FARVEL TIL 10’ERNE. De fleste instruktører har sommerfugle i maven, første gang de skal vise deres nye film for et publikum. Tager folk godt imod den? Gyser og griner de på de rette tidspunkter?
For instruktørerne Michael Noer og Tobias Lindholm buldrer nervøsiteten som et ekstra voldsomt jordskred i maven, da de i 2010 skal vise deres nye fængselsfilm ‘R’ for allerførste gang. Det sker nemlig ikke foran kulturparnasset i København som normalt, men for en gruppe hårdkogte kriminelle i det nye topsikrede Statsfængsel Østjylland.
Fangerne har tidligere siddet bag tremmer i Horsens Statsfængsel, der lukkede tre år tidligere efter at have huset nogle af landets værste kriminelle de seneste 150 år.
Det var også her, bag murerne i den nu nedlagte arrest, at Michael Noer og Tobias Lindholm tilbragte fem opslidende uger med at få deres fængselsdrama i kassen.
Et drama, der blev lavet for under seks millioner kroner uden de store forventninger og med et cast bestående af tidligere indsatte, rigtige fængselsbetjente og en helt grøn Pilou Asbæk i hovedrollen.
Ved urpremieren på ’R‘ befinder de to instruktører og producer René Ezra sig på et snedkerværksted i det nye topsikrede fængsel i Østjylland, blot måneder efter de har vendt Horsens Statsfængsel ryggen. Foran dem sidder mellem 15-18 fanger og kigger op på lærredet, der er hængt op på væggen til lejligheden.
Efter 95 intense minutter stopper ‘R’. Først er der helt stille, men så begynder fangerne at snakke. De fortæller, hvor berørte de er af filmen. Hvor meget det betyder for dem, at den er blevet lavet. Og hvor meget de ser frem til, at deres familier kan se den, så de kan opleve, hvordan det var at sidde inde i Horsens Statsfængsel.
»Det står stadig som et af de største øjeblikke i min karriere. Jeg husker særligt én af fangerne på første række, der havde samme afblegede hår som Pilou Asbæk i filmen. Med tårer i øjnene fortalte han, hvordan han kunne genkende det hele. Han havde blandt andet selv oplevet en fange få hældt morgenkaffe over sig«, siger Tobias Lindholm.
»Da vi kørte hjem om aftenen, følte vi, at vi havde bestået den vildeste eksamen. Dér vidste vi, at vi havde lavet noget godt. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Fuck hvordan resten går. Nu kan vi tage ud og møde verden«.
Startskud til en hel generation af talenter
For de uindviede var ‘morgenkaffe’ slang i Horsens Statsfængsel for brændende varm olivenolie blandet med sukker, der bliver hældt i hovedet på medfanger, der skal straffes. Et bestialsk torturredskab, der er blevet brugt af fængselsfanger i virkeligheden, men som også sætter et uafrysteligt punktum for ‘R’.
Filmen starter med et kameraskud af Pilou Asbæks karakter Rune, da han transporteres hen til Horsens Statsfængsel. Og den næste times tid klæber kameralinsen sig til den nye fange, mens han forsøger at finde sin plads i fængslets interne hierarki bestående af indvandrerbander og rockere. »Smadr eller bliv smadret« som det hårdt og kontant lyder fra medfangen Mureren, spillet af Roland Møller. Rune indordner sig under de mest magtfulde fangers regler for at overleve. Fred får Rune først, da han begynder at agere narkokurer – lige indtil et fatalt fejltrin for alvor får fængselsmurerne til at lukke sig om ham.
Heldigvis serveres der kun ganske almindelig kaffe, da vi sætter Michael Noer og Tobias Lindholm i stævne på sidstnævntes kontor i hjertet af Christianshavn.
Anledningen er Soundvenues kåring af ‘R’ som 2010’ernes vigtigste danske film.
Ud over at sætte nidkær research tilbage på skoleskemaet i dansk film og demonstrere en sjælden lyst til at engagere sig i samtiden affødte ‘R’ også nogle af de vigtigste hjemlige filmkarrierer det seneste årti, lyder det blandt i begrundelsen.
»Jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden film i dette årti – og da slet ikke en debutantfilm – der blev startskuddet til en hel generation af talenter både foran og bagved kameraet«, mener Tobias Lindholm selv. »‘R’ er blevet et referencepunkt for en stor del af den generation af filmskabere, som er kommet efter den. Filmen er stadig afgørende i kriminalpræventiv undervisning. Og det er stadig den film, jeg har lavet, hvor jeg møder flest, for hvem den film har betydet mest«, siger han.
Foruden Michael Noer og Tobias Lindholm selv tæller holdet bag ‘R’ blandt andre også producer René Ezra, filmklipper Adam Nielsen, fotograf Magnus Nordenhof Jønck, tonemester Morten Green og b-fotograf Andreas Krohn.
Alle fem har arbejdet på instruktørernes efterfølgende projekter. Det samme har Roland Møller og Dulfi Al-Jabouri, der begge debuterede som skuespillere på ‘R’. Og så er der selvfølgelig Pilou Asbæk, der for alvor trådte ind i danskernes bevidsthed med ‘R’ og siden har etableret sig som en international stjerne med roller i blandt andet ‘Game of Thrones’ og Hollywood-film som ‘Ghost in the Shell’ og ‘Overlord’.
»Når jeg tænker på holdet fra ‘R’, tænker jeg på titlen ‘A Band of Brothers’. Jeg priser mig lykkelig over, at min filmdebut var sammen med nogle mennesker, jeg kunne stole på, og sammen med en flok, der havde så meget energi«, siger Tobias Lindholm.
»Vi havde et moment sammen, som aldrig kan komme igen. Det er lidt ligesom, når man har sex første gang. Den følelse kan du heller aldrig genskabe«, siger fortsætter han, inden Michael Noer grinende indskyder:
»Jeg vil altså sige, at ‘R’ er bedre end min seksuelle debut«.
Trøjen kommer først
Siden debuten har Michael Noer og Tobias Lindholm cementeret deres status som nogle af landets mest succesfulde instruktører.
Den dokumentarfilmuddannede Michael Noer fulgte sin første fiktionsfilm op med ‘Nordvest’, der var endnu et realistisk drama sat i en kriminel underverden. Siden har han instrueret ‘Nøgle hus spejl’ og ‘Før frosten herhjemme samt fængselsfilmen ‘Papillon’ i Hollywood.
Den manuskriptuddannede Tobias Lindholm efterfulgte ‘R’ med ‘Kapringen’ og har siden blandt andet skrevet og instrueret ‘Krigen’, der blev nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film, og instrueret to afsnit af den roste Netflix-serie ’Mindhunter’.
Men selvom flere af de efterfølgende film på de to instruktørers cv både solgte flere billetter og hjembragte flere priser, står ‘R’ stadig som noget helt særligt for dem begge.
»‘R’ var en livslektie for mig. Den satte en fed streg under, at man er nødt til at være nysgerrig på virkeligheden og på hinanden, hvis man vil skabe noget af værdi – både for sig selv og for publikum. Selvfølgelig er man også nødt til at have et drive og en tro på sig selv, men der kommer aldrig noget godt ud af at forsvinde helt op i sin egen røv«, siger Michael Noer.
»Den holdånd vi fik etableret på arbejdet med ‘R’, var helt essentiel for filmens succes. Vi skabte en stemning af, at trøjen kommer først. Og den stemning forsøger jeg at holde fast i på alle mine film«, fortsætter Noer, der måske snart skal finde holdåndsstemningen frem igen.
I hvert fald afslører han, at han lige nu arbejder på en realistisk spændingsfilm på et krydstogtskib, hvor en mor er hovedperson i et eskalerende hævnplot fortalt over fem intense dage.
Tobias Lindholm har netop startet optagelserne til den kommende TV 2-serie ‘Efterforskningen’. Her er otte af personerne foran og bagved kameraet gengangere fra ‘R’. Og historierne om dengang de indtog Horsens Statsfængsel for knap 10 år siden er kun vokset i gruppen, som årene er gået.
»Det var så vanvittig en oplevelse at lave filmen, at jeg tror, vi allesammen har haft behov for at fortælle historierne igen og igen for ligesom at bearbejde, hvad der skete«, fortæller Tobias Lindholm.
»Jeg kan huske, at jeg undrede mig over, hvorfor jeg var i så dårligt humør, da vi klippede filmen. Indtil det gik op for mig, hvad det var, jeg sad og kiggede på. Det er jo bare mennesker, der smadrer hinanden. Det var så grænseoverskridende.
Pilou, der bliver smadret ned i gulvet. Roland, der kommer tilbage til det fængsel, han næsten lige har forladt og nu skal agere skuespiller i. Dulfi, den her 17-årige knægt fra Amager, der ryger alt for meget hash og allerede er tatoveret over hele kroppen og pludselig skal finde sine ben som skuespiller. Og så alle de her stakkels produktionspiger, der skulle holde styr på det hele fra et lille kontor. Der var så ustyrligt meget gang i den«, fortæller Tobias Lindholm.
Hvorfor valgte I at hyre tidligere indsatte til at spille med i filmen?
Lindholm: »Det var heller ikke noget bevidst valg. Som med så meget andet ved ‘R’ var det baseret på tilfældigheder og lykketræf. Fordi vi ikke havde særligt mange penge, var vi nødt til at finde statisterne og birollerne i Horsens, hvor vi skulle filme. Og så viste det sig, at alle dem, der havde siddet i fængslet, kom til casting, fordi de boede lige i området. Det var ikke os, der var geniale og tænkte: ’Vi skal sørge for at fylde fængslet op med en masse eks-fanger’«.
Noer: Kim Winther (fængselsbetjenten i ‘R’) var virkelig også noget af en joker at få med på holdet. Han arbejdede jo som fængselsbetjent i virkeligheden og tilførte en masse små, men enormt vigtige detaljer, der gjorde filmen endnu mere realistisk. Som i scenen, hvor han sætter foden mod celledøren, inden han åbner den, så fangen ikke kan knalde døren op i hovedet på ham. Sådan nogle små detaljer var jo guld værd. Hans skuespil var funderet i en dyb faglighed, som vi trak utrolig meget på. Det vildeste kompliment, vi fik under optagelserne, var da Kim Winther en dag råbte på klingende jysk: »Det er jo kraftedme ligesom at være på arbejde«.
Roland Møller, der spiller Mureren i filmen, var også tidligere indsat i Horsens Statsfængsel. Hvordan fandt I ham? Og hvor vigtige var hans erfaringer fra fængslet i selve udviklingen af filmen?
Lindholm: »Der er ikke nogen ‘R’ uden Roland Møller. Det er helt umuligt at forestille sig nogen anden, der kunne have fået den rolle til at fungere så overbevisende. Men han gav os jo også adgang til nogle miljøer og blev samtidig garant for den troværdighed og realisme, vi tilstræbte.
Jeg kendte Roland lidt igennem en ven, der sad i fængsel, og som inspirerede mig til første udkast til det, der siden blev ‘R’ – dengang var det en novellefilm på 40 sider. En aften sad jeg derhjemme og så ‘The Wire’, og jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvorfor er der ikke nogen, der laver en dansk fængselsfilm? Og så hev jeg fat i Roland Møller. På det tidspunkt gik han med fodlænke og måtte ikke forlade sin lejlighed. Det viste sig, at han selv havde ambitioner om at skrive en bog om sin fængselstid. Så det var også et enormt lykketræf for ham, at en eller anden grøn manuskriptforfatter direkte fra filmskolen ønskede at høre hans historie. På det tidspunkt var ‘R’ stadig bare en manuskriptøvelse. Jeg havde ingen forventninger til, at det rent faktisk skulle blive en hel film. Men René Ezra, der var min konsulent på Filmskolen på det tidspunkt og senere blev producer på ‘R’, bad mig udvide manuskriptet til en spillefilm«.
Pilou Asbæk fik sit store gennembrud med ‘R’. Hvorfor faldt valget på ham?
Lindholm: Pilou kæmpede med en anden om hovedrollen, og han var den absolut mest fimsede af de to. Til den første casting kom han i sådan nogle lyserøde gevandter og med den der lidt affekterede måde at tale på. Jeg kunne slet ikke holde det ud. René Ezra var mere overbevist om, at han skulle have rollen. Og efter første casting hev René fat i Pilou og sagde: ‘Næste gang du kommer til casting, er du nødt til at gå amok og vise, at du er voldsparat!’
Kort tid efter troppede Pilou op til casting nummer to, hvor han øvede en scene sammen med Michael (Noer, red.). Scenen foregik i et køkken, hvor de stod over en håndvask og skrællede kartofler, og scenen kulminerede ligesom i et skænderi. Pludselig eksploderede Pilou og hev fat om halsen på Michael og pressede ham hårdt op ad væggen, så Michaels briller fløj igennem lokalet. Og det var fedt. Der viste Pilou, at han var parat til at gå hele vejen. Og så fik han rollen.
Noer: Det er jo den vildeste kræftpræstation af Pilou. Kameraet er på ham gennem næsten hele filmen. Men når jeg tænker tilbage på, hvad Pilou var igennem med den rolle, så tænker jeg også, at det næsten var uanstændigt af os. Jeg vil i hvert fald aldrig nogensinde udsætte nogen for det der igen.
Lindholm: Vi havde jo ikke arbejdet med skuespillere før, så vi tænkte bare, at for at få Pilou til at spille bange, blev vi nødt til også at gøre ham pissebange. Og det var sindssygt hårdt for ham, ingen tvivl om det. Men han fik hår på brystet, og oplevelserne har lært ham at sige fra over for andre instruktører, der går over grænsen, som vi gjorde«.
Fængslet er næsten en hel karakter i sig selv. Hvad betød lokationen for filmens tilblivelse?
Noer: »Vi kunne aldrig have optaget ‘R’ i et studie. Vi havde ikke anet, hvad pokker vi skulle stille op. Med fængslet blev vi velsignet af en medinstruktør, der hele tiden fortalte os, hvad vi skulle gøre. Fængslet var virkelig besjælet med noget, der var større end os selv«.
Lindholm: »Det var både skræmmende og enormt dragende at træde ind i det her store, uhyggelige Dracula-lignende fængsel på toppen af en bakke i Horsens. Alle urene var gået i stå samtidig, fordi strømmen var trukket på samme tid. Der stod stadig kopper på bordene med tydelige kafferinge indvendigt. Og jeg kan huske, at jeg bare tænkte: Hold kæft en gave mand!
‘R’ bragte noget realisme ind i dansk film, som var meget fraværende på det tidspunkt. Var filmen et bevidst opgør med den måde, der blev produceret film på herhjemme i de år?
Lindholm: »‘R’ var ikke noget statement. Vi satte os ikke for at gå ud og bevise noget som helst. Filmen var et resultat af langvarige undersøgelser og research, der affødte en række regler. Reality Rules, har vi senere kaldt dem. De går kort sagt ud på at følge virkelighedens og ikke dramaturgiens logik. Det kan måske lyde som et benspænd, men faktisk var det lige omvendt. Hver gang der var problemer, vi ikke umiddelbart kunne løse, så vendte vi os mod virkeligheden og spurgte en eller anden til råds, og så fungerede det.
Så virkeligheden kom til os og sagde: ’Hey, jeg virker!’. Det var ikke os, der sagde: ’Nu skal jeg fortælle dem, at virkeligheden virker’. Det var slet ikke noget kunstnerisk greb. Det var et værktøj, som vi lærte at bruge ved hårdt arbejde«.
Et af filmens mest chokerende øjeblikke kommer, da Pilou Asbæks karakter bliver dræbt mod filmens slutning, og historien skifter fokus til Dulfis karakter Rashid. Hvorfor valgte I det greb?
Noer: »Jørgen Leth har engang sagt: ’Jeg tager ikke ud for at bevise, at jeg har ret. Jeg går ud for at opdage’. Sådan havde vi det også. Vi vidste ikke, at det ville virke at skifte perspektiv i de sidste 20 minutter af filmen. Men jeg kan huske, at jeg ligesom så det for mig. Jeg følte, at det var rigtigt at gøre. Og da vi ankom til fængslet, var der ingen tvivl. På døren til kølerummet, hvor Pilou bliver dræbt offscreen, hang der en seddel med ordene ’Luk døren hårdt’. Det var nærmest, som om fængslet talte til os, og vi tænkte begge to: Vi smækker da bare døren i hovedet på kameraet og følger Rashid i stedet for«.
Hvad er i mest stolte af ved filmen? Er der scener eller øjeblikke, som har mejslet sig fast i bevidstheden?
Lindholm: »Jeg synes stadig, at det er en genial sekvens, da Pilou løber rundt i fængselsgården efter at have smadret albaneren. Alle sagde til os, at det ikke ville fungere at filme ham fra den samme position, mens han løb hele vejen rundt. Men det virker bare. Og så synes jeg scenen med undulaterne, der spiller fodbold, er så fuld af liv og kærlighed. At man et så dødt og voldeligt sted kan lave noget så fint, er ret rørende. Det er som en solstråle, der bryder igennem mørket«.
Noer: »Scenen, hvor Dulfi slår sig selv i hovedet, står for mig som et særligt højdepunkt. Hvor kom det fra? Det var så mærkelig en reaktion, som jeg aldrig havde set før, men det virkede. Og da Roland på et tidspunkt siger til Pilou Asbæk: ’Hvis du siger det en gang til så…’. Det er enormt intenst, og man tænker: Hvad kan han ikke finde på? Du kan lave en film, hvor sådan nogle magiske øjeblikke ikke opstår en eneste gang. I ‘R’ var der en hel perlerække.
Jeg er dog mest lykkelig for alle de mennesker, jeg fandt sammen med på ‘R’. De fleste af dem er stadig en stor del af mit liv – både privat og professionelt. Livet er ikke en cirkel, men en lineær bue ligesom en film, så ting kommer ikke tilbage. Men ‘R’ gav mig en magisk relation til Tobias, og det vil jeg altid være taknemmelig for. Og jeg er ret sikker på, at når vi engang ender på plejehjem sammen, så vil vi stadig have præcis den samme smag i film«.
Lindholm: »Vi havde allesammen oplevelsen af, at der var et klart før og et efter ‘R’. Før ‘R’ var det lidt flagrende, og så pludselig blev vi taget alvorligt. Vores liv blev defineret ud fra ‘R’ på alle mulige måder. Jeg har ikke lyst til at romantisere oplevelsen, og det er ikke sådan, at jeg ønsker, at mit liv var som dengang. Men jeg er simpelthen så glad for, at vi var der sammen.
Det er jo også derfor, at det stort set er de samme mennesker, jeg arbejder med nu. Jeg vil ikke genskabe det, vi havde dengang, men jeg føler mig så tæt på dem allesammen, og de er grundlæggende i mit liv. Og alt det kommer direkte ud af ‘R’«.
Læs også: De 20 vigtigste danske film i 2010’erne
Læs også: De 25 vigtigste internationale film i 2010’erne
LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne