Til trods for stor fankærlighed blev David Finchers seriemorderserie ‘Mindhunter’ skrinlagt på Netflix, men nu rumsterer der måske et nyt håb.
Den ene del af seriens FBI-duo, skuespiller Holt McCallany, fortalte nemlig CBR i forbindelse med premieren på Netflix-serien ‘The Waterfront’, at der arbejdes på ‘Mindhunter’ bag kulisserne.
»Jeg havde et møde med David Fincher på hans kontor for få måneder siden, og han fortalte mig, at der er en chance for, at serien kommer tilbage som tre film på to timer, men jeg tror kun, det er en chance«, fortalte McCallany.
Dog klargjorde han også, at det er mere konkret end som så.
»Jeg ved, at der er forfattere, som arbejder på det (‘Mindhunter’ red.), men du ved, David (Fincher red.) skal kunne lide manuskripterne«, forklarede han.
‘Mindhunter’ var baseret på virkelige begivenheder og mordere, hvor vi fulgte FBI-efterforskerne Holden Ford (Jonathan Groff), Bill Tench (McCallany) og Dr. Wendy Carr (Anna Torv), der arbejdede med tidlig psykologiske profilering på mordere som Charles Manson og Ed Kemper.
‘Mindhunter’ blev sat på pause efter anden kritikerroste sæson, og David Fincher håbede at fortsætte serien helt op til 2000’ernes BTK-morder Dennis Rader.