’Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’: Ånd bare lettet op – ængsteligt imødeset fantasyfilm er uimodståeligt charmerende

’Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’: Ånd bare lettet op – ængsteligt imødeset fantasyfilm er uimodståeligt charmerende
'Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves'. (Foto: UIP)

Fantasy-rollespillet Dungeons & Dragons har siden sin fødsel i 1974 gennemsyret popkulturen på kryds og tværs af genrer.

Selv dem, der aldrig har deltaget i en D&D-kampagne, har utvivlsomt stødt på en kæk reference, som kan spores tilbage til spillet, hvilket må siges at understøtte dets massive indflydelse.

D&D er flittigt blevet benyttet som fortælleredskab i store serier som ’Stranger Things’ og ’Community’ og har også fungeret som kardinalpunkt for præmissen i den populære webserie ’Critical Role’. Og så har stjerner som Patton Oswalt, Stephen Colbert og Vin Diesel tilmed tilkendegivet deres enorme kærlighed til spillet.

Derfor er det ikke så underligt, at en filmadaptation har været længe under opsejling, og med tanke på de seneste (rædderlige) forsøg på at kapitalisere på spillets popularitet i form af ’Dungeons & Dragons’-trilogien (2000-2012) kan man godt forstå, hvis fans af spillet har haft nervøse trækninger op til premieren på ’Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’.

Men ånd blot lettet op.

‘Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’. (Foto: UIP)

Chris Pine spiller Edgin, en tyv/bard, som i filmens begyndelse flygter fra et fængsel sammen med sin bedste ven Holga (Michelle Rodriguez). Parret blev fængslet efter et fejlslagent kup, hvor resten af deres slæng, herunder magikerne Simon og Sofina samt den slibrige Forge (en veloplagt Hugh Grant), undslap med friheden i behold.

Undertiden er Forge blevet en velhavende fyrste af Neverwinter og har været værge for Edgins datter, Kira. Mens hans oprindelige mål med det fejlslagne kup var et sjældent relikvie, som kunne bringe Edgins kone tilbage fra de døde, har Forge fodret Kira en noget anden historie om hendes far, hvorfor hun ikke bliver synderligt begejstret for at se ham.

Det viser sig, at en stor trussel lurer under byens murbrokker, hvor der er spundet en uhellig alliance sammen, som kan vise sig at have fatale konsekvenser for byen og dens indbyggere. Derfor må Edgin samle et hold bestående af nye og gamle venner for at besejre truslen og genvinde hans datters tillid.

‘Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’. (Foto: UIP)

’Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’ er skrevet og instrueret af det garvede makkerpar Jonathan Goldstein and John Francis Daley, som også stod bag den fortrinlige komedie ’Game Night’. Daley skulle efter eget udsagn have spillet D&D, siden han var 14 år, så på papiret ligner det et perfekt match.

Eksekveringen er også vellykket. Goldstein og Daley har skabt en bragende flot fantasyfilm, der både appellerer til spillets die hardfans med masser af lore, som D&D-fællesskaberne vil kunne nikke genkendende til med begejstring – fra Red Wizards til den kvabsede drage Themberchaud.

Men også for D&D-novicerne er der masser at hente. Filmen er ustyrligt charmerende, hvilket kommer til udtryk i alt fra den lette og positive tone til de fine præstationer over hele linjen (med Pine og Grant som standouts) og den fornøjelige historie, der fortælles i et tilpas snildt tempo.

‘Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’. (Foto: UIP)

Det lader til, at Goldstein og Daley har sigtet efter det samme mix af fan lore og mainstream-appel, som mange af Marvel-filmene har haft så stor succes med, og det har altså givet pote langt henad vejen.

Tilmed overrasker filmen med en fin portion følelsesmæssig resonans, som giver dybde til historien såvel som karaktererne. Henimod den hæsblæsende slutning får det ofte gennemtæskede budskab om found family en kærlig relevans, som formentlig vil give anledning til et par klumper i halsen – eller tårer i øjenvigene – hos publikum.

‘Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’. (Foto: UIP)

Filmen har dog også et fundamentalt problem.

Den kæmper simpelthen med at finde fodfæste i sin humor, som desværre falder til jorden langt henad vejen, hvilket må siges at være paradoksalt, når det er netop Goldstein og Daley, der har pennet manuskriptet.

Filmens jokes lander kun glimtvis (eksempelvis med en finurlig voiceover-gimmick i filmens anslag, og når hovedpersonerne forsøger at stille de levende døde fem spørgsmål) med en smule kluklatter til følge, mens hovedparten af humoren virker en anelse forkrampet.

Heldigvis er filmen underholdende og medrivende på mange andre parametre.


Kort sagt:
Dynamit-duoen Goldstein og Daley leverer en imponerende fantasyfilm med en god blanding af mainstream-appel og D&D-referencer, så inkarnerede fans såvel som udenforstående vil finde masser at glæde sig over ved ’Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’.

‘Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’. Film. Instruktion: John Francis Daley. Medvirkende: Chris Pine, Michelle Rodriguez, Regé-Jean Page, Justice Smith, Sophia Lillis, Hugh Grant. Spilletid: 134 min. Premiere: I biograferne 30. marts 2023. Kan ses på Blockbuster, Viaplay m.fl.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af