Få instruktører har haft så stor indflydelse på filmindustrien som James Cameron.
Snart er den 68-årige canadier aktuel med sin første spillefilm i 13 år i form af opfølgeren til sit massive 2009-hit ’Avatar’, der tidligere på året – takket være en relancering i biograferne – generobrede pladsen som den mest indtjenende film nogensinde.
Før science fiction-filmen om Na’vi-folket var det en anden James Cameron-film, som toppede listen som den mest indtjenende, nemlig ’Titanic’ fra 1997, der tilmed vandt hele 11 Oscars.
Med ’Avatar: The Way of Water’ satser Cameron igen hele butikken, som han har været kendt for gennem sin 44 år lange karriere. Den imødesete opfølger skal nemlig blive den tredje- eller fjerdestørste film ved billetlugerne for at indtjene sit astronomiske budget på 250 millioner dollars, cirka 1,8 milliarder danske kroner.
Hvis man kigger ned over James Camerons cv, kan man hurtigt konkludere, at han har lavet ganske få film, med tanke på at han har været aktiv i snart et halvt århundrede. Men fem ud af otte film har til gengæld været med til at ændre den måde, man laver film på.
Fortællingen om James Cameron er den klassiske underdog-fortælling om den unge mand, der blev nådesløst mobbet af skolens sportsbesatte kødhoveder. Men hvad lille James manglede i fysisk formåen, fandt han i de tunge videnskabsbøger, han kastede sig glubsk over. Heriblandt en indædt fascination af alt, hvad der foregik ude i det ydre rum og vores egen planets uudforskede dybe have.
Familien Cameron flyttede fra Ontario til Californien, hvor den unge James Cameron læste fysik og sidenhen engelsk, men valgte at droppe ud. I stedet gik tiden med at læse alt, hvad han kunne få fingrene i om filmteknik og specialeffekter, mens han tjente penge på at køre lastbil. Og da han i 1977 så ’Star Wars’ for første gang, vidste han, at han skulle lave film.
Siden har han ikke set sig tilbage, og med sin ekstremt pertentlige hands on-tilgang har James Cameron ændret filmindustrien op til flere gange.
I anledning af ’Avatar: The Way of Water’ dykker vi ned i de landvindinger, der har gjort Cameron til den, han er.
1. Langtidsholdbar rumdronning: ’Aliens’
Efter ’The Terminator’ – se længere nede – skabte James Cameron to film, der mere end noget andet rummer de to hovedinteresser fra barndommen: det ydre rum og havets dyb.
I forbindelse med opfølgeren til Ridley Scotts ’Alien’ fra 1979 rykkede Cameron til England for at arbejde på et stort projekt for første gang. Hans autokratiske arbejdsform og krævende persona skabte dog stor splid mellem ham selv og det engelske crew, som han direkte har kaldt for »fucking langsomme«.
Det skyldtes til dels, at lønningssystemet og arbejdsoverenskomsterne i England, som var stik modsat de amerikanske, gjorde, at de ikke havde spor travlt. Når der var fyraften, var der fyraften.
Ikke desto mindre blev filmen et kæmpe hit, nomineret til syv Oscars og især hyldet for dens special- og visuelle effekter, hvor især brugen af et såkaldt beamsplitter-spejl kunne kombinere flere former for effekter i ét skud.
Her havde Cameron hyret brødrene Bob og Dennis Skotak til at supervisere det visuelle, der helt uden brug af CGI kunne komponere matte paintings, miniaturemodeller og lyseffekter uden mærkbare overgange.
Det, som filmen huskes bedst for, er dog alien-dronningen, der blev konstrueret som en 4,5 meter stor dukke, der blev styret af flere mennesker. Nok er der gået 36 år, men effekterne holder stadig.
Hvis ’Alien’ er indbegrebet af sci-fi-gys, så er ’Aliens’ indbegrebet af sci-fi-action. Med skiftevis spænding og forløsning holder Cameron én på tæerne under hele filmen.
Der skulle dog ikke gå mange år, før man begyndte at eksperimentere mere med CGI end med praktiske effekter, og her var James Cameron igen en af pionererne.
2. Undervandsfilm som aldrig set før: ’The Abyss’
Med ’The Abyss’ gik turen fra det uendelige univers til det dybe, mørke hav. Filmen er baseret på en novelle, som Cameron skrev, da han var 17 år, og følger en flok hårdnakkede oliearbejdere og dykkere, som kommer i kontakt med et intelligensvæsen på havets bund.
Filmen skubbede grænserne for, hvad der var muligt med undervandsfotografi, og skuespillerne blev undervist i dykning, da 40 procent af scenerne i ’Dybet’, som filmen kom til at hedde på dansk, foregår under vand. Samtidig skulle James Camerons produktionsselskab designe og bygge nybrydende kommunikationsudstyr, der kunne give Cameron mulighed for at tale til skuespillerne under vand og optage deres dialog direkte.
Til filmens CGI slog Cameron pjalterne sammen med specialeffekt-supervisoren Dennis Muren fra George Lucas’ Industrial Light Magic (ILM), der skulle kreere den intellektuelle livsform, som dykkerne støder på i dybet.
Computergenerede effekter var ikke noget nyt i Hollywood, men blev dog brugt i begrænset omfang. Så til James Camerons undervands-scifi måtte Murens hold videreudvikle ny software, mens de skabte effekterne til den såkaldte pseudopod –en stråle af væske, der kan imitere de livsformer, den kommer i nærheden af. I filmen imiterer den Ed Harris’ og Mary Elizabeth Mastrantonios ansigter.
Mens ’The Abyss’ markerede begyndelsen på fremtiden inden for computergenerede effekter, er den i dag også blevet et billede på teknologiens fortid og står som et undervurderet værk i Camerons filmografi.
3. Den flydende metalkrop: ’Terminator 2: Judgment Day’
I interviews har James Cameron fortalt, hvordan idéerne til hans film kommer til ham i livlige drømme.
Efter at have arbejdet for b-films-mogulen Roger Corman for at tjene sine sporer i industrien som specialeffektkunstner fik Cameron sit først reelle instruktørjob, da han overtog tøjlerne på indie-gyseren ’Piranha II: The Spawning’ i 1982. Filmen blev en fiasko og en kæmpe hovedpine for James Cameron, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
For under filmens optagelser i Rom blev den 28-årige Cameron syg, og han havde en feberdrøm om et metallisk skelet, der kom frem af en eksplosion. Drømmen lagde grundstenen for James Camerons gennembrud med ’The Terminator’, der blev et kæmpe hit i 1984. Sammen med den legendariske makeup-effektkunstner Stan Winston skabte Cameron det nu ikoniske look for Arnold Schwarzenegger som bulldozer-cyborgen fra fremtiden.
Mens ’The Terminator’ fremmede Camerons karriere i Hollywood, var de praktiske effekter og teknologien brugt i filmen ikke helt ny. Men så kom opfølgeren ’Terminator 2: Judgment Day’ fra 1991, denne gang med den østrigsk-amerikanske bodybuilder som en godsindet cyborg.
Med et budget på omkring 102 millioner dollars var ’T2’ tidens dyreste film, og den er gået over i historien om som en af de mest indflydelsesrige, når det kommer til overgangen fra brugen af praktiske effekter til CGI.
17 millioner af filmens budget blev brugt på specialeffekter alene. Her skal især Dennis Muren fra ILM krediteres for sit banebrydende arbejde med computergrafikken. Sammen med Stan Winstons praktiske effekter tillod Murens arbejde, at T-1000-cyborgen, spillet af Robert Patrick, kunne vride og forvandle sin flydende metalkrop til skarpe genstande, eller lappe sig selv sammen efter skudhuller og andre skader.
Brugen af CGI var et kæmpe sats for Cameron, da der ikke var nogen reel backup-plan, hvis det ikke fungerede som håbet. Computersystemerne alene kostede flere tusinde dollars, og der skulle op til 35 mennesker fra Murens hold til bare at skabe de i alt fem minutter, som computereffekterne optræder i filmen. Bare 15 sekunder kunne tage op til 10 dage at gengive.
4. En 236 meter lang skibskopi: ’Titanic’
Hvordan genskaber man en af de største skibskatastrofer i menneskets historie?
Det kræver et kolossalt budget. Og James Cameron. Med 200 millioner dollars at snolde for skabte canadieren endnu engang sin tids dyreste film med ’Titanic’, der gik hen og blev en sensation, både inden for brugen af filmteknologi og ved prisuddelingerne.
Idéen til ’Titanic’ udsprang af Camerons livslange fascination af skibbrud, og efter at have udført flere dyk og optagelser omkring det virkelige skrog i 1995 begyndte han at skrive manuskriptet.
Til at starte med ville James Cameron bygge en livstro kopi af RMS Titanic, men det ville betyde, at han kun kunne få lov at synke skibet én gang.
I stedet gjorde Cameron brug af en unik tilgang, hvor han blandede praktiske effekter med miniaturer og computergeneret grafik til at skabe de komplekse skud, som endegyldigt skulle få ’skibet der ikke kunne synke’ til at synke på realistisk vis.
Det inkluderede et enormt filmset i Mexico, hvor en 236 meter lang kopi af Titanic blev bygget i et kæmpe bassin med godt 64 millioner liter vand. Skibet var delt op i tre afsnit, hvor boven kunne synke under vandet, mens bagenden, som var løsrevet fra resten af skibet, kunne vippe hele 90 grader. I virkeligheden var hældningen større, så ved brug af smarte dutch angles kunne Cameron manipulere med billederne.
Kombinationen af visuelle effekter blandet med praktiske effekter og bevægelige filmsets var stort set aldrig set før, og filmen vandt da også en Oscar for bedste visuelle effekter. Og så lige 10 mere.
’Titanic’ var den mest indtjenende film nogensinde, lige indtil en anden Cameron-film vippede den af pinden 12 år senere.
5. Blå mænd og motion capture: ’Avatar’
Efter ’Titanic’ skulle der gå lang tid, før James Cameron lavede endnu en spillefilm.
En af hovedårsagerne var, at teknologien, der skulle bruges til Camerons næste projekt, endnu ikke havde nået hans ønskede niveau.
Allerede i 1990’erne begyndte han på, hvad der skulle blive en episk science fiction-film om blå menneskelignende væsner, hvis planet blev koloniseret af mennesker. Filmen blev ’Avatar’, og ligesom ’The Terminator’ var universet samt planeten Pandora kommet til ham i en drøm, da han var teenager.
Da teknologien endelig var blevet så god, at den på tilfredsstillende vis kunne indfange James Camerons vision, lagde han endnu engang alt på ét bræt.
Med et budget på 237 millioner dollars var ’Avatar’ et uhyrligt stort sats. Ikke bare for Cameron selv, men også 20th Century Fox og for filmindustrien generelt, da filmen skulle markere en ny guldalder i Hollywood med brugen af 3D til at forstærke biografoplevelsen.
Set med nutidens briller var 3D-effekten ikke filmens fremtid, men man kan ikke tage fra ’Avatar’, at den skabte en bølge af 3D-film, og at de visuelle effekter var banebrydende for tiden med brugen af nyudviklet motion-caption animationsteknologi, der kunne skabe fotorealistiske, computergenerede karakterer af skuespillerne. Innovative optagelsesteknikker gjorde, at forskellige ansigtsudtryk kunne opfanges og overføres til Na’vi-folket, skuespillernes digitale modpart.
James Cameron havde gjort det igen. Filmen blev den mest indtjenende film nogensinde og holdt positionen, indtil ’Avengers: Endgame’ overtog pladsen i 2019. Tidligere på året genvandt ’Avatar’ pladsen efter en genudgivelse som optakt til ’Avatar: The Way of Water’ og de tre kommende film i franchisen.
6. Mod nye (undervands)grænser: ’Avatar: The Way of Water’
Nu er 13 gået, og Cameron har endnu engang udviklet ny teknologi, der vil komme til at skubbe grænserne for, hvad der er muligt med visuelle effekter. Heriblandt ny undervands-motion-capture og CGI, hvis resultat vi allerede er blevet præsenteret for i opfølgerens overdådige trailere.
Udover James Cameron selv er folkene bag den nye teknologi Peter Jacksons selskab Weta Digital, der også stod bag ’Ringenes herre’-trilogien og den første ’Avatar’-film.
Da opfølgeren, som undertitlen stærkt antyder, i høj grad kommer til at foregå under vand, måtte Cameron udtænke en ny metode til at skyde scenerne.
Det tog ham og hans hold halvandet år at knække koden for, hvordan man kunne få motion-capture til at fungere under vand, da lysrefleksionenerne forvirrede det tidligere system.
Undervandsscenerne er blevet skudt i et bassin med næsten 3,5 millioner liter vand, hvor skuespillerne nogle gange har skullet holde vejret i op til syv minutter.
Så er spørgsmålet, om effekten endnu engang er så imponerende, at resten af Hollywood igen vil følge i hans højteknologiske fodspor.
’Avatar: The Way of Water’ får dansk biografpremiere 14. december.