’Emily in Paris’ sæson 3: Jeg småhader Emily i Netflix’ comfort-serie – men hun begejstrer mig altså også
Emily (Lily Collins) har fået ’trauma bangs’. Det er det vigtigste, du skal vide om tredje sæson af Netflix-hitserien.
Man plejer at sige, at øjnene er sjælens port, men for denne amerikaner i Paris er frisuren en sand afspejling af det indre landskab – og her er det eiffeltårnspyntet. Tredje sæson af serien om den unge marketingkvinde, der forelsker sig i lokale og kæmper med at udvikle slogans, er så tosset med det ikoniske landemærke, at det i en scene ved en fejl optræder to gange på samme tid i horisonten!
Men pyt da – Emily Cooper, der er trænet i salgstaler, kan helt sikkert snakke sig ud af det.
’Emily in Paris’ er skabt af serieskarpretteren Darren Star, der har skabt mastodonter som’Beverly Hills’ og ’Sex and the City’. Første sæson kom i 2020, og her oplevede vi Emily slå op med sin kæreste og flytte til Paris for at arbejde med det franske marketingsbureau Savoir, der sælger luksusvarer som champagne og designertøj.
For mange i deres kriseramte 20’ere er det vel en klassisk dagdrøm at flytte til en større europæisk hovedstad og gå med rød læbestift. Hverdagen kan jo ellers være klæg af havregrød og gråvejrsdage, og så er det godt, der er et sted, hvor solen altid skinner, og håndtasken altid matcher bæltet, som den gør i ’Emily in Paris’.
I anden sæson blev Emily forelsket i den britiske expat Afie (Lucien Laviscount), der er glad for ordet ’mate’. I tredje sæson oplever Emily gradvis et fokusskifte fra Alfie til flammen fra første sæson, den lækre nabo Gabriel (Lucas Bravo).
Selvom der bliver tegnet streger op til den helt store duel om Emilys hjerte, er kærlighedsplottet bagtæppe til det, som serien forsøger at sælge som det reelle drama – virksomhedsdramaet. Emily står mellem to arbejdspladser, Savoir og et nyopstartet bureau, som alle de navngivne karakterer fra Savoir er flyttet til med undtagelse af Emilys amerikanske chef.
Men uanset hvor vi lander i rækken af powerpoint-pitches, er og bliver både Emily og det produkt, som bureauet skal sælge – for eksempel hundefiltre til sociale medier – en joke.
Serien er en udpræget comfort-serie. Karaktererne er forudsigelige, handlingen sekundær, og det helt store trækplaster er den stereotype opfattelse af Paris, der har været en del af seriens dna fra start. Det klinger hult, men trækker også mange ind – vi tager gerne runde et, to og tre i den hurtige karrusel med den forudsigelige, franske melodi.
Det fedeste ved ’Emily in Paris’ er næsten den følgeskare, serien har fået online. Der findes utallige parodier på Emilys dårlige fransk og kiksede marketingsstunts, der i serien fremstilles som impulsive genialiteter, men som folkemassen på TikTok godt har gennemskuet.
Med syrlig fråde om munden påpeger de, hvor ensidig og fjoget den SoMe-glade chicagorianer er. Der er folk, der indrømmer, at de spoler, hver gang veninden Mindy (Ashley Park) skal synge, som hun gør endnu mere i tredje sæson. Andre afslører, at McDonald’s-restauranter i Paris i virkeligheden ikke er eksklusive gourmet-oaser holdt i jordfarver, som serien luller os ind til at tro.
Alligevel er der noget plastic fantastic over Emily, som jeg kan begejstres over. Hun kan også ses som del af tidens Barbiecore-bølge – især når hun 80 procent af tiden går i pink. Det ultrafeminine har længe været på vej tilbage og ses og behandles nu med mere respekt end tidligere. Emily har fat i noget, og jeg kan glæde mig over at småhade hende en smule.
Serien er som en weekendtur til Paris, du aldrig kom afsted på. I stedet må du drømme dig væk i en planche, der er lavet som inspiration til turen, inden den blev booket.
Men selvom der fint er klippet croissanter og beret-hatte ud af et magasin og derefter limet på farverigt pap, er og bliver ’Emily in Paris’ en budget-tur.
Kort sagt:
Der er noget pølsefabrik over tredje sæson af ’Emily in Paris’. Den er dog velsmagende nok i forhold til, at den kommer fra Lidls billige rækker, men kalder sig noget, der lyder fransk.