’Avatar: The Way of Water’: James Cameron har gjort det umulige

James Cameron må være tæt på vanvittig. Det kræver en særlig dumdristighed at sætte sit ry og filmselskabets 250 millioner dollars på spil med en film, hvor han insisterer på, at der skal være scener, hvor heltene fører samtaler med hvaler.

Det er lidt fjollet, og nogle vil uden tvivl stå af allerede her. De samme, som var med på Avatar-backlashet for 13 år siden, da den første film blev den mest indtjenende blockbuster nogensinde.

Men jeg er villig til at acceptere hvaltale. For hvad ved jeg egentlig om, hvad der findes derude i verdensrummet? Der findes sandsynligvis langt mere gakkede ting end sludrevorne, intelligente hval-lignende væsner.

’Avatar: The Way of Water’ er fortsættelsen af historien fra det univers, James Cameron byggede med den første film fra 2009. Det er hans fantasiprojekt og fuldt ud realiserede vision om livet på en fjern planet, der bliver truet af rumvæsner.

Men rumvæsnerne er os. Mennesker, der ankommer for at udnytte og forbruge planetens ressourcer. I ’Avatar’ er menneskene overdrevent onde, men det er nok ikke usandsynligt, at det er sådan, vi ville opføre os på en ny planet, set i lyset af hvordan vi forvalter vores egen planets ressourcer.

Jake Sully (Sam Worthington), en paralyseret soldat, der blev genskabt som na’vi, Pandoras indfødte befolkning, er nu blevet familiefar. Der må være gået mindst lige så lang tid i filmenes univers, som vi har ventet på toeren i det virkelige univers. Sully og Neytiris børn er store, og de lever i pagt med naturen. Indtil de ser et glimt på nattehimlen. Menneskene er tilbage.

For at beskytte sin familie frasiger Sully sig lederskabet af skovstammen, og han dropper oprøret mod de invaderende styrker. Familien drager i eksil hos vandstammerne i håb om ikke at blive fundet. I den fremmede vandverden må familien lære nye skikke og skills, som naturligvis bliver afgørende i det uundgåelige opgør, når Sully ikke kan gemme sig længere.

En stor del af den over tre timer lange film foregår under vandet, og det er James Camerons rette element. Hans film ’The Abyss’ – et undervurderet storværk – handlede også om mystiske væsner i havets dyb, og den revolutionerede computerskabte effekter på film, ligesom ’Avatar’.

Men det er ikke derfor, filmen er god. Det er den, fordi vi følger spændende karakterer, der gennemlever voldsomme historier. Det er nemt at fokusere på James Camerons tekniske bedrifter og landvindinger, men prangende teknik er sjældent nok til at skabe værker med holdbarhed.

James Camerons film er langtidsholdbare, og han har før bevist, at han kunne gøre det umulige. Mange mente, at det var en idiotisk idé at lave en film om Titanic. Og hvem skulle have troet, at 2’eren til den der film med en østrigsk bodybuilder som en dræberrobot ville blive en filmisk milepæl? Man skal aldrig undervurdere James Cameron.

Der er delte meninger om 3D, og den første film var lokomotivet for en bølge af brillekrævende film, som for længst er aftaget. Igen er Cameron kompromisløs og insisterende. Han vil lave 3D, og jeg har aldrig set 3D fungere så godt. De første fem minutter virkede lidt tegnefilmsagtige, men derefter blev jeg suget ind i filmen, og min hjerne begyndte at tro på, at det var virkeligt. Senere kunne jeg næsten ikke fatte, at stort set alt, hvad jeg sad og så, ikke var virkeligt. Min hjerne blev forført.

Men uanset teknikken kræver ’The Way of Water’, at du er eventyrlysten. Du skal have udlængsel. Være sådan én, der for eksempel siger ja til at trekke igennem junglen eller stå på ski over indlandsisen, hvis muligheden opstår, selvom det er lidt af et vanvidsprojekt.

For hvis du med det samme tænker: ’Det gider jeg sgu ikke, det lyder bøvlet, det er ikke noget for mig’, så vil ’Avatar’-filmene heller ikke være noget for dig. ’The Way of Water’ føles som at gå på opdagelse i ukendt land. Det er nok det tætteste, de fleste af os nogensinde – sandsynligvis og desværre – kommer på at rejse til en anden planet.

Det betyder ikke, at der ikke er mange ting, man kan kritisere ved filmen. Der er masser af foder til et nyt backlash, hvis ’The Way of Water’ bliver en succes.

Er dialogen nogle steder lidt kluntet? Ja. Er der stadig lidt rest af white savior-syndrom? Ja, hvis man gerne vil finde det. Er Sam Worthingtons grandiøse voiceover lovlig 70’er-frelst? Ja, det bliver lidt tungt med snakken om vore hjerters forbundethed og om planeten Pandoras udgave af Moder Jord ved navn Eywa, som »er tæt på, som et ord, der lige skal til at siges«.

Filmen mangler bare at få dansk speak af Lars Mikkelsen for at fuldende fornemmelsen af BBC-naturserie.

James Cameron fortæller ikke komplekse, nuancerede historier med moralsk grålige karakterer. I ’Avatar’ er det maskinerne mod naturfolket.

Sammenligningerne med vores egen planets kriser er næsten for åbenlyse. Naive, faktisk. Modsætningerne mellem de gode og de onde er utroværdigt overdrevne. Altså, de onde dræber de førnævnte, intelligente hvaldyr kun for at udvinde et stof fra deres hjernebark kaldet Amrita, lidt ligesom tidligere tiders intense jagt på kaskelothvaler for at udvinde spermacetolie og ambra.

Det er ikke sympatisk, og det er ikke subtilt. Men personligt kommer jeg heller ikke til en James Cameron-film for at få subtile noter af civilisationskritik og quirky antihelte. Jeg kommer for at blive revet rundt i store følelser, der godt må være opdelt i godt og ondt, og jeg kommer ikke mindst til ’Avatar’ for at blive forført til en anden planet – og netop det kan måske få mig til at se på min egen planet med nye øjne.

Nogle gange er det hammeren, der får arbejdet gjort. Især når den bliver slået præcist og med den kraft, der ligger bag en James Cameron-produktion.

Endelig en film i biografen, der ikke bare føles som endnu en måde at konsumere indhold på. De der ’magiske biografoplevelser’, som du måske har hørt nogen snakke om … Der er ingen garantier, men måske kan ’Avatar: The Way of Water’ gøre det for dig.

Vi skal bare ikke tage den for mere, end den er. En simpel, medrivende historie, der foregår i et smukt og fantasifuldt univers.

---

Kort sagt:
En levende drøm, hvor det umulige bliver til virkelighed foran dig. James Cameron har aldrig ladet sig stoppe af, at noget var umuligt, og den slags filmskabere er der for få af i Hollywood.