af, når bjørnens kokainindtag nærmest giver den superkræfter. I traileren ser vi den blandt andet klatre op i et træ på rekordtid og overhale en ambulance i høj fart.
‘Cocaine Bear’ er løst baseret på en virkelig historie fra 1985, da en bjørn rent faktisk indtog en stor mængde kokain i en nationalpark i Georgia, hvor en tidligere narkobetjent smuglede narkotika.
På rollelisten finder man folk som Keri Russell (‘The Americans’), Margo Martindale (‘The Americans’), Alden Ehrenreich (‘Solo: A Star Wars Story’), O’Shea Jackson Jr. (‘Straight Outta Compton’) og Kristofer Hivju (‘Game of Thrones’). Afdøde Ray Liotta har en af sine sidste roller i filmen.
‘Cocaine Bear’ er instrueret af skuespiller Elizabeth Banks, der tidligere har stået bag ‘Charlie’s Angels’ og ‘Pitch Perfect 2’.
Der er dansk premiere 23. februar.