’Vikings Valhalla’ sæson 2: Netflix’ vikingeserie overgår sig selv på spektakulær og brutal facon

’Vikings Valhalla’ sæson 2: Netflix’ vikingeserie overgår sig selv på spektakulær og brutal facon
Frida Gustavsson som Freydis Eriksdotter i 'Vikings Valhalla' sæson 2. (Foto: Bernard Walsh/Netflix)

Anden sæson af Jeb Stuarts episke vikingeserie tager sit udgangspunkt kort tid efter begivenhederne i første sæson, hvor vi så Sven Tveskæg (en brillant Søren Pilmark) overtage Kattegat. Han har givet tronen til sit barnebarn Svein, der nu regerer over Norge.

Tveskæg har desuden taget Olaf (Jóhannes Haukur Jóhannesson) til fange efter hans mislykkedes forsøg på at overtage byen. Mens folk forventer en forestående hængning af Olaf, har Tveskæg andre planer med sin fange. Olafs søn er ligeledes fanget, og Tveskæg bruger ham til at få Olaf på sin side.

Olaf udlover en dusør til den, der skaffer ham Haralds hoved. Det tvinger Leif Erikson (Sam Corlett) til at flygte og advare Harald (Leo Sutter) og Freydis (Frida Gustavsson), der begge er tvunget på flugt.

Mens Harald stadig stræber efter at blive, i hans øjne retmæssig, konge af Norge, har Freydis andre planer om at indfri sin skæbne. Deres veje skilles senere, og Freydis’ rejse viser sig sidst i sæsonen at blive afgørende.

’Vikings Valhalla’ står i sæson 2 frem som en modig serie, der ikke bare fortæller historie, men også rammer sin samtid. Jeb Stuart har nemlig taget den helt rigtige beslutning om, at der i dette univers ikke findes stærke mænd, der er kvinderne overlegne. Der lægges ikke fingre imellem, når mænd og kvinder ender i brutale nærkampe, og det er faktisk forløsende at se, hvordan kvinderne brutalt dræbes på lige fod med mændene.

Leo Suter som Harald Sigurdsson i ‘Vikings: Valhalla’ sæson 2. (Foto: Netflix)

Seriens mange kampe er generelt både realistisk og brutalt koreograferet. Heller ikke de små og mest afgørende slag, som Freydis ender med at spille en vigtig rolle i, forfalder til ideen om, at det skal være kvantitativt stort, før det kan være episk og medrivende.

I mellemtiden i London forsøger dronning Emma (Laura Berlin) og Earl Godwin (David Oakes) med nogenlunde held at holde orden, mens kong Knud er fraværende. Det ændres dog, da Emma bliver forsøgt dræbt af en lejemorder, der viser sig at have relation til en af dronningens allernærmeste.

Denne del af historien skaber en tiltrængt balance i den ellers tempo- og actionfyldte fortælling. Her fusioneres ægte kærlighed, magtliderlighed og hævn med torturscener, hvor kvinderne heller ikke fredes i Emmas forsøg på at finde bagmændene til attentatet.

Der sker meget, og der er mange navne at holde styr på i anden sæson af ’Vikings Valhalla’.

Heldigvis formår første afsnit elegant både at samle op på forrige sæson, sætte seeren ind i præmissen for den nye og samle de mange karakterers fælles fortælling.

‘Vikings Valhalla’ sæson 2. (Foto: Netflix)

Samme elegance er desværre ikke at finde i de to efterfølgende afsnit, der flere gange springer umotiveret mellem historierne efter blot et par scener. Heldigvis kommer serien på ret køl, og fra og med fjerde afsnit sætter den ikke bare tempoet ned, den udvikler sig også til en sjældent imponerende og storslået fortælling.

Første sæson gav os et perfekt afsæt til den episke fortælling. Nu befinder vi os midt i den.

Samtlige karakterer, både i manuskript og skuespil, er gennemført interessante at følge. De giver liv til fortællingens fremdrift og udvikler sig naturligt, i takt med at deres modstand skærpes og presser deres mod og styrke til det yderste.

Det er ikke nødvendigvis seriens mest interessante karakter, men når det kommer til historiens fremdrift, er det Harald, der har den mest målrettede mission. I sin jagt på tronen er han sammen med Leif taget til Novgorod i Rusland for at opsøge sin onkel i håb om at få hjælp til at skabe en hær, der kan true Olaf.

Her møder Leif den lærde muslim Mariam, der blandt andet lærer ham at læse. Dermed sættes der gang i en anden af seriens mange styrker, der handler om noget så banalt og aktuelt som, at religion ikke kan stå i vejen for, hvem man forelsker sig i. Et fokus, serien lykkes med, uden det bliver overmoraliserende.

‘Vikings Valhalla’ sæson 2. (Foto: Bernard Walsh/Netflix)

Uanset om vi befinder os i Norges storslåede natur eller i et snedækket Novgorod i Rusland er seriens settings spektakulære og overrumplende. Især i Rusland står ’Vikings Valhalla’ flot ved at lade de store (primært mandlige) vikinge-egoer skrumpe, når de konfronteres med den rå og nådesløse natur. 

Helt frem til det overraskende endelige opgør overgår tempoet, spændingen, intrigerne og mytologien i ’Vikings Valhalla’ sæson 2 simpelthen den første ombæring.


Kort sagt:
Alt spiller i ’Vikings Valhalla’ sæson 2, der følger perfekt op på første sæson og gør karakternes rejser medrivende, brutale og aktuelle. Visuelt er serien spektakulær.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

’Vikings Valhalla’ sæson 2. Serie. Skaber: Jeb Stuart Medvirkende: Leo Suter, Sam Corlett, Jóhannes Haukur Jóhannesson, Frida Gustavsson, Søren Pilmark. Spilletid: 8 episoder af 45 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af