’Vikings: Valhalla’: Netflix’ vikinge-spinoff er bedre end originalen
Bedst som vi troede, at vi havde hørt Kattegat blive vredet igennem en udefinerbar britisk-skandinavisk accent for sidste gang, blev der annonceret en efterfølger til ’Vikings’. For med flere dødsfald og intriger end i de mest hardcore amerikanske sæbeoperaer, var serien så stor en succes, at Netflix ikke tøvede, da muligheden bød sig for at komme ind på vikingemarkedet.
Hvor det før var Michael Hirst – manden bag ’Elisabeth’-filmene med Cate Blanchett og serien ’The Tudors’ om Henrik den 8. – der havde det forkromede kreative overblik, er det nu manuskriptveteranen Jeb Stuart.
Og med ’Die Hard’ og ’The Fugitive’ på cv’et får man klart en fornemmelse af, hvilken retning ’Valhalla’ skal tage.
I otte skarpe afsnit giver Stuart og kompagni den også fuld skrald med en fortælling forankret i hævn. For det er hævn, der fører Leif Eriksson (Sam Corlett) og søsteren Freydis (Frida Gustavsson) til føromtalte Kattegat. Vi befinder os hundrede år efter handlingen i ’Vikings’, og det trækker op til krig.
Den engelske konge Æthelred har beordret alle danskere i England dræbt, fordi han var træt af deres hærgen. Sankt Brictiusdag-massakren, som den hedder, vækker selvsagt vrede, og under Knud den Store (Bradley Freegard) – eller Canute som han hedder på engelsk – lanceres et hævntogt.
Men før de stævner ud, tager Freydis hævn over en mand, der har voldtaget hende på Grønland, hvor de kommer fra. For at redde søsteren bliver det besluttet, at Leif skal tage med på togt og derved betale blodsgælden.
Derved er de to primære spor i serien linet op: Den britiske del omkring togtet og ’hjemmefronten’, hvor Freydis bliver introduceret til den moderne vikingeverden.
På sin vis er det ren skolegård, for alt kan koges ned til hævn/gengældelse og magt – hvis ikke man har magten, vil man gøre alt for at få den og ditto for at bevare den.
Hævntogt-delen fungerer glimrende. Der er fuld smadder på fra start til slut, og Leif får rigeligt med mulighed for at vise sine færdigheder som effektiv dræber og snu taktikker. Vikingernes indbyrdes stridigheder bliver (næsten) skrinlagt i kampen mod den fælles fjende.
Men især opdelingen mellem kristne og hedninge skaber gnidninger, og det er da også i denne afdeling, at første sæsons scenestjæler befinder sig.
Som den religiøse kristne fanatiker Jarl Kåre er Asbjørn Krogh intet mindre end perfekt. Med sin skaldede isse og kæmpe skæg har det rette vildmandsudseende, men han fænger for alvor fænger med øjne og kropsbevægelser.
Når Krogh kniber øjnene sammen, er det som at være i rum med et rovdyr, der udser sig sit bytte.
Alle skuespillerne gør det godt, også musiker Caroline Henderson som den nuværende jarl af Kattegat. Corlett er fin som retskaffen helt, der for alt i verden ikke vil blive lige så voldelig som sin far – Erik den Røde, dog ikke den latterlige version, Hirst gav os i ’Vikings’ – og Gustavsson rammer fermt Freydis udvikling til badass skjoldmø.
’Vikings: Valhalla’ er en markant opgradering fra forgængeren. De færre afsnit klæder fortælletempoet, og få øjeblikke føles overflødige. Nye karakterer introduceres organisk igennem sæsonen og er med til at holde tempoet oppe, samtidig med at det politiske rænkemageri kommer mere og mere i fokus, som afsnittene går.
Jeb Stuart har formået at gøre vikinger seje igen og fjerne brækfornemmelsen, hver gang der bliver sagt »KATTEGAT« med staccato-stemmeføring. Nu håber man bare, at de kan fortsætte stilen i de kommende sæsoner.
Kort sagt:
Færre afsnit, mere strømlinet og actionpacked: ’Vikings: Valhalla’ er bedre end originalen.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.