’Yellowjackets’ sæson 2: Watercooler-hit skal snart lange mere kød på disken
(Spoilers for ’Yellowjackets’ sæson 1)
Hvad skete der derude i vildmarken?
Dengang i 1996, hvor et fly med et highschool-pigefodboldhold styrtede ned, og kun en håndfuld blev fundet i live 18 måneder senere?
Det var den pirrende præmis for Showtimes watercooler-hit ’Yellowjackets’, der i 2021 blev genstand for intens Twitter-hype og Reddit-gætterier, idet gysermystikken greb stadigt flere seere om struben fra uge til uge.
Gik der ren ’Fluernes frue’ i pigegruppen?
Spiste de monstro et par af deres egne for at overleve? Eller kanske deres træner (Steven Krueger), hvis ben måtte amputeres efter flystyrtet, og som – så vidt vi seere ved – ikke vendte tilbage til civilisationen?
Spørgsmålene hobede sig op mellem de mørke graner, og serieskabere Ashley Lyle og Bart Nicherson sprang effektivt mellem 1996 og 2021, hvor fire af de voksne overlevende måtte sande, at fortiden langt fra var færdig med dem.
Der blev teaset ivrigt for alt fra kannibalisme til dæmonisk besættelse, men finalen efterlod os på allerfrækkeste vis med lige præcis nul svar på noget som helst. Hvorfor forventningerne til, hvordan anden sæson vil løsne sløjfen om Pandoras æske, har været tårnhøje.
Lad mig derfor også starte med det semi-frustrerede opstød, der knytter sig direkte hertil:
Efter at have inhaleret halvdelen af sæsonen, som pressen fik adgang til forud for premieren, er det med ulmende bekymring, at jeg må melde, at ’Yellowjackets’ indtil videre fortsat synes mere opsat på at klaske ny mørtel oven på sine utallige gåder, ’Lost’-style, end den er på at belønne seeren med de mindste godbidder til at forsikre os om, at der bag galskaben er udstukket en sikker kurs for historien.
Jovist, der er tid endnu frem til finalen i afsnit otte, men med annonceringen af, at vi kan vente os hele fem sæsoner, kan jeg godt frygte, at vi igen, igen får en lang næse og en cliffhanger ved tæppefald.
Når det er sagt, så er det dog forbistret svært at brokke sig over seriens creepy suspense og kulsorte humor, når vi følger husmoren Shauna, plejehjemspsykopaten Misty, rodløse Natalie og lokalpolitikeren Taissas absurde kvababbelser for at skjule, hvad de foretog sig som 16-årige, såvel som nutidens hastigt eskalerende shitshow
Shauna og husbonden Jeff (Warren Kole) rydder op efter Shaunas hovsa-mord på sin kunstnerelsker, Misty får en ny hobbydetektiv-partner i form af åndsbeslægtede Walter (Elijah Wood!), Natalie støder sammen med sin kultleder-Yellowjacket-frenemy Lottie (Simone Kessell), og Taissas privatliv og karriere vakler efter forrige sæsons gruopvækkende søvngænger-jordgnaskeri.
Alt imens deres yngre jeg’er i det sideløbende tidspor kæmper med udsigten til en lang, kødfattig vinter i skoven og konsekvenserne af Jackies (Ella Purnell) tragiske frysedød i første sæsons finale …
Hvis jeg havde en 50-øre for hver gang et hold desperate overlevere i serieland anno 2023 konstaterede, at »jorden er for frossen til, at vi kan begrave liget«, ville jeg have to 50-ører. Hvilket ikke er nogen imponerende sum, men det er alligevel spøjst, at det er sket to gange på én måned. Som man siger.
Det er en sjældenhed og en gave ikke at have den fjerneste ide om, hvor langt samtlige hovedpersoner er villige til at gå for at redde egen røv, og navnlig nutidsholdet i ’Yellowjackets’ er atter storspillende med Melanie Lynskey (senest set som iskold oprørsleder i føromtalte ’The Last of Us’), Christina Ricci, Juliette Lewis og Tawney Cypress i front.
Elijah Wood er med sin tvetydige drengede charme ikke overraskende en fremragende tilføjelse til teamet af voksne 90’er-stjerner, og flashbackene er momentvis neglebidende spændende, når de unge vilde cirkler mistroisk om hinanden i sneen (særligt ét jumpscare gav mig kuldegysninger helt ned i tæerne).
Men, men: Træd nu ikke vande alt for længe, før der kommer fars på disken i hvepseboet.
Kort sagt:
Gyselig suspense og stærke skuespilpræstationer pirrer fortsat appetitten i anden sæson af watercooler-hittet ’Yellowjackets’. Men efter de første fire timers insisterende gåde-på-gåde-dramaturgi melder frustrationen sig også så småt: Færre svinkeærinder og mere fars på disken, tak!
Anmeldelsen er baseret på de første fire afsnit.