Efter Michael Jacksons død var der naturligt nok en stor interesse fra musikbranchen i, at der skulle dukke mere materiale op fra den afdøde popstjerne. Men gik hans pladeselskab ligefrem så langt, at de udgav sange i Jacksons navn, der var sunget af en helt anden?
Det har der i årevis floreret rygter om.
Da det posthume album ‘Michael’ udkom i 2010, altså året efter sangerens død, indeholdt det tre sange, som har været heftigt diskuterede siden. Mange fans tror nemlig ikke på, at det er Michael Jacksons stemme, man kan høre på ‘Breaking News’, ‘Keep Your Head Up’ og 50 Cent-samarbejdet ‘Monster’.
I stedet har konspirationsteorien længe været, at studiesangeren Jason Malachi skulle have sunget de tre numre. Ifølge Stereogum har Malachi endda indrømmet at have sunget sangene i et siden slettet Facebook-post.
Der har altså været en del debat om de her tre numre. Men nu rapporterer sitet American Songwriter, at de ligefrem er blevet fjernet fra streamingtjenesterne. Hvilket jo godt lidt kunne se ud som en indrømmelse fra pladeselskabet Sony.
Men det er det faktisk ikke!
I hvert fald ikke, hvis man skal tro en talsmand for Michael Jackson-boet. »Fjernelsen af disse tre sange har intet at gøre med deres autenticitet«, lyder det blandt andet fra talsmanden, skriver Stereogum. Ifølge udtalelsen har debatten omkring sangene været »distraherende«. Nu er de altså væk.