‘Elsker dig for tiden’: Julie & Jesper headbanger til ‘Den eneste ene’ i deres humørfyldte smørkniv af en film

‘Elsker dig for tiden’: Julie & Jesper headbanger til ‘Den eneste ene’ i deres humørfyldte smørkniv af en film
Julie Rudbæk og Kasper Dalgaard i 'Elsker dig for tiden'. (Foto: SF Film)

Det er næsten opskriften på en filmkliché at tage en fast vending og gradbøje den med lidt ironi, som det er tilfældet med Julie og Jespers romcom-titel ‘Elsker dig for tiden’

Men selvom det måske kan sætte gang i alarmberedskabet for fladpandede postmodernistiske komediegreb, er der ingen grund til panik. 

For det er om noget håndelaget med netop det karikerede, det ægte og hverdagsagtige, der er den populære duos største talent. 

‘Elsker dig for tiden’. (Foto: Christian Geisnæs/SF Film)

Med hitserien ‘29’ tog makkerparret humoristisk afsked med fantasien om, at man vågner op som færdigudviklet voksen med forplantningslyst og styr på tilværelsen på sin 30-års fødselsdag, og i deres filmdebut går Julie og Jesper nu i krig med ‘for evigt’ som næste naturlige og underholdende skridt i den seriesamtale, de selv startede. 

I centrum for antiromancen står Anna og Thomas, der på 2022-vis bygger bro mellem sukrede Hollywood-troper og præcisionscastede deltagere i et datingeksperiment. En blød håndværker vs. en uimponeret blazerkvinde, der hver især har én seriøs og én spejlblank ven, som giver deres komiske besyv med på sidelinjen.

‘Elsker dig for tiden’. (Foto: SF Studios)

Den unge fotograf Anna (Julie Rudbæk) er så lykkeligt single, at hun bliver halvrasende, hver gang nogen så meget som antyder, at hun muligvis kunne ønske sig en bedre halvdel.

Heldigvis er den følsomme tømrer Thomas typen, der har stirret sig så blind på sin tosomhedsdrøm om et parcelhus i Hvidovre, at det er det, eneste han kan se – selv med udsigt over hele byen. Så da han bliver afvist af Anna på en brun bodega, får han alligevel charmeret sig til en første date på en picnicopdækket tømmerflåde, som hun ville have været lovligt undskyldt for at løbe skrigende væk fra.

Men det gør hun ikke. Heller ikke da den Fedtmule-smilende mand tropper op foran hendes arbejdsplads med en øm guitarserenade af Poul Krebs’ ‘Sådan nogen som os’ (der er den tredje og forhåbentlig sidste homage til halballets nationalhelt, der i år har spillet med i både ‘Skruk’ og ‘Klovn’). 

Der bliver nærmere headbanget i retning af ‘Den eneste ene’, end der bliver subtilt nikket. Til gengæld er der anno 2022 tilføjet et par skarpe og mere realistiske kapitler til kærlighedshistorien af den slags, man normalt bliver skånet for.

Der er skruet godt op for sødmen i den trodsige romance til at starte med, og der er overfladisk fart på, så vi kan nå hen til der, hvor ’Elsker dig for tiden’ virkelig har noget på hjerte. Nemlig når bumpene på vejen viser sig, forstadstomgangen banker på, og Thomas og Anna gør hinanden sindssygt usikre.

‘Elsker dig for tiden’. (Foto: Christian Geisnæs SF Film)

Ved at tage det, der sker efter rusen, langt mere alvorligt, bliver den romantiske komedies eventyr opdateret, men uden at der er tale om en decideret dekonstruktion af den romantiske komedie. For kærlighedshistorien er muligvis mere en parforholdshistorie, men den er stadig let og arketypisk nok til, at vi kan grine af den i sin genkendelighed, fra byggemarkedsskænderier til fåmælte reparationsdates.

I ’Elsker dig for tiden’ er parrene omkring Anna og Thomas samtidig med til at vise parforholdet eller den evige kærlighed som en aldeles ufærdig størrelse, og venneparrene er, som i ’29’, tit sjovere og mere sympatiske end hovedkaraktererne.

Det er ikke mindst en fornøjelse at se Sofie Jo Kaufmanas veltimede pastelopdatering af Paprika Steens navneforandrende Stella gå fra ulykkelig single til at finde sig selv. Dertil er Magnus Haugaard fascinerende sjov som jordens kedeligste kæreste til altid charmerende Olivia Joof.

Som antitesen til sin bløde seriekarakter går Jesper Zuschlag med held ud af paroditangenten som en omvandrende joke med e-cigaret, frisk fodboldspillerfade og et dysfunktionelt forhold til en svovlende neontrusse-type (spillet af Katinka Lærke Petersen).

Spillefilmdebuterende Kasper Dalsgaard træder i karakter som udskifter i Jesper og Julies parløb og i filmens indledende jagtfase formår at levere en overbevisende hundehvalpehelt, der efterhånden tangerer ‘500 Days of Summer’-hykler, så snart tingene begynder at skrante. 

‘Elsker dig for tiden’. (Foto: Christian Geisnæs)

Det er mere som skilsmissestatistisk partsindlæg i fortællingen om parforholdet, at ‘Elsker dig for tiden’ kommer lidt til kort. Hvilket måske især skyldes en mangel på den ekstra filmiske og visuelle pondus, det kræver at gå fra skarp venskabelig debrief på Assistenskirkegården til et genreeksperiment på det store lærred.

Det er mere en humørfyldt smørkniv, Julie & Jesper stikker ind i tidsånden, der kun glimtvis giver historien lov til at gøre rigtigt ondt. 

Med Lars H.U.G.s ‘Elsker dig for evigt’ opdateret af Ganger i soundtracket lader ‘Elsker dig for tiden’ til gerne at ville afromantisere alt. Inklusive en sang, der muligvis er romantisk, men aldrig har handlet om uproblematisk kærlighed.

Men selvom det halvbagte budskab er til at gå småakademisk i spåner over, kan det heldigvis grines væk, mens 80’er-tristessen får en herligt jokepakket millennial-makeover. Og når Gangers version endelig spiller, er det i et af filmens stærkeste følelsesmæssige momenter, hvor den kompleksitet, der ellers er blevet overdøvet af jokes, virkelig mærkes.

Selvom der slås på tromme for genreeksperimentet, er det hele vejen igennem Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags velkendte humor, stærke komedietrup og evne for de helt brede fortællinger, der gør filmen til en velsmurt og fornøjelig komedie. 

Det er en stilsikker debut, der går en befriende bue uden om hjertevarmen med en uromantisk romcom, der til tider mangler smerte, men absolut ikke komik. 


Kort sagt:
‘Elsker dig for tiden’ er et fint og folkekomisk stykke parforholdsrealisme, som vil give genlyd og vække latter hos alle os med én væg i en spændende farve og forvirrede kærlighedsforventninger.

'Elsker dig for tiden'. Spillefilm. Instruktører: Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag. Medvirkende: Julie Rudbæk, Kasper Dalsgaard, Sofie Jo Kaufmanas, Jesper Zuschlag, Olivia Joof Lewerissa, Magnus Haugaard, Katinka Lærke Petersen. Biografpremiere: 22. december. 
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af