’Copenhagen Cowboy’: Nicolas Winding Refn har begået den måske mest bizarre Netflix-serie til dato

’Copenhagen Cowboy’: Nicolas Winding Refn har begået den måske mest bizarre Netflix-serie til dato
Angela Bundalovic i 'Copenhagen Cowboy'. (Foto: Magnus Nordenhof Jønck/Netflix)

Nicolas Winding Refn giver ikke en fuck. Ikke en fuck for, at du og jeg efter en række køligt reklamefilmglatte, tarotkortdrevne film og serier efterhånden savner Refns ømhed fra ’Drive’ og den ukontrollerede vildskab og tragiske katarsis fra ’Pusher’-trilogien.

Med sin nye serie ’Copenhagen Cowboy’ ser han stort på vores forventninger og har skabt seks afsnit, som ikke ligner noget andet på Netflix.

Trods titlen har Refn placeret det meste af handlingen på Lars Tyndskids ubestemmelige mark (vist nok Næstved), hvor vi følger den mystiske, mutte og magiske (?) Miu (Angela Bundalovic fra ’Limboland’) på eventyr i ’Refns Danmark’.

I kraft af sine efter sigende lykkebringende evner sendes vi med Miu med det blå træningssæt og grydehåret rundt i et neonbadet univers befolket af serbiske, albanske og kinesiske gangstere og ekstremt ariske menneskejægere på herregårde og godser. Et grumset og kuriøst landskab, hvor kriminelle underverdener og overnaturlige elementer smelter sammen.

‘Copenhagen Cowboy’. (Foto: Magnus Nordenhof Jønck)

Vi møder den serbiske kvinde, som skal bruge Mius lykke til at føde, og hvis mand bogstavelig talt er et omvandrende hvinende og gryntende svin. Der er den kampsportsferme kinesiske gangster, som har taget en kinesisk restaurantejers barn og kun leverer det tilbage, hvis Miu fjerner hans migræne foruden at indhente en masse penge.

Der er den stjernepsykopatiske platinblonde familie, som i generationer har jagtet mennesker, hvor sønnen nu jagter Miu, mens farmand stolt bralrer om sin verdenskendte penis.

Zlatko Buric dukker minsandten også op i København som en mafiøs advokat med kendskab til Mius fortid. Faktisk vrimler det med gamle Refn-kendinge i bittesmå roller. Mads Brügger og Mikael Bertelsen tager prisen for den mest aparte cameo som to Dupont og Dupont-agtige designere med en lemfældig omgang med stoffer og stor fascination for pikenergi.

‘Copenhagen Cowboy’. (Foto: Magnus Nordenhof Jønck)

Er der overhovedet en mening bag al den gryntende og penisfikserede galskab i Refns mest bizarre output til dato? Måske, men den er ikke at finde i plottets kriminelle, machofyldte svinestald. Serien flyver over traditionel dramaturgi, og den egentlige konflikt ligger på et højere, mere abstrakt plan.

Ligesom med Mius egentlige beskaffenhed giver universets magiske mytologi og kvindecentrerede superheltefortælling, Refn selv har proklameret, sig reelt først til kende i seriens døende minutter.

Det kunne lyde som en håbløs serieoplevelse, men giver man ’Copenhagen Cowboy’ tid, åbner sig en af de mest legesyge, æstetisk og atmosfærisk gennemførte produktioner, Refn har begået.

I Miu har Refn sammen med sine medforfattere Sara Isabella Jønsson Vedde (’Hvor kragerne vender’) og Johanne Algren (’Holiday’) – skabt en af de mest interessante inkarnationer af sit eget tavse alterego. En tilsyneladende passiv, fremmedgjort karakter, der svæver gennem de neonbelyste rum og testosteronfyldte intriger for så i glimt bryde ud af sin pingvinpositur og handle i ren omsorg og kærlighed – om så det er med håndmadder eller omfavnelse.

‘Copenhagen Cowboy’. (Foto: Magnus Nordenhof Jønck)

Angela Bundalovic har en coolness som en ung Alain Delon, men bliver for alvor spændende med de små gaver af indre tanker og liv, hun giver i sit flakkende blik.

I det hele taget forekommer serien umiddelbart hundepissekold med sin laaangsomme panoreringer, tiltninger og dollyskud i store tomme rum, de konstante vindsus på lydsiden og de dilettantiske staccato-replikudvekslinger. Tænk de mest isnende sekvenser i ’A Clockwork Orange’ eller en åndelig kusine til ’Twin Peaks: The Return’. Og måske er den sene David Lynch ikke så dum en sammenligning for stemningerne i ’Copenhagen Cowboy’.

Retningsløsheden holdes ud af barok humor, og så pludselig belønnes vi, når Refn sammen med fotograf Magnus Nordenhof Jønck og sine faste komponister Cliff Martinez og Peter Peter bryder monotonien og giver os transcenderende øjeblikke af metafysisk filmmagi, hvis romantiske flamme kun kender lige i netop Lynch og afdøde Angelo Badalamentis synergi.

‘Copenhagen Cowboy’. (Foto: Magnus Nordenhof Jønck)

Med ’Copenhagen Cowboy’ fortsætter Refn videreudviklingen af formsproget fra ’The Neon Demon’ og ’Too Old to Die Young’, men det føles mere løssluppent. Selvom hver frame af neonlys og silhuetter stadig er gennemtænkt til mindste detalje, og bandekrige og kampscener mere ligner statisk koreograferede musikvideoer, emmer serien af et andet uperfekt liv (tør man ligefrem sige varme?).

Refns hang til at inddrage exploitation-elementer (læs: dårlig smag) fungerer bedre denne gang, fordi den groteske humor aldrig er særlig langt væk. Natur og grønne skove i højlys dag giver afveksling til de sædvanlige natlige bybilleder. Musikken veksler mellem smukke ambiente synthflader og fræsende riffs. Og så er Miu som nævnt en af de mest fascinerende af Refn stille dræbere til dags dato.

Refns værker er efterhånden trancelignende stemninger, man skal ride med på, og det har ikke fungeret så godt siden ’Only God Forgives’, ja, måske endda siden ’Drive’.

Om ’Copenhagen Cowboy’ i sidste ende vil stå tilbage som et underbagt kuriosum eller den planlagte alternative superheltefortælling, afhænger meget af, om der kommer flere kapitler i Mius eventyr. Om Netflix giver grønt lys. Og selvfølgelig om Refn selv giver en fuck.  

Det kunne man håbe.


Kort sagt:
Refn lader med ’Copenhagen Cowboy’ hånt om vores forventninger om en ny ’Drive’ eller tilbagevenden til den rå realisme fra ’Pusher’-dagene. I stedet får vi godt seks timers bizar danmarksskildring, som langt hen ad seriens uransagelige vej sætter én i en særegen hypnose, hvis man ellers sænker paraderne.

Anmeldt ud fra hele sæsonen.

’Copenhagen Cowboy’. Serie. Hovedforfatter: Nicolas Winding Refn, Sara Isabella Jønsson Vedde. Medvirkende: Angela Bundalovic, Andreas Lykke Jørgensen, Zlatko Buric, Li Ii Zhang. Spilletid: 6 afsnit á 50 min. Premiere: Kan ses på Netflix 5. januar
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af