Det danske serieår er allerede blevet sparket heftigt i gang med en af årets absolut mest ventede titler, da Nicolas Winding Refns neonmanerer i første uge af 2023 indtog Netflix med ‘Copenhagen Cowboy’, ifølge Soundvenues anmelder Lau Lehrmann »den mest bizarre Netflix-serie til dato«, der allerede eminent har delt vandene.
Årets resterende 357 dage byder næppe på noget lignende, men det betyder bestemt ikke, at der ikke er både store og små, interessante, stjernespækkede og serietitler på vej fra nye og kendte talenter.
1. ‘Stadig ikke død’
I DR’s kommende ungdomsserie har 16-årige Helga besluttet sig for, at hun ikke vil leve længere. Men det viser sig heldigvis at være sværere end planlagt at tage sit eget liv, fordi hun ikke helt kan finde den rigtige metode. I jagt på nogle helt særlige piller begynder hendes tilværelse så småt at ændre sig.
Selvom præmissen for ‘Stadig ikke død’ ikke ligefrem lyder opmuntrende, virker den til at gå i andre retninger, end vi er vant til, når popkulturen forsøger at skildre selvmord, der er et vigtigt, men svært emne at tackle.
Serien er skrevet af Emma Le Marc og instrueret af Daniel Kragh-Jacobsen. Det nye navn Alvilda Lyneborg Lassen har hovedrollen, mens Malaika Berenth Mosendane fra Netflix-serien ‘Chosen’ og Akavet’-skuespiller og instagram-fænomen Anna Haarup Munch figurerer i castet. ‘Tinka’-stjerne Albert Rosin Harson er med som skolearkivets venlige nørd.
Premiere på DR i januar
2. ‘Kald mig far’
‘Vikings’-stjerne Alex Høgh Andersen er en mand med mange facetter. Men udover at spille sig selv i mockumentaryen ‘Koldt på toppen’ er hans komiske side ikke den, der er blevet dyrket mest.
Det bliver der lavet om på, når han sammen med sin bedste ven, storkomiske Magnus Haugaard fra ‘Skyld’, forløser deres fælles serieidé.
De spiller vennerne Emil (Høgh Andersen) og Viktor (Haugaard), der pludselig bliver tættere end ønsket. For Viktor begynder at date Emils mor, der bliver spillet af ingen ringere end Ellen Hillingsø. På rollelisten pynter andre skarpe unge navne som ‘Venuseffekten’-talentet Johanne Milland, Roberta Reichardt og Oscar Dyekjær Giese.
‘Kald mig far’ er instrueret af Christian Dyekjær, der er aktuel med DR-serien ‘Guru’ og tidligere stod bag den vellykkede spillefilm ‘Fantasten’, og Søren Felbo, der har ført pennen på afsnit af ‘Orkestret’, har skrevet manuskriptet.
Premiere på Viaplay i løbet af året
3. ‘Guldfeber’
Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg fældede engang dom over serier i radioprogrammet ’Stream Team’ og tv-programmet ’Serieland’. Nu sætter de dristigt deres egen røv i klaskehøjde med serien ’Guldfeber’, som de har udviklet og skrevet sammen med P3-kollegaen Andrew Moyo.
Den satiriske ’Guldfeber’ handler om vennerne Kenneth og Jamal, der bliver ansat som telefonsælgere hos firmaet Ny Energi. Her træder de ind i et broderskab defineret af hård konkurrence og hurtige penge.
Tarek Zayat, der slog igennem i ’Shorta’, og det nye navn Andreas Bruun indtager hovedrollerne, mens Anders Heinrichsen, Stephanie Nguyen, Ari Alexander og Andrew Moyo selv er at finde i biroller. Talentet Sven Colding har instrueret.
Premiere på DR sandsynligvis i slutningen af februar
4. ‘Killjoy’
Multitalentet Emma Sehested Høeg har spillet for udsolgte sale med stykkerne ‘Velkommen til Pandora’ og ‘Lolita for altid’, som hun har skabt i kollektiv med Jennifer Vedsted Christiansen under navnet ‘How to Kill a Dog’.
Snart debuterer duoen endelig med deres første tv-serie, og her er en scene fra selvsamme teaterperformances udslagsgivende for fortællingens altopslugende konflikt.
For da den unge design-studerende Nanna bliver konfronteret med, at hun har faket alle sit livs orgasmer, begynder en nedadgående spiral. Med ét er den tilsyneladende perfekte tilværelse med kæresten (Gustav Giese) et røgslør for en indre uforløst længsel. Det kan ikke blive ved.
Premiere på TV 2 i løbet af foråret
5. ‘Agent’
Nikolaj Lie Kaas har både skrevet og instrueret den kommende TV 2-serie, der umiddelbart kan lyde som en krydsning mellem ‘Klovn’ og den franske succes ‘Ring til min agent!’.
‘Agent’ handler om Joe, der er agent for kunstnere og kendisser. Firmaet ejes af hans mor, men Joe har sine egne drømme og planer for dets fremtid – planer, som ikke helt går, som han håber, samtidig med at hans ekskone truer med at hive ham i Familieretshuset for at minimere samværet med deres børn.
Esben Smed spiller Joe og Julie Agnete Vang hans ekskone, mens serien i bedste ‘Klovn’-stil befolkes af en perlerække af berømtheder i roller som forvrængede udgaver af dem selv. Fra Tobias Rahim og Thomas Blachman til Sidse Babett Knudsen, Dar Salim, Helle Thorning-Schmidt, Magnus Millang og Lars Løkke Rasmussen.
Premiere på TV 2 i løbet af foråret
6. ‘Forhøret’ sæson 3
Det sjældent stjernespækkede cast har i både sæson 1 og 2 været et tilløbsstykke i Christoffer Boes Viaplay-serie ‘Forhøret’.
Første sæson havde Ulrich Thomsen i hovedrollen som efterforskeren, der undersøger sin datter Christinas død, mens hans ekskone i form af Trine Dyrholm overtog stafetten i sæson 2. I første sæson mødte vi også Lars Mikkelsen som forretningsmanden Holger Lang, og nu er det såmænd ham, der indtager hovedrollen i tredje og sidste sæson.
Holger Lang havde udset sig Christina som sin tronarving inden hendes død, og i den nye sæson får han tilsendt en video, der viser en lejemorder tage livet af Christina. På rollelisten er denne gang også folk som Pilou Asbæk, Josephine Park, Lene Maria Christensen og Nicolas Bro.
Premiere på Viaplay i første halvdel af 2023
7. ‘Dansegarderoben’
Da ‘Ditte & Louise’ blev tarveligt aflyst af DR, fik vi heldigvis gensyn med Ditte Hansen og Louise Mieritz’ serieunivers i filmform med ‘Ditte & Louise’.
Nu er der endelig en ny serie fra den komedieefne duo på vej, der udspiller sig med glimmer, spjæt og dansespark med fortællingen om otte nye dansepiger, der i 1975 indtager Cirkusrevyens skrå brædder.
På rollelisten finder man en bred palet af talentfulde skuespillere som Andrea Heick Gadeberg, Marie Reuther og Olivia Joof samt Mille Lehfeldt, Maria Bach Hansen og musiker/komiker Annika Aakjær, der fortsætter sin skuespilfærd.
For mange klinger revy måske træt af tøhø-humor og grimme parykker, men der bliver i ‘Dansegarderoben’ zoomet anderledes ind på de kvinder, der i sin tid stod letpåklædte bag skuespillerne, og hvis man kender skaberne bag, bliver det med humor og politisk tæft.
Premiere på TV 2 i løbet af foråret
8. ‘Huset’
DR’s store nye dramasatsning i 2023 hedder ‘Huset’ og handler om de ansatte i et fængsel, der bliver kaldt, ja, Huset. Sofie Gråbøl og David Dencik indtager hovedrollerne som de to fængselsbetjente Miriam og Henrik, der forsøger at holde ro og orden. Men de personlige indsatser er lige så høje, som konsekvenserne af fejltrin i fængslet kan være fatale.
Charlotte Fich spiller enhedschefen Gert, mens Youssef Wayne Hvidtfeldt er den nyuddannede fængselsbetjent Sammi, som går til arbejdet med en anden tilgang end sine ældre kolleger.
Serien er skabt af manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson i samarbejde med instruktørerne Michael Noer, der har erfaring fra fængselslivet fra gennembruddet ’R’, og Frederik Louis Hviid, som forrige år slog igennem med ’Shorta’.
Premiere på DR i efteråret 2023
9. ‘Carmen Curlers’ sæson 2
Mange ting måtte gå galt for Morten Hees krølleinnovatør, før curlerimperiet virkelig tog form i slutningen af en af de mest vellykkede DR Drama-serier længe.
I anden sæson bliver der efter sigende mindre fokus på Axel Byvangs lysende iværksætterdrøm og mere på det arbejdsliv, den historiske fabrik gav plads til. Som vi mærkede i første sæson, blæste der feministiske vinde blandt de mange kvinder, Maria Rossings no bullshit-Birthe hyrede til den kvindedrevne produktion.
Vi krydser fingre for flere formeksperimenter a la den enestestående bottle episode ‘Artiste Extraordinaire’ med Nicolai Jørgensens frisør-Frans i front.
Premiere på DR i løbet af sommeren/efteråret 2023
10. ‘Bag enhver mand’
Jesper Zuschlag og Julie Rudbæk er biografaktuelle med deres første spillefilm ’Elsker dig for tiden’, men der er som bekendt no rest for the wicked, og allerede i år er de så tilbage med deres første serie siden gennembruddet med ’29’.
DR-serien hedder ‘Bag enhver mand’ og foregår i restaurationsbranchen, men meget mere vides ikke om plottet på nuværende tidspunkt.
»Det er en dramakomedie, der handler rigtigt meget om kønskamp, forandring og magtspil«, fortalte Julie Rudbæk til Soundvenue i december og tilføjede, at serien er noget helt andet end ’29’, men stadig bærer makkerparrets dna med blandingen af humor og alvor.
Premiere på DR i slutningen af året
11. ‘Salsa’ sæson 2
Udover at returnere i bogform vender sidste års bedste danske serie heldigvis også tilbage på skærmen, når Jonas Risvig blænder op for mere ungdomsliv af den mest intime slags.
I forbindelse med seriens første sæson vakte den fiktive sexapp Drift så stor begejstring, at flere af seriens seere bad om at få den i udvikling, så mon ikke appen får endnu en bærende rolle.
Sommerhittet har kun knap et halvt år på bagen, og derfor er der heller ikke mange detaljer om fortsættelsen. Vi krydser dog fingre for gensyn med seriens unge cast med Safina Coster-Waldau, Filippa Navarana og Zoe Bryan Hertz i front og håber også på nye ansigter og flere nuancer af køn, seksualitet og relationer i seriens stærke univers.
Premiere på DR i slutningen af året
12. ‘Sygeplejersken’
Årets – så vidt vides – eneste danske Netflix-serier er Nicolas Winding Refns ’Copenhagen Cowboy’, der allerede har fået premiere, og så ’Sygeplejersken’, en thriller, der bygger på den sande historie om den danske sygeplejerske Christina Aistrup Hansen, der blev idømt livstid for forsøg på fire manddrab i 2016.
Josephine Park – senest aktuel i en anden dansk Netflix-serie, ‘Skruk’ – spiller den morderiske sygeplejerske, mens Fanny Louise Bernth (især kendt fra ‘Herrens veje’) spiller kollegaen Pernille, der får mistanke om, at noget er galt.
Serien er skrevet af Dorte W. Høgh og Kasper Barfoed og er baseret på Kristian Corfixens bog af samme navn.
Premiere på Netflix i løbet af året
13. ‘Oxen’
Jacob Lohmann spiller over for Josephine Park i TV 2’s kommende thriller, der er skabt af erfarne kræfter i form af Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, der tidligere har haft Emmy-belønnet succes med både ‘Rejseholdet’ og ‘Ørnen’.
Da en falsk anklage om narkobesiddelse får en jægersoldat smidt ud af korpset, bliver en spionchef (Ellen Hillingsø), en PET-agent og en forretningskvinde (Birgitte Hjort Sørensen) medspillere i hans livskrise og kamp for retfærdighed, selvom de ikke alle sammen nødvendigvis spiller på samme hold i konflikten.
Premiere på TV 2 i løbet af året