Det er altid en begivenhed, når David Fincher – mesteren bag ‘Seven’, ‘Fight Club’ og ‘Zodiac’ – udsender en ny film, og selvom ‘Mank’ var en personlig afstikker, der delte vandene, er forventningerne til hans kommende værk, ‘The Killer’, tårnhøje.
Det skyldes ikke mindst, at Netflix-filmen virker som en tilbagevenden til mere oplagt Fincher-territorie, idet ‘The Killer’ beskrives som en hårdkogt og stiliseret noir-fortælling, der følger en koldblodig lejemorder, som lander i en eksistentiel krise, da han begynder at stille spørgsmål ved sit hverv.
Michael Fassbender spiller hovedrollen, og via ham har vi nu fået det første lille indblik i den kommende film, da han tager os med bag kameraet som led i hans Youtube-serie ‘Michael Fassbender’s Road to Le Mans’:
Her fortæller Fassbender om samarbejdet med Fincher, der er kendt som Hollywoods måske mest pertentlige og perfektionistiske instruktør. Og vi ser glimt af indspilningen af en scene, hvor Fassbender kører bil, og hvor man kan få afmystificeret lidt af filmmediets magi.
‘The Killer’ er baseret på Alexis Nolent (under kunstnernavnet Matz) og Luc Jacamons tegneserie af samme navn. Manuskriptet udarbejdes af Andrew Kevin Walker, som skrev manuskriptet til ‘Seven’.
Det er Finchers fjerde samarbejde med Netflix efter ‘House of Cards’, ‘Mindhunter’ og ‘Mank’.
Ud over at være en yderst talentfuld skuespiller er Michael Fassbender en dygtig racerkører, og han stillede simpelthen op til det seneste Le Mans, som altså bliver dokumenteret i Youtube-serien.
Det vides endnu ikke, hvornår ‘The Killer’ får premiere, men mon ikke det bliver i løbet af næste år.