Den sidste karateturnering nærmer sig i Netflix’ succesfulde videreførelse af ‘Karate Kid’-universet, ‘Cobra Kai’.
Streaminggiganten har netop annonceret, at serien er fornyet med en sjette og sidste sæson, der skal sætte punktum i sagaen om Daniel LaRusso og Johnny Lawrence.
I den anledning har Netflix delt en teaser af klip fra filmene og de tidligere sæsoner, der bygger op mod det helt store klimaks. Ifølge teaseren skal vi forberede os på »den største og ondeste sæson«.
‘Cobra Kai’ har haft held med at videreføre historien om de to ‘Karate Kid’-ærkerivaler nu som midaldrende mænd og fortsat med Ralph Macchio og William Zabka fra de oprindelige film i hovedrollerne.
Serien havde først premiere på det hedengangne YouTube Premium i 2018 og blev siden opsnappet af Netflix.
Vores anmelder har konsekvent været begejstret for serien, der har formået at humanisere den oprindelige skurk, Johnny Lawrence, og undervejs udvikle forholdet mellem ham og LaRusso.
Premieredatoen for sæson seks er endnu ikke fastlagt.