’Samaritan’: Sylvester Stallone viser over for velcastet Pilou Asbæk, at han stadig er en god skuespiller
Med film som ’Last Blood’, ’Escape Plan: The Extractors’ og ’Backtrace’, der alle er lavet inden for de seneste fem år, har jeg efterhånden opbygget en solid og berettiget skepsis, når det kommer til actionfilm med Sylvester Stallone i hoverollen.
I sin storhedstid medvirkede han i ikoniske film som ’Rocky’ og ’First Blood’, der siden har defineret hans karriere. I 2015 modtog han sågar sin anden Oscar-nominering for sin rolle som Rocky Balboa i filmen ’Creed’.
Talentet er altså stadig til stede hos den aldrende stjerne. Derfor er det også frustrerende, når den ene jammerlige film efter den anden med Stallone i hovedrollen ser dagens lys.
Så meget mere befriende er ’Samaritan’ den bedste Stallone-actionfilm i mange år. Konkurrencen var dog heller ikke så hård!
Og selvom ’Samaritan’ både er underholdende og viser, at Stallone stadig stræber efter at medvirke i film, hvor han kan vise sit værd som skuespiller og ikke kun som actionhelt, så løfter den sig aldrig op over middel.
’Samaritan’ er mest (kun) interessant i første halvdel. Den tager sig nemlig god tid til at etablere sin hovedkarakter Joe (Stallone), der bor alene, arbejder som skraldemand, passer sig selv og som hobby finder ødelagte ting, han kan reparere. Muligvis for at kompensere for det, der er gået i stykker i fortiden.
Det tempo, der lægges ud med, giver Stallone mulighed for at finde ro i sin karakter som den tidligere helt, der har lagt fortiden bag sig og bare vil finde fred med sig selv. En rolle, der som bekendt ikke er fremmed for Stallone og som han flere gange har vist sig at være glimrende i som både bokser og krigsveteran (bortset fra ’Last Blood’).
I samme opgang som Joe bor drengen Sam (Javon ’Wanna’ Walton), der har viet sit liv til at finde den største superhelt, der nogensinde har eksisteret, Samaritan, der forsvandt efter en episk kamp mod skurken Nemesis godt tyve år tidligere. Som en af få er Sam overbevist om, at Samaritan stadig er i live.
Her lider filmen sit første troværdighedsknæk. For selvom Sam ganske vist har haft et par personer i kikkerten som potentiel kandidat til at være Samaritan, er det lidt for tilfældigt, at den næste i rækken bor i samme opgang. Nemlig Joe.
Imens Sam forsøger at overtale Joe til at erkende sin fortid, planlægger bandelederen Cyrus – spillet af en veloplagt og velcastet Pilou Asbæk – at stjæle Nemesis’ gamle våben og starte et oprør i byen.
Selvom det virker en anelse forceret, at det hele lige sker oveni hinanden, er det på den anden side fint, at filmen ikke bruger unødig tid på noget, vi ved kommer til at ske.
’Samaritan’ etablerer univers, der er både råt, dystert, dramatisk og til tider ret intenst. Dermed adskiller filmen sig befriende fra mange af de superheltefilm, vi ellers præsenteres for, hvor humoren hele tiden stjæler billedet.
Men herfra bliver ’Samaritan’ desværre uinteressant. Og det går stærkt.
For selvom et af filmens gennemgående temaer er, at alt ikke er sort/hvidt eller godt/ondt, kommer det kun overfladisk til udtryk. Man forsøger blandt andet at give Cyrus samme nuancer som Joe, men tager sig ikke tiden til at gå i dybden her.
Det bliver ganske vist sagt, at Cyrus tog sin højre hånd, Sil, til sig, da hun var alene, og at de betragter hinanden som familie. Og med en enkelt replik fortæller Cyrus Sam, at han mener, at Nemesis er den gode, og at der er to sider af historien om Sams superhelt.
Men når vi filmen igennem er blevet præsenteret for en yderst sympatisk Joe, er det slet ikke nok til at skabe den sympati for skurken, filmen stræber efter. Slet ikke, når vi senere ser Cyrus skyde en flygtende politimand i ryggen.
Sympatien for Cyrus udebliver, hvilket resulterer i, at forskellen mellem de to alligevel fremstår karikeret.
Havde ’Samaritan’ holdt fast i det tempo, den tålmodigt etablerer, og samtidig skabt en flydende og mere nuanceret fusion mellem sin hovedkarakter og sit tema, kunne det meget vel have resulteret i en film på et niveau, der matcher Stallones storhedstid. I stedet ender den som endnu en klichéfyldt actionfilm, hvis slutning byder på alt det, man har set til hudløshed i den uendelige mængde actionfilm, Hollywood producerer.
Kort sagt:
’Samaritan’ starter lovende med Sylvester Stallone og Pilou Asbæk i fin form, men den ender aldeles gennemsnitligt.