Lørdag i sidste uge kom der ikke et nyt afsnit af Jonatan Spangs satireprogram på DR.
Programmet, der skulle sendes 24. marts, var blevet aflyst kort inden optagelserne fredag, hvor det blev meldt ud til det planlagte live-publikum. Det skriver B.T.
Det blev efterfølgende forklaret af DR-redaktør Lasse Bjørch til samme medie, at det skyldtes et indslag om Ahmed Samsam.
»’Tæt på sandheden’ til på lørdag var simpelthen ikke klar til udsendelse, fordi et indslag om Ahmed Samsam ikke nåede at blive klar«, det bekræftede Bjørch skriftligt over for B.T.
Ahmed Samsam er dansk statsborger, men dømt og fængslet for at have været kriger for Islamisk Stat i Syrien. Han har dog vedholdt, at han arbejdede for Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste. Det har PET og FET dog ikke hverken bekræftet eller afkræftet i følge Journalisten.
De informationer har ‘Tæt på sandheden’ fået dokumentation for hos både DR og Berlingske, men på grund af tilspidsede journalistiske krav, var det ikke tilstrækkelig dokumentation for, at DR kunne sende indslaget, hvor Samsam bliver interviewet.
Redaktionen på satireprogrammet havde ikke ressourcer til selv at efterprøve de oplysninger om sagen, der ikke kom fra DR selv. De havde heller ikke mulighed for at leve op til krav om, at alle de omtalte parter skulle forelægges informationerne inden udsendelsen.
Det fortæller vært Jonathan Spang til B.T.
»’Tæt på sandheden’ udgår i denne uge, da DR har strammet deres krav omkring et specifikt indslag om Ahmed Samsam så meget, at vi ikke har mulighed for at efterkomme det. Vi skulle efterprøve alt journalistisk arbejde, der er lavet uden for DR, og lave forelæggelse for alle, vi omtaler, bl.a. de spanske myndigheder. Desværre har vi ikke, som en lille satireredaktion, mulighed for dette. Vi beklager derfor meget, at vi ikke kan levere ‘Tæt på sandheden’ i denne uge«.
Denne lørdag, 1. april, er programmets faste reporter Camilla Boraghi vikar for Jonatan Spang. Det bliver således først efter påske, Samsam-indslaget bliver vist, og på Facebook fortæller Spang fredag 31. marts, at han har diskuteret det med DR i den forløbne uge siden det aflyste program:
»På lørdag er ‘Tæt på sandheden’ tilbage med Camilla Boraghi bag skriverbordet. Dels er hun kampdygtig, og dels har jeg brugt tiden på at tale med Danmarks Radio om vores indslag og interview med Ahmed Samsam. Indslaget kan I se i ‘Tæt på sandheden’ efter påske, hvor jeg også er tilbage på skærmen«.
‘Tæt på sandheden’ kan ses på DR.
Artiklen blev opdateret 31. marts kl. 13.23.