’Emancipation’: Will Smith kæmper en umulig kamp i stor Oscar-kandiderende slavefilm

’Emancipation’: Will Smith kæmper en umulig kamp i stor Oscar-kandiderende slavefilm
'Emancipation'. (Foto: Apple TV+)

I Hollywood kan de godt lide at lave film om film, hvor de viser trailers for film, der ikke eksisterer, men lige så vel kunne.

Jeg nævner dette særtræk, fordi ’Emancipation’ på overfladen ligner den arketypiske slaverifilm med klare Oscar-prætentioner. Det virker næsten for oplagt, så godt det hele passer sammen. Som i en fiktiv trailer.

Will Smiths fejlslag offscreen er en historie for sig, men på lærredet giver han værdighed som få og sætter med sin særlige starpower stort set ikke en fod forkert i hovedrollen som den haitisk-amerikanske slave Peter. Eller Gordon, som den historiske person bag karakteren er kendt som – en tidligere slave, hvis tilpiskede ryg med et enkelt billede blev et uudsletteligt symbol på slaveriets umenneskeligheder.

’Emancipation’ har således en historisk signifikant og dog relativt ukendt figur i centrum. Som titlen antyder, udfolder filmens plot sig også midt i et vendepunkt i amerikansk historieskrivning. Midt under Abraham Lincolns såkaldte emancipationserklæring den 1. januar 1863, der frigav alle slaver i Sydstaternes varetægt og med en fordækt frihedsinvitation lod dem indlemme i Nordstaternes hær.

»300.000 slaver i Louisiana skulle vælge. De kunne forblive i trældom og vente på befrielse af Unionshæren … eller selv tilkæmpe sig deres frihed«, fortæller åbningsteksten. Da Peter tidligt bliver taget fra sin familie i bomuldsmarken og ført til sydstaternes koncentrationslejrlignende tilstande for at bygge jernbaner, er vi aldrig i tvivl om hans valg.

‘Emancipation’. (Foto: Apple TV+)

Flugten mod frihed og for at finde hjem til familien bliver en lang odyssé i sydens farlige sumpe. Strabadserne munder til sidst ud i Peters heroiske kamp mod sydstaterne som en del af Lincolns udelukkende sorte infanteri, man filmhistorisk kender fra klassikeren ’Ærens mark’.

Til at krydre det hele giver Quentin Tarantinos hoffotograf Robert Richardson filmen sit eget fantastisk flotte særpræg med farvedrænede, ofte monokrome billeder, hvis nattemørke man får lyst til at forsvinde i.

’Emancipation’ har i udgangspunktet det hele. Stærke og rørende fortællinger om frihed og slaveriets lange skygger kan man aldrig få nok af. Men ’Emancipation’ bliver desværre aldrig en stærk fortælling.

Lige så oplagt det er at fortælle historien om Peters liv, lige så lemfældigt opbygger manuskriptforfatter Bill Collage en levende karakter, hvis tankeliv vi kan koble os på og føle for. Trods Smiths karisma og forpinte udtryksfuldhed forbliver karakteren en psykologisk ensporet handlingsmand i en underligt flad og alt anden end episk plotstruktur.

’Emancipation’ får på forunderlig vis aldrig udfoldet historiens åbenlyse vingefang til at flyve op i de patosfyldte skyer. I stedet følger vi størstedelen af tiden et mand-til-mand opgør i Louisianas skove mellem Peter og menneskejægeren Jim Fassel (Ben Foster, der kan spille kølig, psykotisk racist i søvne). En meget lille fortælling, der hurtigt sidder fast i mudderet.

‘Emancipation’. (Foto: Apple)

Ikke at kompleksitet og store følelser hører til ’Traning Day’-instruktør Antoine Fuquas varemærker. Fuqua er en udmærket håndværker og kan på en god dag få solid underholdning ud af simple, determinerede mandekarakterer som i ’Shooter’ eller ’Southpaw’. I ’Emancipation’ roder Fuqua desværre rundt i sin instruktion.

Sanselige, ordløse scener med Will Smith i sumpterrænet leder næsten tankerne hen på Robert Bressons mesterværk ’En dødsdømt flygter’ – for så at blive afbrudt af actionsekvenser i slowmotion. Peters scener med nævekampe imod alligatorer og slanger eller hans eksistentielle kamp for frihed og retten til at se familie? Man kommer i tvivl om, hvad der tiltrak Fuqua mest ved ’Emancipation’.

Desuden er det svært at se bort fra filmens sort-hvide fremstilling af sorte og hvide.

I en tid, hvor vi ser black horror og fantasy som ’Antebellum’ og ’Lovecraft Country’ trække tråde mellem slaverifortid og nutid, har ’Emancipation’ unægteligt sin plads som mere traditionelt historisk indlæg. Pudsigt nok bliver filmen sin egen værste fiktionsfjende i dens konsekvente portræt af alle hvide, der spænder mellem dæmonisk, sadistisk og bundusympatisk.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ingen kan være i tvivl om, at den overordnede behandling af sorte i både syd og nord var forkastelig. Flere steder i ’Emancipation’ kammer det dog over i et for effektsøgende udtryk. Som i en af filmens ellers mere velfungerende sekvenser, hvor en tilsyneladende bedårende lille sydstatspige på et splitsekund får fråde om munden ved synet af Peter og kalder til kollektivt angreb.

Når ’12 Years A Slave’ står som et hovedværk inden for film om slavetiden, skyldes det blandt andet en meget dygtig instruktør i Steve McQueen. Men selv der ville de eksplicitte pinsler og hadet aldrig løfte sig til mere end pinsler og had, hvis ikke hovedkarakteren som i alle gode fortællinger rummede åndelighed, et indre liv, som vi uagtet hudfarve og baggrund kunne identificere os med.

Selvom Will Smith gør sit bedste i ’Emancipation’, kæmper han en umulig kamp i en film, der lader til at være frembragt, uden at man har gjort sig de store tanker om, hvordan man skaber en gribende fortælling.

Den mangel kan man fingere i en trailer, men ikke over to timer.


Kort sagt:
Uanset Will Smiths aktuelle omdømme ville ’Emancipation’ aldrig have blandet sig i Oscar-kapløbet. Til dét er det en meget mindre film med mere action og mindre hjerte, end hvad dens trailer antyder.

‘Emancipation’. Spillefilm. Instruktion: Antoine Fuqua. Medvirkende: Will Smith, Ben Foster, Charmaine Bingwa, Steven Ogg. Spilletid: 132 min. Premiere: Kan ses på Apple TV+
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af