’Love, Death & Robots’ sæson 3: David Finchers afsnit er intet mindre end et pragteksemplar

’Love, Death & Robots’ sæson 3: David Finchers afsnit er intet mindre end et pragteksemplar
Afsnittet 'Jibaro' fra 'Love, Death & Robots' (Foto: Netflix)

En af de få ting, jeg tog med mig fra min folkeskolematematik, var, at man runder halve op til hele, så selvom det her egentlig burde være en tre en halv-stjernet anmeldelse, så må jeg hellere tildele den seneste sæson af ’Love, Death & Robots’ fire funklende stjerner.

For selvom Netflix’ innovative scifi-antologiserie står mit hjerte meget nært, må jeg blankt erkende, at det endnu ikke er lykkedes nogen af sæsonerne at levere et fuldt hus af seksstjernede afsnit. Der er altid et par fusere, og sæson tre er lige et nøk mere undervældende end forrige sæson.

Overordnet er konceptet dog så forfriskende, at man nemt kan leve med skønhedsfejlene, især da episoderne sjældent varer mere end et kvarters penge. Så når en episode skuffer, gør den det i det mindste på kortfattet manér. Og den gode nyhed er, at sæson tre giver os en af de absolut bedste installationer i seriens levetid.

Men lad os starte fra bunden af. Sæson tre er ni afsnit lang, altså én mere end sæson to, og det er lidt en skam, at der ikke blev råbt cut efter otte.

’Kill Team Kill’ er en bundskraber, vi ikke havde behøvet, da den tilsyneladende bare er en øvelse fra animationsstudiet i at tegne splat for splats skyld. Man følger et hold af soldater, der bliver angrebet af en mekanisk bjørn, og hele forløbet minder alt for meget om sæson 1’s ’Sucker of Souls’, der ligeledes ikke havde meget mere end blod og indvolde at byde på.

Afsnittet ‘The Very Pulse of the Machine’ fra ‘Love, Death & Robots’ (Foto: Netflix)

’The Very Pulse of the Machine’ skal til gengæld have ros for at prøve noget nyt. Det er nok den mest poetiske episode, serien har givet os – både i sit udtryk og i sin fortælling. Desværre starter og stopper rosen også her, da det hurtigt bliver kedeligt at følge en astronauts syrede ørkenvandring. Man savner en sløjfe på historien, der retfærdiggør rejsen.

’Swarm’ skal også have point for sin kreativitet. To forskere har slået sig ned i en sværm af insektlignende rumvæsner for at studere deres adfærd – og muligvis udnytte den til menneskelighedens fordel, men selvfølgelig på bekostning af sværmens autonomi. Det er en velkendt præmis – mennesket mod naturen – i nye rammer. Desværre sidder man lidt tilbage med en følelse af at have fået voksenskældud snarere end at være blevet oplyst.

’Three Robots: Exit Strategies’ og ’In Vaulted Halls Entombed’ er begge fine indskud i ’Love, Death & Robot’-regi – dog finder man ikke nogen nyklassikere her.

Førstnævnte fortsætter den Pixar-lignende fortælling fra sæson ét om tre fjollede robotter, der udforsker en dystopisk fremtid for at finde ud af, hvorfor menneskeligheden agerede så selvdestruktivt og idiotisk, som vi gjorde. Det er sjovt og skægt, men ligesom med ’Swarm’ føles moralen meget prædikende, og man savner lidt subtilitet.

Afsnittet ‘Mason’s Rats’ fra ‘Love, Death & Robots’ (Foto: Netflix)

Sidstnævnte er en H.P. Lovecraft-inspireret actiongyser om en lille gruppe soldater, der må kæmpe for livet – og måske endda for verden. Den er mystisk, uhyggelig og atmosfærisk, og selv om episoden minder lidt om ’Kill Team Kill’, så får man bare meget mere for pengene her.

’Night of the Mini Dead’ er en rigtigt god ide, der taber pusten efter et par minutter. Seeren får lov til at opleve zombieapokalypsen set fra oven, som var vi en gud, der overværede dekonstruktionen af sin egen verden. Chip og Chap-stemmerne og timelapse-teknikken er vældig morsomt, men det havde klædt fortællingen, hvis den også havde haft noget på hjerte (i stedet for primært at gå efter grinet, lidt ala ’Alternate Histories’ fra sæson 1).

’Mason’s Rats’, der handler om en flok intelligente rotter, der gør opstand mod en landmand og hans skadedyrsudryddende teknologi, er nok sæsonens mest underholdende bidrag. Det er sjovt at se de militante rotter gå til angreb som en anden John Connor, men det er også overraskende rørende, når de må lade livet på makaber vis.

’Jibaro’ er sæsonens, og måske endda seriens, afstikker. Afsnittet er filmet, fortalt og animeret på en måde, der er ulig stort set alt andet, jeg har set. Dens lydunivers alene gør den til et kig værd, men dens brug af bevægelse og kameraføring er så fængende – på grænsen til hypnotiserende – gør den til en decideret must-see, hvis man savner nytænkning inden for animations- og fortælleteknik. Desuden lykkedes den, hvor ’Swarm’ og ’Three Robots’ fejler: Den leverer en morale, uden at man føler sig prædiket til.

Afsnittet ‘Bad Traveling’ fra ‘Love, Death & Robots’ (Foto: Netflix)

Sæson 3’s indiskutabelt bedste episode er dog ’Bad Travelling’. Her følger man en skibskaptajn, der forsøger at udmanøvrere det søuhyre, der har invaderet hans skib, en opgave, der ikke bliver gjort nemmere, når besætningen konstant forsøger at begå mytteri.

Det er David Fincher, der står bag det her pragteksemplar af et afsnit, og man kan tydeligt mærke hans rolige hånd og sikre greb. Historien er velskrevet, velspillet (Troy Baker er naturligvis på rollelisten), velanimeret og bare helt igennem veleksekveret, og hvis man skal forsøge at sælge ’Love, Death & Robots’ til en ven, der endnu ikke har kastet sig over denne serie, er ’Bad Travelling’ et fremragende sted at starte.

Det er lidt en skam, at ’Love, Death & Robots’ tredje sæson har omtrent lige så mange fusere, som den har pletskud, men grundtanken bag serien er heldigvis så forfriskende og underholdende, at selv de dårlige episoder er ens tid værd.


Kort sagt:
Sæson tre af ’Love, Death & Robots’ går lige en promille ned i kvalitet fra sæson to, men leverer stadig mindst tre afsnit, der bør ses af alle, der er fan af underholdning i formatet ’kort og godt’.

’Love, Death & Robots’. Animationsserie. Skabere: Tim Miller, David Fincher. Spilletid: 9 episoder á cirka 10-15 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af