Den helt almindelige amerikansk-kinesiske teenager Jin Wang (Ben Wang) bliver bedt om at følge en ny udvekslingsstuderende fra Taiwan rundt på sin high school. Men derfra stopper alting med at være almindeligt.
I traileren til Disney+-serien ‘American Born Chinese’ bliver Jin pludselig hvirvlet ind i et mytisk parallelunivers, der har brug for hans hjælp til at redde verden. Det bliver til et sammensurium af sagn, nutid, coming of age og kung fu.
Hvis det minder dig en lille smule om Oscar-hittet ‘Everything Everyewhere All At Once’ stopper fællestrækkene ikke der. Nogle af filmens væsentligste navne, Michelle Yeoh, Ke Huy Quan, Stephanie Tsu og James Hong, har nemlig også roller i ‘American Born Chinese’. Derudover finder man ‘The Daily Show’-komiker Ronny Chieng og Jimmy O. Yang, der i sin tid spillede den skøre tech-roomie Jian Yang i ‘Silicon Valley’, på rollelisten.
‘American Born Chinese’ er baseret på Gene Luan Yangs graphic novel af samme navn. Kelvin Yu, der har været med til at producere animationsserien ‘Bob’s Burgers’ og haft roller som skuespiller i ‘Master of None’ og ‘The Afterparty’ er seriens hovedforfatter. Daniel Cretton (‘Shang-Chi And The Legend Of The Ten Rings’) skal instruere.
‘American Born Chinese’ får premiere på Disney+ 24. maj.