Biopic om Michael Jackson på vej fra ‘Bohemian Rhapsody’-producer – nu med stjerneinstruktør ved roret

Biopic om Michael Jackson på vej fra ‘Bohemian Rhapsody’-producer – nu med stjerneinstruktør ved roret
Michael Jackson under en koncert i 1986. (Foto: Kevin Mazur/WireImage)

Er der én genre, man altid kan vide sig sikker på i Hollywood, er det den traditionelle biopic.

Nu er turen kommet til Michael Jackson, hvis liv filmatiseres i den kommende ‘Michael’, der bliver instrueret af Antoine Fuqua – manden bag ‘Training Day’ og det nylige slavedrama ‘Emancipation’.

‘Michael’ beskrives som et dybdegående og aldrig før fortalt portræt af hele Jacksons liv og virke, inklusive hans mest ikoniske optrædener.

‘Michael’ bliver produceret af Oscar-vinderen Graham King, der tidligere har produceret ‘Bohemian Rhapsody’ og en række Martin Scorsese-film.

Det er den Oscar-nominerede John Logan (‘Gladiator’, ‘The Aviator’), der skriver manuskriptet med støtte fra Michael Jacksons bo.

Der er endnu ikke forlydender om, hvem der skal spille Michael Jackson, men filmen går i optagelse i løbet af 2023, så en annoncering må være lige på trapperne.

Det vides endnu ikke, om filmen vil berøre anklagerne om seksuelle krænkelser mod sangeren, der så sent som i 2019, 10 år efter Jacksons død, blev beskrevet i dokumentaren ‘Leaving Neverland’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af