1. ‘The Last of Us’ (HBO Max)
Premieren på serieversionen af et af de mest hyldede spiluniverser er en af de første, men mest ventede store serier, vi kan se frem til i 2023.
I den brutale og hjerteskærende historie følger vi den unge pige Ellie og den plagede ældre Joel på deres rejse gennem et dystopisk USA, hvor en farlig virus hærger storbyerne.
Til at inkarnere den fandyrkede duo er ‘Narcos’ og ‘The Mandalorian’-skuespiller Pedro Pascal og ‘Game of Thrones’-barnedronning Bella Ramsey. Derudover skuespillere som Gabriel Luna, Anna Torv, Nico Parker, Murray Bartlett, Nick Offerman, Melanie Lynskey og Storm Reid.
Dansk premiere 16. januar.
2. ‘Shrinking’ (Apple TV+)
Fra Brett Goldstein, Bill Lawrence (‘Scrubs’, ‘Ted Lasso’) og Jason Segel kommer en komedieserie om en sørgende terapeut, der vælger at droppe regelbogen og fortælle sine klienter, præcis hvad han tænker, i forsøget på at redde og forandre ikke bare sine klienters liv, men også sit eget.
Jason Segel spiller den radikalt ærlige psykolog, mens Harrison Ford, Jessica Williams, Christa Miller og Michael Urie er at finde i seriens andre roller.
Premiere 27. januar.
3. ‘Masters of the Air’ (Apple TV+)
Steven Spielberg og Tom Hanks krigstrilogi får sin ventede afskedssalut efter at have været undervejs i flere årtier.
‘Masters of the Air’ går i luftsporene på ‘Band of Brothers’ og ‘The Pacific’ med en fortælling fra Anden Verdenskrigs luftvåben.
‘Elvis’-stjernen Austin Butler er i front for et omfattende cast, der udover skarpe unge talenter som Barry Keoghan (‘The Batman’) og Ncuti Gatwa (‘Sex Education’) tæller mange spændende nye ansigter.
Episoderne er instrueret af vidt forskellige navne fra Cary Fukunaga (‘No Time To Die’) til den Oscar-nominerede ‘Mudbound’-instruktør Dee Rees og indieduoen Ryan Fleck og Anna Boden (‘Half Nelson’).
Premiere i starten af 2023.
4. ‘White House Plumbers’ (HBO Max)
Selvom en serie med blikkenslager i titlen umiddelbart ikke lyder sindsoprivende, er der god grund til at se frem til HBO’s kommende komedieserie, der handler om Nixon-holdet, som stod bag Watergate-skandalen (en historie, vi sidste år også fik udfoldet i ‘Gaslit’).
Her følger vi Woody Harrelson og Justin Theroux som de to heldige stråmænd, der stod i spidsen for at feje den ulovlige aflytning under gulvtæppet, men i stedet endte med at afsløre embedets svindel.
Det er ‘Veep’-forfatter David Mandel, der har ført pennen, og i resten af seriens politiske landskab pynter Domhnall Gleeson, Kiernan Shipka og ‘Game of Thrones’-stjernen Lena Headey i biroller.
Premiere i marts 2023.
5. ‘Daisy Jones and the Six’ (Amazon Prime)
Fleetwood Mac og ‘Almost Famous’-fans foren jer! Et af nyere tids mest hypede fiktive bands får blændet op for deres intrigefyldte historie, når Taylor Jenkins Reids BookTok-basker rammer skærmene på Amazon Prime til foråret.
Bestsellerromanen kan næsten læses som et manuskript til en musikdokumentar, hvor bandmedlemmerne i 70’er-rockbandet Daisy Jones & The Six fortæller, hvordan de blev verdensberømte, før de fuldstændig forsvandt fra offentligheden. Så det er ikke svært at forestille sig serieversionen.
Musikhistorien får et metalag, da det er skuespiller og Elvis-barnebarn Riley Keough, der inkarnerer stjernesangeren Daisy Jones over for Sam Claflins plagede musikermodpart Billy Dunne. Der er lagt op til knugende hippiekærlighed og propfyldte stadionsus.
Premiere 3. marts.
6. ‘The Idol’ (HBO Max)
Sam Levinson er klar til at følge ‘Euphoria’-succesen op hos A24 med den ventede serie om en ung kvindelig popstjerne, der bliver opslugt af musikbranchens forblændende personligheder og dårlige intentioner. Denne gang med The Weeknds Abel Tesfaye på sidelinjen, der i sit eget videounivers er garant for det mørke og forskruede.
Lily Rose-Depp har hovedrollen som Jocelyn, en ung popstjerne in spe, der »skal kneppe hele USA« for at gøre comeback oven på et nervesammenbrud. Til det får hun hjælp fra Abel Tesfayes farlige selvhjælpsguru.
De gøres selskab af flere interessante unge birolleskuespillere som Suzanna Son (‘Red Rocket’), Rachel Sennot (‘Bodies Bodies Bodies’,‘Shiva Baby’) og Hari Nef (‘And Just Like That’) samt popstjerner som Troye Sivan og musiker Moses Sumney samt den nyligt afdøde Anne Heche i sin sidste rolle.
Premiere i 2023.
7. ‘Fleishman Is in Trouble’ (Disney+)
Baseret på et amerikansk bestsellerfænomen gennemgår Jesse Eisenberg og Claire Danes en både grim, mystisk og twistfyldt skilsmisse med det jødiske miljø på Manhattans Upper East Side-elite som bagtæppe.
Den hyldede amerikanske portrætjournalist Taffy Brodesser-Akner har selv videreført sin roman til skærmen.
Lige som den fraskilte Toby Fleishman er kommet godt i gang med et nyt og liderligt Tinder-kapitel af sit liv, forsvinder hans kone Rachel sporløst. Men overklasseparrets vej fra kærlighed til had er langt mere komplekst, end hvad den først giver indtryk af.
Premiere 21. februar.
8. ‘Secret Invasion’ (Disney+)
Samuel L. Jacksons Nick Fury er i centrum for Marvels kommende serie, hvor han med sine egne ord udforsker den klapbærende læderhelt dybere end hans almene »badassery«.
I ‘Secret Invasion’ vender Fury tilbage til jorden, hvor en fraktion af hamskiftende Skrulls har planer om at overtage magten.
Jackson er i stjernespækket selskab med universets faste folk i form af Don Cheadles James Rhodes, Ben Mendelsohns Talos, Martin Freemans Everett K. Ross og Cobie Smulders’ Maria Hill. Derudover har Olivia Colman, Emilia Clarke, Carmen Ejogo og Kingsley Ben-Adir sluttet sig til besætningen.
Serien har Kyle Bradstreet, der stod bag de senere sæsoner af ‘Mr. Robot’, i instruktørstolen.
Premiere i foråret 2023.
9. ‘The Big Cigar’ (Apple TV+)
Virkelighedens stifter af den politisk revolutionære Black Panther-gruppe fik hjælp af New Hollywood-produceren Bert Schneider til at flygte til Cuba, da han var eftersøgt i hele USA.
Det er historien i den kommende dramaserie ‘The Big Cigar’ baseret på virkelighedens Huey P. Newton, hvis kringlede flugt blev nedfældet i den Playboy-artikel, der lægger navn til Apple TV+-projektet. Skrevet af Joshua Berman, der også skrev det journalistiske forlæg til Ben Afflecks Oscar-vinder ‘Argo’.
André Holland (‘The Knick’, ‘Moonlight’) har hovedrollen som den legendariske Black Panther, og serien har blandt andre Don Cheadle som executive producer og instruktør på de indledende to afsnit.
Premiere i løbet af 2023.
10. ‘Ahsoka’ (Disney +)
Star Wars-universet foldes yderligere ud i serieform, når den skattede figur Ahsoka får sin helt egen serie.
Den tidligere Jedi-Padawan spilles af Rosario Dawson, som fortsætter rollen fra ‘The Mandalorian’. Ahsoka har som ung været lærling hos Anakin Skywalker, og det er bekræftet, at Hayden Christensen vender tilbage til sin rolle fra 00’ernes film og serien ‘Obi-Wan Kenobi’.
Bag serien står Dave Filoni og Jon Favreau, der også har skabt både ‘The Mandalorian’ og ‘The Book of Boba Fett’.
Premiere i løbet af 2023.
11. ‘Mrs. Davis’ (Peacock)
Denne ventede serie er rig på modsætninger, der mødes.
En nonne tager kampen op i mod en kunstig intelligens ved navn Mrs. Davis i et intenst clash mellem tro og teknologi. Bag serien er ingen mindre end fantasten Damon Lindelof (‘Watchmen’ og ‘Lost’), forenet med Tara Hernandez, der er kendt for sit arbejde på sitcom-baskeren ‘The Big Bang Theory’ og spinoff-serien ‘Young Sheldon’.
Betty Gilpin har sin første store rolle som seriens usandsynlige religiøse helt efter sin Emmy-nominerede bryderpræstation i Netflix’ ‘GLOW’, og derudover er Jake McDorman (‘Limitless’), Margo Martindale (‘The Watcher’) og David Arquette (‘Scream’) at finde i castet.
Premiere på amerikanske Peacock 20. april – dansk premiere uvis.
12. ‘Love and Death’ (HBO Max)
Hvis man var opslugt af sommerens hitkombination af mord og gudstro i ‘Under the Banner of Heaven’, er der øksemord og gospelsang på vej i fortællingen om Candy Montgomery, der dræbte sin nabo og kirkefælle Betty Gore i et lille kristent forstadsmiljø i 1980’ernes Texas.
Historien har været streamingaktuel i sidste års ‘Candy’ med Jessica Biel, men denne gang er David E. Kelley, som tidligere har leveret streamingsucceser i form af ‘Big Little Lies’ og ‘The Undoing’, bag roret.
Elizabeth Olsen har den morderiske hovedrolle som Candy, mens Jesse Plemons og Patrick Fugit har de mandlige hovedroller.
Premiere til foråret.
13. ‘Ironheart’ (Disney +)
Iron Mans unge geniale arvtager, Riri Williams, får sin egen serie.
Den unge MIT-studerende fra Chicago med en heltedragt, der trumfer Tony Starks, bliver inkarneret Dominique Thorne, der for nyligt entreerede rollen i Black Panther-opfølgeren ‘Wakanda Forever’, mens hun får hjælp fra Anthony Ramos’ The Hood.
Premiere på Disney+ i slutningen af 2023.
14. ‘Agatha: Coven of Chaos’ (Disney +)
Glass Onion’-aktuelle Kathryn Hahn blev et øjeblikkeligt meme, da hun dukkede blinkende op i Marvels hjernevridende seriedebut ‘Wandavision’.
I år står figuren Agatha, der gik fra den hjertevarme nabo Agnes til heksen Agatha, i centrum for sin helt egen serie.
Selvom meget fortsat er hemmeligt, er det annonceret, at ‘Heartstopper’-stjerne Joe Locke er del af castet sammen med ‘The White Lotus’-priste Aubrey Plaza og ‘Orange is the New Black’-navnene Ali Ahn og Maria Dizzia.
Premiere vinter 2023.
15. ‘The Power’ (Amazon Prime)
Mange teenageforældre har formentlig prist sig lykkelige gennem tiden for, at blik ikke kan dræbe.
Det modsætte er dog tilfældet i denne kommende sci fi-serie, hvor Toni Colette spiller en politisk leder med gode intentioner i et dystopi-samfund, hvor en helt særlig del af befolkningen kan slå i hjel med det blotte øje. Nemlig teenagepiger, der af uvisse årsager besidder evnen til at give folk dødeligt stød.
Serien er baseret på en roman af Naomi Alderman og siges at følge konsekvenserne af de overnaturlige evner i flere og fjerne egne af verden.
Premiere i 2023.
16. ‘Beef’ (Netflix)
Med en skarp duo bestående af Steven Yeun (‘Nope’, ‘Minari’) og komiker Ali Wong (‘Always Be my Maybe, ‘Tuca & Bertie’) bliver et vredesanfald bag rattet en livsændrende begivenhed for to involverede, da biluheldet lidt efter lidt opsluger flere dele af deres liv.
‘Beef’ er skrevet af Lee Sung Jin, der tidligere har været forfatter på ‘It’s Always Sunny in Philadelphia’ og haft en finger med i spillet på med adskillige af tidens interessante komedieserier som ‘Dave’, ‘Silicon Valley’ og ‘Tuca & Bertie’. Med indieselskabet A24 i ryggen lover det godt.
Premiere i 2023.
17. ‘Pokerface’ (Peacock)
Rian Johnson har hænderne dybt ned i mysteriemenageriet, og det kan vi kun bifalde. Foruden den hittende ‘Knives Out’-filmserie på Netflix har Johnson med ‘Pokerface’ en hel serie, hvor der i hvert afsnit er en ny opklaring på spil.
Natasha Lyonne spiller seriens faste detektiv, der har en eminent evne til at gennemskue løgnere. Der er lagt op til et komediedrama, hvor alskens Hollywood-navne som Joseph Gordon-Levitt, Chloë Sevigny, Jon Perlman, Nick Nolte og Adrien Brody dukker op.
Amerikansk premiere 26. januar, men dansk premiere uvis.
18. ‘Full Circle’ (HBO Max)
Claire Danes og Zazie Beetz (‘Atlanta’, ‘Joker’) er på rollelisten i Steven Soderbergh og Ed Solomons kommende miniserie.
Krimiserien ‘Full Circle’ følger efterforskningen af en fejlslagen kidnapningssag i New York, hvilket fører til adskillige hemmeligheder hos et bredere ensemble af seriens byboere.
I resten af castet finder man desuden Dennis Quaid, komiker Jim Gaffigan og Jarrel Jerome (‘Moonlight’, ‘When They See Us’).
Premiere i 2023.
19. ‘Velma’ (HBO Max)
Internettet gik mere eller mindre amok, da det blev offentliggjort, at den hedengangne nørdkarakter fra ‘Scooby Doo’-tegneserien var åbent lesbisk i sin solo spinoff-serie. Det talte nemlig ind i en kultdyrket fantasi, der allerede eksisterede hos mange af hendes tilhængere.
I 2022’s Cartoon Network-genkomst er det Mindy Kaling, der lægger stemme til mysterieslængets mastermind, hvis personlige historie udforskes, da hun sammen med Daphne, Shaggy og Fred (eller deres fordanskede navne Susan, Stubbe og Jan, anyone?) skal opklare en forbrydelse på deres highschool.
Premiere 12. januar.
20. ‘Kaos’ (Netflix)
Den græske og romerske mytologi får sig en sorthumoristisk makeover i ‘The End of the Fucking World’-skaber Charlie Covells kommende serie, der har Jeff Goldblum i hovedrollen som Olympens konge Zeus. En rolle han overtog, da Hugh Grant droppede ud af projektet.
Da den store gud opdager en rynke i sin pande, frygter han verdens undergang (overhovedet ikke en overreaktion), og seks mennesker bliver pludselig hvirvlet ind i en profeti fra den græske mytologi. Hertil er det David Thewlis, der hersker i underverdenen som dødsguden Hades.
‘Kaos’ lover at blande kønsdebat og magtkampe fra nutiden med de gamle guder, hvilket bestemt ikke er en uinteressant kombination. Og Jeff Goldblum som Zeus ønsker de færreste at gå glip af.
Premiere i løbet af 2023.
21. ‘The Palace’ (HBO Max)
Der gives ikke ved dørene, når det gælder handlingen på den kommende HBO-serie, der dog kan prale af både Kate Winslet og Hugh Grant på rollelisten. Serien »fortæller historien om et år inden for væggene på et palads i et autoritært regime, som det begynder at gå op i limningen«, lyder det simple, men pirrende resumé.
Will Tracy, der har været manuskriptforfatter på afsnit af ‘Succession’ og har skrevet på den velanmeldte madgyser ‘The Menu’, har ført pennen på serien, der er skabt af den Oscar-vindende britiske instruktør Stephen Frears, der på seriefronten de seneste år har stået bag ‘The Loudest Voice’ og den kritikerroste ‘Quiz’.
Premiere i løbet af 2023.
22. ‘Citadel’ (Amazon Prime)
Det er ikke ligetil at gennemskue Amazons kommende serieprojekt. Men det har været dyrt og ambitiøst i en grad, der har fået mange til at sammenligne det med ‘Magtringene’s hype før premieren.
‘Citadel’ beskrives i mindre grad som en tv-serie i normal forstand og nærmere som et »global tv-event«, der ud over det amerikanske anker indspilles i en indiske og italiensk version, der muligvis lægger op til en form for multivers.
Bag serien står instruktørbrødrene Joseph og Anthony Russo, bedst kendt for ‘Avengers’-filmene. Den amerikanske installation af sci-fi-serien følger spionerne Mason Kane (Richard Madden) og Nadia Singh (Priyanka Chopra), og både Stanley Tucci og danske Roland Møller er på rollelisten.
Premiere i løbet af 2023.
23. ‘The Three-Body Problem’ (Netflix)
Det tog form af en historisk budkrig, da streamingtjenesterne kappedes om at få David Benioff og D. B. Weiss i hus oven på deres succes med ‘Game og Thrones’.
Netflix vandt, og i år står makkerparret deres store prøve, når deres ventede serieprojekt ‘The Three-Body Problem’ får premiere.
Der er tale om et sci-fi-drama baseret på en kinesisk romantrilogi af Liu Cixin, som forhåbentligt kan leve op til sidste gang, de kastede sig over et omfangsrigt litterært univers. Denne gang er der dog både kinesisk historie og aliens i mixet.
‘Game of Thrones’ faldt sjældent tilbage på store stjernenavne, men katapulterede et hav af nye navne til gigaberømmelse. I castet til ‘The Three Body Problem’ finder man indtil videre Eiza Gonzalez, der tidligere har været med i ‘Baby Driver’, Jovan Adepo fra ‘The Leftovers’ og ‘Game of Thrones’-veteran Liam Cunningham.
I deres følge har de også ‘The Sinner’-forfatter Alexander Woo og Rian Johnson som executive producer.
Premiere i løbet af 2023.
24. ‘Gen V’ (Amazon Prime)
Den blodige og sortkomiske superhelte-dystopi ‘The Boys’ har formået at samle en solid fanskare, og få ting skriger succes som en spinoff-serie. Her baseret på ‘The Boys’-tegneserien ‘We Gotta Go Now’ af Garth Ennis og Darick Robertson.
Historien har yngre fornemmelser og udspiller sig på et universitet styret af det mørke superhelte-konglomerat Vought International, hvor unge supes gennemgår hardcore prøvelser i overlevelse. Jaz Sinclair (‘Chilling Adventures of Sabrina’) har hovedrollen som Marie Moreau, mens dele af originalseriens cast også vil dukke op i gæsteoptrædener.
Premiere i løbet af 2023.
25. ‘The Sympathizer’ (HBO Max)
Den koreanske instruktør Park Chan-wook er lige nu biografaktuel herhjemme med ‘Decision to Leave’, og selvom hans HBO-serie ikke er endegyldigt bekræftet til at komme i år, tillader vi os at krydse fingre, da optagelserne til den satiriske thriller allerede er i gang.
Filmmageren har til sin anden tv-serie slået sig sammen med Robert Downey Jr. og Sandra Oh til at forløse en Pulitzer-vindende roman af Viet Thahn Nguyen, som følger en kommunistisk spion med halvt fransk og halvt vietnamesisk ophav, som flygter til USA i de sidste dage af Vietnamkrigen.
Det er det ubeskrevne blad Hoa Xuande, der spiller hovedrollen, mens Downey Jr. efter sigende spiller flere forskellige skurkeroller.
Premiere i løbet af 2023.
26. ‘1923’ (SkyShowtime)
Ranchbaskeren ‘Yellowstone’ er en af tidens mest populære serier, der har katapulteret ophavsmanden Taylor Sheridan til det måske mest eftertragtede serienavn i Hollywood.
Den westernske seermagnet har allerede fået en populær prequel i ‘1883’, men i år spoles der lidt længere frem i tiden, hvor Harrison Ford og Helen Mirren i 1923 ligger i krig om seriens betændte Montana-muld.
Som titlens årstal foreskriver, karambolerer det med historiske prøvelser som Den Store Depression og ophøret på det amerikanske alkoholforbud.
Premiere på SkyShowtime 16. januar.
27. Tour De France 2022-dokumentar (Netflix)
Jonas Vingegaard kørte med fuld ydmyghed en historisk sejr hjem, da han vandt sommerens Tour De France i 2022.
Nu kan dem, der savner sommerens største samtaleemne, se frem til at genopleve cykelmagien i en endnu titelløs Netflix-dokumentar, der har fulgt otte cykelhold i året op til løbet.
Og et af dem er heldigvis Vingegaards Jumbo-Visma, hvilket giver os god grund til at forvente en form for hovedrolle. Med unik adgang både før, under og efter etaperne er der god grund til at glæde sig til endnu et tour-fix.
Premiere i løbet af 2023.
28. ‘Queen Charlotte: A Bridgerton Story’ (Netflix)
Man kan ikke komme udenom, at ‘Bridgerton’ med sin snedige blanding af sex og periodedrama er en af tidens mest populære streamingfænomener og et af Netflix’ store seerhits.
I år dykkes der ned i baghistorien for seriens sladderglade dronning, hvis ungdom og vej til magten bliver foldet ud med India Amarteifio som den unge version af Dronningen, der dog også fortsat spilles af Golda Rosheuvel.
Det er ‘Bridgerton’-seriens skaber og Netflix-guldfugl Shonda Rhimes, der står bag det kommende spinoff, hvor også et udpluk af moderseriens cast vender tilbage foruden nytilkommere som ‘Game of Thrones’-skuespiller Michelle Fairley.
Premiere i løbet af 2023.
29. ‘Wool’ (Apple TV+)
Man må håbe, at virkelighedens version af 2023 bliver hyggeligere end serielandskabet, hvor de sorte dystopier står i kø på vores tv-skærme.
Norske Morten Tyldum, der stod bag den Oscar-belønnede ‘The Imitation Game’ og ‘Passengers’, har instrueret sci fi-dramaet ‘Wool’, der udspiller sig i et ‘1984’-regelret silosamfund adskillige etager under jorden, som er blevet ubeboeligt af giftstoffer.
Det er ‘Band of Brothers’-forfatter Graham Yost, der har skrevet manuskriptet. Rebecca Ferguson står i centrum for fortællingen som ingeniøren Juliette, mens også Tim Robbins er at finde i castet.
Premiere i løbet af 2023.
30. ‘Tiny Beautiful Things’ (Disney+)
Der er flere Kathryn Hahn-værker at se frem til, og stik modsat Marvel-eventyret længere oppe på listen har skuespilleren også hovedrollen som forfatteren Clare i ‘Tiny Beautiful Things’. En kvinde der mod alle odds sætter sig for at drive brevkasseklummen Dear Sugar, mens hendes eget liv er ved at falde fra hinanden (man får helt ‘Meter i Sekundet’-fornemmelser).
Forlægget er skrevet af ‘Wild’-forfatter Cheryl Strayed og baseret på hendes eget liv, og i det resterende cast kan man også glæde sig til et gensyn med ‘Unbelievable’-stjerne Merritt Wever.
Premiere i USA til foråret.