Første sæson af ‘The Last of Us’ er officielt et overstået kapitel på HBO Max, og vi må nu væbne os med tålmodighed, indtil Joel og Ellie vender tilbage.
På Twitter er seriens skaber, Neil Druckmann, dog allerede begyndt at løfte sløret for anden sæson, der følger store dele af ‘The Last of Us Part II’.
Her bekræfter Druckmann, som også har været med til at skrive serien, at sæson to er undervejs, hvilket blev akkompagneret af et billede, der er særdeles interessant.
Billedet viser nemlig en muskuløs arm, som holder en hammer, og fans af spillet vil vide, at der er tale om figuren Abby, som har en helt essentiel rolle i spillet og dermed, må vi formode, også i den kommende sæson.
Der har været megen snak om, hvordan Abby ville blive introduceret i HBO Max-serien, og hvordan den kommer til at behandle hendes rolle sammenlignet med kildematerialet.
Her var hun et omstridt punkt ved lanceringen af spilefterfølgeren, da hun blev centrum for en ophedet debat om transkønnethed, og – endnu vigtigere – fordi hun slår Joel og Ellie ud af kurs i sådan en grad, at første sæsons strabadser føles som barnemad.
Det vides endnu ikke, hvornår næste sæson af ‘The Last of Us’ får premiere, men ifølge Bella Ramsey kan det blive i slutningen af 2024 eller starten af 2025, skriver Collider.