’Tulsa King’: Sylvester Stallone funkler som bølleboomer i Taylor Sheridans fuser af en mafiaserie
Taylor Sheridans meritter taler for sig selv. Han er særdeles velbevandret inden for westerngenren og er i besiddelse af et flot cv som instruktør, der tæller ’Wind River’, ’Yellowstone og ’1883’, mens han også har pennet manuskripter til de kritikkerroste film ’Sicario’ og ’Hell or High Water’.
Med andre ord: en uhyrligt produktiv og sagkyndig herre, der har et solidt greb om sin niche. Netop på grund af hans imponerende bagkatalog skulle man på papiret tro, at Sheridan med lethed ville strikke en medrivende krimiserie om en aldrende mafiaboss sammen – endda med en veloplagt Sylvester Stallone i hovedrollen og en garvet medforfatter i form af Terence Winter (’The Sopranos’, ’Boardwalk Empire’) ved sin side.
Den oplagte succes strander imidlertid på papiret at dømme ud fra de første to afsnit, hvor ’Tulsa King’ desværre er en skuffende metervare, der ligesom sin boomer af en hovedperson synes håbløst forældet og forvirret.
Mafiabossen Dwight Manfredi løslades efter at have tilbragt 25 stride år i brummen, hvor han har klappet kaje om sin chefs kriminelle organisation og taget skraldet i stiv arm. Derfor har Dwight naturligvis også en forventning om en flot og lykkelig velkomst, da han sætter fod i familiens hovedkvarter i New York.
Problemet er bare, at 25 år er lang tid, når den kriminelle karriere opererer i et foranderligt tempo. Dwight får et valg (som vel snare er en formel eksilering) om at flytte til sydstatsflængen Tulsa i Oklahoma. Dwight accepterer modvilligt tilbuddet, og pludselig må han forholde sig til en ny virkelighed i en fremmed by.
Men Dwight er en arbejdsmand af den gamle skole, og derfor smøger han ærmerne op og kaster sig som en sulten løve over en fumlende butiksejer, Bohdi (Martin Starr), hvis primære eksportvarer består af euforiserende stoffer, og som nu er Dwights modvillige partner in crime.
Ligeledes erhverver han både privatchauffør og hurtige penge, men spørgsmålet er, om Dwight kan forblive Tulsas nye mafiakonge, når både nye og gamle fjender begynder at få nys om hans nystartede forretning.
’Tulsa King’ fungerer først og fremmest som en fin showcase for Sylvester Stallone, der i en alder af 76 år får sin debut som hovedrolleindehaver i en tv-serie. Dwight er ikke ligefrem sympatisk, og hans moralske barometer er mildest talt mudret, men det er da bestemt morsomt, når den storskrydende boomer må bede sin nye omgangskreds om hjælp til at forstå den moderne teknologi omkring sig – hvad end det er Uber eller en bestilling af et kreditkort.
Det hjælper også på det hele, at Stallone stadig har bunkevis af karisma og rammer en god blanding af rå og tungsindig udstråling, som gør Dwight til en karakter, der har potentiale til at være mere end en simpel karikatur, hvis han foldes ordentligt ud over tid.
Men selvom Stallone er veloplagt, er det ikke nok til at holde serien oven vande.
Det meste af tiden føles ’Tulsa King’ faktisk som en billig kopi af ’The Sopranos’ og ’Goodfellas’. Serien præges af bøvlet dialog, en ubeslutsom tone mellem drama og komedie og et langsommeligt tempo, der får den til at føles som et oldtidslevn a la de serier, der blev produceret på stribe i flow-tv’ets velmagtsdage.
Kort sagt:
Sylvester Stallone er glimrende selskab som den aldrende gangsterveteran, men han fortjener langt bedre, end hvad han bliver spist af med i fuseren ’Tulsa King’.
Anmeldt på baggrund af de første to afsnit.