Med succeshistorierne ‘Top Gun: Maverick’ og ‘Avatar: The Way of Water’ har 2022 været et stærkt år for blockbusterfilm, der ikke involverer superheltekapper.
Alligevel er Nicolas Winding Refn pessimistisk, hvad angår Hollywoods fremtid.
»Hollywood er meget forførende og berusende, men det er også et system, der falder desperat fra hinanden«, lyder det fra Refn i en ny episode af Deadline-podcasten ‘Crew Call’, som den danske instruktør for nyligt besøgte for at promovere sin kommende Netflix-serie, ‘Copenhagen Cowboy’.
»Og jeg tror, de gør det mod dem selv mere end noget andet. Hvem ved? Jeg ville elske at lave noget grandiost og storslået, men jeg vil bevare min frihed, mine impulser og min kreative kontrol«.
Refn blev også spurgt, om han tror, at han ville kunne lave en film som ‘Drive’ i vor tids filmklima.
»Selvfølgelig. Jeg tror bare, filmen ville være meget svær at finansiere, fordi økosystemet er så meget i frit fald. Men jeg tror absolut, at man kan lave enhver film med et hjerte nu til dags. På en måde ville det faktisk være godt for systemet. Det ville nok være noget, der skubbede tingene fremad igen«.
‘Copenhagen Cowboy’ får premiere på Netflix 5. januar.