Armie Hammer har givet sit første interview, siden han for to år siden blev anklaget for voldtægt, krænkelser og kannibalisme.
Over for Air Mail indrømmer Hammer, at han har gjort følelsesmæssig skade på flere kvinder i sin fortid. Han benægter dog fortsat at have voldtaget eller gjort fysisk skade på nogen.
Desuden fortæller Hammer, at han som 13-årig blev misbrugt af en ungdomspræst. Ifølge Hammer førte overgrebet til et forvrænget forhold til sex, hvilket blandt andet fik ham til at søge seksuelle situationer, hvor han kunne være i kontrol:
»Overgrebet introducerede mig for seksualitet på en måde, der var fuldkommen ude af min kontrol. Jeg var magtesløs i den situation. Jeg havde ingen agens. Det førte til, at jeg ville have kontrol i seksuelle situationer«, siger Hammer ifølge IndieWire.
Skuespilleren fortæller desuden, at han overvejede at begå selvmord, da anklagerne mod ham så dagens lys:
»Jeg gik ud i havet og svømmede så langt ud, jeg kunne. Jeg håbede, at jeg enten ville drukne, blive ramt af en båd eller spist af en haj. Så indså jeg, at mine børn stadig var på strandbredden. Det kunne jeg ikke byde mine børn«, siger han.
Hammer anerkender i interviewet, at han har udnyttet kvinder følelsesmæssigt og psykisk, og at magtbalancen har været skæv, fordi han både var ældre og mere kendt end de kvinder, han var sammen med.
»Jeg giver interviewet for at tage ejerskab over mine fejl og tage ansvar for, at jeg var et røvhul, at jeg var selvisk, at jeg udnyttede folk for at få det bedre selv, og at jeg forlod dem, når jeg var færdig med dem. Og behandlede folk dårligere, end de burde være blevet behandlet«.
Efter hans fald fra Hollywoods tinder har Hammer arbejdet som timeshare-sælger på Caymanøerne. Han har også været i rehab, og fortæller nu, at han er støttevejleder for andre misbrugere under behandling.
»Jeg er nu en sundere, gladere og mere balanceret person. Jeg er i stand til at være der for mine børn på en måde, jeg ikke har været før. Jeg er taknemmelig for mit liv og min helingsproces«, siger Hammer.
Armie Hammer og hans families historie blev sidste år skildret i dokumentarserien ‘House of Hammer’, der oprullede historien om, hvordan vold gik i arv i Hammer-dynastiet.