Evan Peters, der spillede den berygtede seriemorder i Netflix’ ’Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story’, skulle have spillet Aubrey Plazas tikkende bombe af en mand Ethan i anden sæson af ‘feriemorderserien’ ’The White Lotus’.
Rollen gik som bekendt til Will Sharpe, men executive producer på serien David Bernad fortæller Deadline, at Peters var øverst på listen i castingprocessen:
»Den rolle var den sidste rolle, vi castede i serien, og i begyndelsen skulle det være Evan Peters, men af en eller anden grund – planlægning eller timing – kom det ikke til at ske«.
Bernad fortæller yderligere, at den nyrige tech-type Ethan var svær at caste, indtil produceren faldt over Sharpe på internettet en sen nattetime:
»Vi prøvede virkelig at finde en måde at caste den rolle, så det ikke føltes som en genkendelig casting. Vi var i Rom og prøvede italienske skuespillere, og jeg havde jetlag, og googlede klokken fire om morgenen, og fandt Will Sharp i ’Giri/Haji’, hvilket er et fantastisk show i Storbritannien«.
Sharpe spillede en karismatisk stofmisbruger i den britisk/japanske detektivserie, der både kom på BBC og Netflix, men Bernad kendte ham ikke:
»Jeg havde aldrig set ham før, og han var bare så utroligt talentfuld. Jeg kiggede på hans andre roller og indså, at han var lidt af en kamæleon«, fortsætter Bernad.
Sharpe fik altså rollen og har siden beskrevet til Indiewire, at den skulle spilles med morderiske undertoner – noget man må sige, Peters også har leveret som Dahmer.
Om rollen siger Sharpe, at skaber af serien Mike White »ville gøre det muligt for folk at forestille sig, at Ethan kunne ende med at slå nogen ihjel«.
’The White Lotus’ kan ses på HBO Max.