James Cameron har i mere end et årti fokuseret nærmest udelukkende på sin ‘Avatar’-franchise, og det passer ham fint, hvis det fortsætter sådan i resten af karrieren.
Det gjorde blockbuster-mogulen klart i en ny spørgerunde i Empire Magazine, hvor han lod sig interviewe af en række andre instruktører.
»Jeg er sikker på, at du har mange flere historier og idéer, som du gerne vil fortælle. Ærgrer du dig nogensinde over, at du ikke er i stand til at fortælle dem?«, lød et af spørgsmålene fra den indiske instruktør S. S. Rajamouli.
Camerons svar var et både-og.
»’Avatar’-universet er så vidtfavnende, at jeg kan fortælle de fleste af de historier, jeg gerne vil fortælle, og afprøve mange af de stilistiske teknikker, jeg gerne vil udforske«, indledte Cameron sit svar.
»Og på den anden side, ja. Vores tid som kunstnere er begrænset. Jeg vil altid sørge over nogle af de historier, jeg ikke får mulighed for at lave«.
Cameron namedroppede derefter to projekter, som han grundet sit fokus på ‘Avatar’-filmene måtte overlade til andre instruktører – herunder cyberpunk-thrilleren ‘Strange Days’ og manga-filmatiseringen ‘Alita: Battle Angel’, der endte i hænderne på henholdsvis Kathryn Bigelow og Robert Rodriguez.
»Jeg mærker en stor tilfredshed, når andre instruktører udforsker mine idéer, og jeg ser frem til at samarbejde endnu mere med instruktører, jeg beundrer«.
Foruden ‘Avatar’-filmene står Cameron også bag så prominente blockbuster-klassikere som ‘Titanic’, ‘Aliens’ og ‘Terminator’-filmserien. Sidstnævnte udtalte instruktøren for nyligt, at han ikke ville lave »i vores nuværende verden«.
‘Avatar: The Way of Water’ går lige nu sin sejrsgang i biograferne, mens den tredje film i franchisen forventes at få premiere i december 2024.