I år blev Marvel endelig kastet af tronen – af to film skabt til biografsuset

Efter flere år med nedlukninger og trusler fra streamingplatforme vågnede Hollywoods blockbuster-land op til dåd. Og mens samlebåndsoplevelsen fra Marvel vaklede for første gang i et årti, leverede gamle superkræfter spritnye oplevelser, der igen overbeviste publikum om biografmørkets magi.
I år blev Marvel endelig kastet af tronen – af to film skabt til biografsuset
Tom Cruise i 'Top Gun: Maverick' (Foto: United International Pictures)

KOMMENTAR. 13 år er en menneskealder i det omskiftelige filmlandskab.

Tilbage i 2009, da jeg stadig var et spinkelt espeløv, der netop var begyndt i 1.X, dominerende James Camerons nyeste mega-blockbuster ’Avatar’ samtlige billetluger.

Året før var en anden ny dreng i klassen, Marvel Cinetmatic Universe, blevet introduceret med post credit-scenen i ’Iron Man’, hvor Samuel Jacksons g-mand Nick Fury for første gang nævnte ordene The Avengers.

I dag runder Disneys MCU i deres totalerobring af publikums øjeæbler snart de 30 film samt to håndfulde serier og milliarder af dollars i indtjening. Imens er alt, der ikke involverer superheltekapper, remakes og/eller franchise-potentiale skubbet ud i utaknemmelig anonymitet som kanonføde i streamingplatformenes skyttegravskrig.

‘Avatar: The Way of Water’. (Foto: 20th Century Studios)

I det filmlandskab føles James Camerons ’Avatar: The Way of Water’ – den våde efterfølger til hans Pocahontas-med-blå-aliens-epos – som rebellen mod det store imperium. Den sidste stolte fanebærer for den klassiske type af blockbuster-magi, der i fordums tid gav os alt fra ’Star Wars’ til ’Jurassic Park’.

Det er ironisk, taget i betragtning af at det er Disney, som lægger ud for regningen på både MCU og ’The Way of Water’ samt de andre tre planlagte ’Avatar’-efterfølgere.

Alligevel er der noget profetisk over toerens komme. 2022 har nemlig langt fra været business as usual. I sommer var det ikke Thor og hans mægtige hammer, som slog billetrekorder, men i stedet Tom Cruise, der brød lydmuren og samtlige forventninger med ’Top Gun: Maverick’, legacy-efterfølgeren til en næsten 40 år gammel propaganda-film for det amerikanske militær.

Tom Cruise i ‘Top Gun: Maverick’ (Foto: United International Pictures)

Med disse nye tendenser er der ikke tale om en nybrydende bevægelse a la New Hollywood i 70’erne. ’Top Gun: Maverick’ og ’Avatar: The Way of Water’ spiller begge på kendte tangenter fra en industri, der er usundt fikseret på at kannibalisere intellectual property, IP. Men de er skabt til den unikke oplevelse i IMAX-salen, som (næsten) kun Hollywood kan levere den, snarere end behovet for at se den nyeste superheltefilm på grund af FOMO.

Det føles på sin vis revolutionerende. Og udviklingen kommer langt fra ud af det blå. 

Dalende superheltekvalitet

Advarselsklokkerne uden for Disney må have bimlet og bamlet i over et år nu. Coronanedlukninger har ramt alle industrier på forskellig vis, men for MCU’s holdkaptajn Kevin Feige betød de, at planen for den længeventede Fase 4 efter ’Avengers: Endgame’ pludselig blev splittet til atomer.

Konsekvenserne mærkes stadig her i 2022.

Miniserien ’Loki’ og ’Spider-Man: No Way Home’ blev eksempelvis skubbet op foran Sam Raimis ’Doctor Strange and the Multiverse of Madness’ i kalenderen. Som resultat føltes filmen komplet amputeret fra resten af MCU. Multivers-konceptet var nu allerede blevet introduceret i de foregående handlingsforløb, og Benedict Cumberbatchs troldmand kunne hverken få en tilfredsstillende narrativ ark i ’No Way Home’ eller ’Multiverse of Madness’.

Rachel McAdams, Benedict Cumberbatch og Xochitl Gomez i ‘Doctor Strange in the Multiverse of Madness’. (Foto: Marvel Studios)

Her på Soundvenue har vi allerede bemærket, at MCU’s fjerde fase er ude at skide. Overordnet set har fordelingen mellem den lille tv-skærm og det store lærred samt et rodet multivers-narrativ tydeligvis strammet garnet rundt om halsen på det allerede massive Marvel-univers.

Men kaosset i maskinrummet kan også mærkes i den enkelte film. Tidligere i år offentliggjorde en række VFX-folk til mediesiden The Gamer, at de nægter at arbejde på fremtidige MCU-projekter grundet dårlig ledelse, stress og overarbejde.

Den enorme arbejdsbyrde har ført til en sløset visuel side, som bestemt ikke er gået ubemærket hen. Fra instruktør Taika Waititi, der i et Vanity Fair-interview gjorde nar af effekterne i sin egen film ’Thor: Love and Thunder’, til et massivt fan-backlash mod den ringeagtede præsentation af superhelten She-Hulk.

Marvels rodebutik

Intet af dette har ændret på, at Marvels film er rasende populære over hele verden. De tre filmudgivelser ’Multiverse of Madness’, ’Love and Thunder’ og ’Black Panther: Wakanda Forever’ tjente stort i et år, hvor publikum stadig var skeptiske over at vende tilbage til biffen.

Sony-Marvel-samarbejdet ‘Spider-Man: No Way Home’ fortsatte ligeledes sin box office-dominans, som begyndte i december sidste år – gravrøveri af gamle tiders guld kan stadig betale sig, når man ikke selv har nogen gode ideer.

MCU’s filmoutput er dog unægtelig faldet i kvalitet og omdømme over hele linjen i årets løb.

‘Spider-Man: No Way Home’. (Foto: PR)

’Multiverse of Madness’ begravede sin begavede horror-instruktør Sam Raimis kundskaber i en rodebutik af fanservice til film, der måske-måske ikke vil se dagens lys. Og Ryan Cooglers smukke hyldest til den afdøde Black Panther-skuespiller Chadwick Boseman i ’Wakanda Forever’ forsvandt næsten i støjen, da filmen også havde travlt med at agere hype-mand for fremtidige MCU-projekter.

Værst var dog i mine øjne ’Love and Thunder’. Oven på ’Thor: Ragnarok’ var efterfølgeren som en børnetime komplet med gede-memes fra det forrige årti og bedagede queerbait-scener, der belejligt kunne klippes ud til det kinesiske publikum.  

Ingen af filmene forblev i øvrigt i den offentlige samtale på samme måde som før.

Det gjorde i stedet andre film.

Pandoras skønhed

Mange har tvivlet på, om folk var interesserede nok i ’Avatar’ til, at ’Avatar: The Way of Water’ kunne blive et lige så gigantisk hit.

Men efter 13 år har Cameron endnu en gang leveret varen med en film, som i Danmark fik årets bedste åbningsweekend med 154.000 solgte billetter, og som vitterligt transporterer publikum til Pandora.

Man må knibe sig i armen for at huske sig selv på, at den fremmede planet ikke er et ægte sted, hvor Cameron har filmet tre meter høje, blå kattefolk, der har dybfølte samtaler med deres hval-venner.

Til sammenligning ligner undervandscenerne i ’Wakanda Forever’ en tur til Lalandia.

‘Avatar: The Way of Water’. (Foto: 20th Century Studios)

Samtidig forstår Cameron bedre end nogen anden instruktør, at alverdens virkelighedsnære, computerskabte effekter ikke betyder en døjt, hvis man ikke ved, hvor kameraet skal peges hen, eller hvordan en god historie skal drejes. Som med hans bedste film lader han altid historien være dikteret af karakterernes handlinger, og han holder kamerabevægelserne jordnære under selv de voldsomste actionsekvenser, så illusionen aldrig brydes.

Cameron respekterer publikums tid, og ikke et minut af den astronomiske længde på 192 minutter føles spildt. Flere scener virker allerede ikoniske. Fra Avatar-skurken spillet af Stephen Lang, som ellers døde i etteren, der knuser sit eget menneskekranie med sin bare næve, til en klimatisk duel, som udspiller sig på et skibbrud i stil med ’Titanic’.

Det er enkeltøjeblikke, man til hver en tid vil kunne hive frem og begejstret snakke om med vennerne – og tage i biografen for at opleve igen og igen.

Jagerflyet letter

Årets tre MCU-film har haft mere travlt med at vise dig, hvad du bør være spændt på at se i fremtiden, end hvad du har betalt i dyrere domme for at se nu og her.

Når filmene ikke er flottere end et afsnit af ’ House of the Dragon’, hvorfor så ikke vente de ekstra måneder, til filmene alligevel lander på Disney+?

Disneys flagskib er blevet offer for sin egen kolossale succes og mastodontiske størrelse. Så meget desto mere giver det mening, at ’Top Gun: Maverick’ har vippet Marvel af blockbuster-tronen.

Tom Cruise i ‘Top Gun: Maverick’ (Foto: United International Pictures)

Tom Cruise-filmens succes kan ikke blot forklares nostalgien forbundet med den første film. Masser af legacy-efterfølgere, som ’Ghostbusters: Afterlife’, har redet på bølgen af rosenrøde Gen X-barndomsminder uden på nogen måde at nå superheltefavoritterne til sokkeholderne.

’Top Gun: Maverick’ er af en helt anden støbning.

Som jeg bemærkede i en artikel tidligere på året, er piloten Mavericks kamp mod det bureaukratiske militær-hierarki i ’Top Gun: Maverick’ en analog til filmkunstnerens evindelige kamp mod et system, der foretrækker maskineriets bekvemhed over den visionære auteurs ambition.

Glen Powell i ‘Top Gun: Maverick’ (Foto: United International Pictures)

Men det kløgtige metalag forklarer heller ikke filmens astronomiske succes. I stedet skyldes den slet og ret dette: Når Cinemaxx introducerer IMAX-formatet i den helt store biografsal, bruger de som eksempel et passagerflys bragende jetmotorer. Og det løfte opfylder Cruise, da skuespilleren letter en ægte F-35 fra et hangarskib.

På samme vis som Pandoras skønhed skal opleves i biografmørket, findes der ingen større eskapistisk oplevelse end at være vidne til braget fra en jetmotor, der suser gennem luften.

Det kan ingen verdens superhelte hamle op med. Og slet ikke når de er bundet på hænder og fødder af et samlebåndssystem, der er presset i begge ender.

’Top Gun: Maverick’ kan ses på SkyShowtime, Blockbuster m.fl. ’Avatar: The Way of Water’ kan ses i biograferne.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af