Det er omtrent 45 år siden musicalen ‘Grease’ fik premiere, men nu er den pomadefyldte fortælling på vej tilbage til skærmene med en teaser, der netop er landet.
Paramount+ har serien ‘Grease: Rise of the Pink Ladies’ på vej, der udfolder forhistorien bag filmens »girlgang«, der ikke er interesserede i at følge reglerne for pæne piger i 50’erne.
Prequel-serien fejrer sit forlæg med samme retro-fornemmelser og nye originale musicalnumre, sang og dans.
‘Grease: Rise of the Pink Ladies’ foregår i 1954 (fire år inden filmens historie). Her er hverken The Pink Ladies eller filmens mandegruppe T-Birds de sejeste på skolen, men i stedet en samling underdogs, der finder fællesskab udenfor det gode selskab.
Serien lader til at udspille sig før filmens gruppeledere Rizzo og Frenchie og byder i stedet på nye karakterer spillet af et bredt cast af unge og fortrinsvis ukendte skuespilnavne. Rydell High Schools stramtandede inspektør bliver dog spillet af komedieskuespiller Jackie Hoffman (‘Only Murders in the Building’), der for tiden er aktuel i ‘Glass Onion: A Knives Out Story’.
Annabel Oakes er seriens skaber, og hun har tidligere været forfatter på sidste års velanmeldte ‘Minx’ samt Netflix’ populære ‘Atypical’.
‘Grease: Rise of the Pink Ladies’ kommer på SkyShowtime herhjemme, men datoen er endnu ukendt.