Sam Neill, bedst kendt fra sin rolle som Alan Grant i ‘Jurassic Park’-franchisen, fortæller i et interview med The Guardian, at han er i behandling for blodkræft i tredje stadie.
Han begyndte at mærke symptomerne under presseturnéen på ‘Jurassic World: Dominion’ sidste år, hvorefter han fik konstateret kræft.
»Jeg vil ikke lade som om, at det sidste år ikke har haft sine mørke øjeblikke. Men de mørke stunder sætter lyset i skarp relief, du ved. Det har gjort mig taknemmelig for hver dag og for alle mine venner. Bare glad for at være i live«, siger Neill i forbindelse med promoveringen af hans kommende erindringsbog, der blandt andet behandler sygdomsforløbet.
Neill fortæller, at kemoterapien oprindeligt fejlede, men at han nu er blevet erklæret cancerfri, efter han startede på en ny medicin, som han dog skal blive ved med at tage resten af sit liv.
I interviewet siger han videre: »Jeg er ikke bange for at dø, men det ville irritere mig. Jeg ville virkelig gerne have et årti eller to mere. Vi har bygget de her dejlige terrasser, vi har oliventræer og cypresser, som jeg gerne vil se modne. Og så har jeg mine dejlige, små børnebørn, som jeg gerne vil se vokse op. Men at dø? Jeg kunne ikke være mere ligeglad«.
Sam Neill har en række film og serier undervejs, blandt andet miniserien ‘Apples Never Fall’ baseret på en bog af ‘Big Little Lies’-forfatteren Liane Moriaty, hvor han spiller over for Annette Bening.
Neills bog ‘Did I Ever Tell You This?’ udkommer denne måned.