»Jeg kan huske, da jeg lige var kommet til Hollywood, der var det en drøm, der gik i opfyldelse. Indtil jeg rent faktisk ankom – for se mit ansigt! Jeg landede og fik at vide, ‘Du er en minoritet’«.
Sådan lød det fra Michelle Yeoh, da hun tog imod sin Golden Globe og holdt den første i en længere række af takketaler i 2023’s award season.
Søndag nat kan den 60-årige skuespiller fra Malaysia vinde den største Hollywood-pris overhovedet, når afgørelsen falder mellem hendes hårdtslående ’Everything Everywhere All At Once’-vaskerisuperhelt og Cate Blanchetts Lydia udspekulerede dirigent i ’Tár’. Et af showets mest uforudsigelige afgørelser.
Yeoh er blandt de fire nominerede skuespillere med asiatisk (der i denne sammenhæng primært refererer til øst- og sydøstasien) og asiatisk-amerikansk baggrund, der har gjort årets Oscar-uddeling til et rekordår blot på nomineringsplan.
Sammen med ’EEAAO’s vilde comeback fra tidligere barnestjerne Ke Huy Quan, filmens unge talent Stephanie Hsu og Hong Chau, der i år har imponeret i ’The Whale’ og som led slavetjener i ’The Menu’. Repræsentationen er større endnu, hvis man kigger i alle kategorierne i feltet.
Mens de har høstet priser, har Yeoh og medspilleren Ke Huy Quan ikke lagt skjul på, hvor monumentalt et øjeblik ’Everything Everywhere All At Once’s succes repræsenterer. For dem og »alle små piger, der ligner mig«, som Yeoh selv formulerede det ved SAG-uddelingen.
At de er fire skuespillere i opløbet lyder muligvis ikke som en prangende rekord, men så snart man dykker ned i Hollywood- og Oscar-uddelingens historik for skuespillere og filmfolk med asiatisk baggrund, forstår man hurtigt, hvor lang vejen har været. Og at det først er i de seneste par år, at udviklingen har fået oprigtigt momentum med ’Parasite’s udbrydersucces og Chloé Zhaos historiske instruktørsejr.
Det er de færreste, der kender baggrunden for den ulige repræsentation, som forhåbentligt er ved at blive gjort endegyldigt op med (selvom repræsentationen på bredere plan – af eksempelvis afroamerikanere – var svag i årets felt).
Heldigvis har det heller aldrig været lettere at blive klogere.
På YouTube-kanalen ‘Be Kind Rewind’ har den semianonyme ’Izzy’ i årevis udforsket de politiske ubalancer i Hollywood-historien ved at analysere og fortælle om alle kvindelige Oscar-vindere gennem tiden.
Der er højaktuelle videoer om alt fra Andrea Riseboroughs kontroversielle ’To Leslie’-nominering til ’Blonde’, og kartoteket dyrker fortidens ikoner med et skarpt nutidigt blik og på imponerende kort tid.
I år er der dog ekstra god grund til at dykke ned i kanalens todelte videoserie om #OscarsSoWhite, der trods et par år på bagen opsummerer den lange og seje historie om, hvorfor listen af asiatiske Oscar-vindere er så kort.
Michelle Yeoh kan blive den første nogensinde
Selvom prisuddelingen på søndag bliver afholdt for hele 95. gang, kan antallet af Oscar-sejre til skuespillere med asiatisk baggrund tælles på en hånd.
Repræsentation er mere end tal og statistikker, men alligevel taler prisuddelingens antal af skuespillere med asiatisk baggrund sit klare sprog, når det står opgjort med de ganske få sejre som enlige røde skoldkopper i en statistik hos The New York Times.
Hvis Michelle Yeoh vinder prisen for bedste kvindelige hovedrolle i ‘Everything Everywhere All At Once’, bliver det som den første asiatiske kvinde nogensinde i den kategori. Og den kun tredje kvindelige skuespiller med asiatisk baggrund i hele Oscar-historien, der overhovedet vinder statuetten.
Faktisk er det kun sket én gang før, at en kvinde med asiatisk baggrund overhovedet har været nomineret i hovedrollekategorien, og det er i sig selv en konfliktfyldt historie.
I 1936 var den indisk-fødte brite Merle Oberon nomineret for ‘The Dark Angel’, men hun holdt sin asiatiske baggrund skjult for Hollywood hele sin karriere, blegede sin hud og påstod, hun var fra Australien (den historie kan man få fortalt i podcasten ‘You Must Remember This’).
Hvis Yeoh og Quan begge vinder, vil det også være første gang, mere end én asiatisk skuespiller går hjem med en pris samme år.
Fra racistisk shitshow til amerikansk-japansk Oscar-ægteskab
Hos ‘Be Kind Rewind’ får man hele historien om den første kvindelige vinder:
Den japanske superstjerne Miyoshi Umeki, der vandt for sin birolle i filmen ’Sayonara’ fra 1957 med Marlon Brando, og hvordan hendes præstation som underdanig officerkone blev gjort til et politisk symbol på efterkrigstidens forhold mellem USA og Japan.
Der er også den gruopvækkende historie om storfilmen ‘The Good Earth’ fra 1937, der set med nutidens øjne mest virker som et shitshow af racisme og yellowface og siger meget om nutidens fremskridt.
Her spillede datidens megastjerner, tyske Luise Rainer og amerikanske Paul Muni, hovedrollerne som de nordkinesiske (!) bønder Wang-Lung og O-Lan.
Den kvindelige hovedrolle skulle i sin tid være gået til Anna May Wong, der regnes for den første asiatisk-amerikanske filmstjerne. Men hvorfor det gik galt, og Rainer i stedet gik hjem med en Oscar for sin præstation som kinesisk bondekone, er der en grel forklaring på.
Troede man, den slags var fortid, kan man bare tænke fem år tilbage, hvor Scarlett Johansson fik hovedrollen i live action-filmatiseringen af den japanske animé ‘Ghost in the Shell’, som demonstrerede, at whitewashingens tid stadig ikke er forbi.
Få værdige roller
En af de helt store hæmsko for asiatisk repræsentation i Oscar-kapløbet har været mangel på roller, der var »award worthy«.
At Hong Chau kan spille sygeplejerske og bedsteven til Brendan Frasers Charlie i sin Oscar-nominerede birolle i ‘The Whale’ gør op med en lang tendens. Få skuespillere med asiatisk baggrund har fået lov til at spille roller, hvide skuespillere også kunne have spillet, som ikke var specifikt knyttet til kultur og race (og ofte trætte stereotyper), hvilket ikke har været en fordel i mainstream-behagende Oscar-sammenhæng.
Gennem historien blev kvindelige skuespillere med asiatisk baggrund ofte fanget i geisha-stereotyper, femme fatale »dragon lady’s« eller i ‘Madame Butterfly’-fortællinger, hvor en asiatisk kvinde bliver skæbnesvangert forelsket i en hvid mand med døden til følge.
Her er Michelle Yeohs rolle som udbrændt vaskeriejer i ’EEAO’ på en måde undtagelsen, der bekræfter reglen. Præstationen er en imponerende sløjfe på skuespillerens karriere, der startede i kung fu-film, hvilket er en award worthy historie.
Men filmen handler specifikt om en kinesisk immigrant, og rollen kunne ikke være spillet af en hvid kvinde. Den rummer stereotyper og fremskridt på samme tid og kan ikke sættes i bås, hvilket måske er det største fremskridt overhovedet.
Negativ ligestilling: Aseksuelle asiatiske mænd
Selvom negativ ligestilling ikke er noget at prale af, har stigmatiseringen været lige så slem for mandlige skuespillere med asiatisk baggrund, der ofte er blevet gjort til ikke-attraktive og svage modsætninger til Hollywoods idé om en mandlig helt eller førsteelsker.
Tænk bare på yellowfacede Mickey Rooneys hysteriske nabo i ‘Breakfast at Tiffany’s’ vs. George Peppards mandlige hovedkarakter i samme film.
De stereotyper leger Ke Huy Quan med i ‘Everything Everywhere All At Once’, hvor han både er skør underdanig vaskerihusbond, hårdtslående undercoveragent og skumlende noir-elsker.
Med sin baggrund som barnestjerne i ’Indiana Jones’ og ’The Goonies’ kender han om nogen til at være blevet gjort til en elskelig stereotyp, blot for at blive spyttet ud igen af Hollywood. Hvilket han selv snøftende fortalte om, da han som den første asiatiske skuespiller nogensinde vandt i sin kategori til Screen Actors Guild-prisshowet.
En Oscar-sejr ville gøre Quan til den tredje mand i rækken efter Haing S. Ngor, som tilbage i 1985 vandt for ‘The Killing Fields’, og mere berømt den halvt indiske Ben Kingsleys pris for ‘Ghandi’, der gjorde ham til den første mand af asiatisk baggrund til at vinde nogensinde.
»Moment or movement?«
‘Be Kind Rewind’ fokuserer på skuespillere, hvilket resten af verden også har tendens til.
Priser til ‘EEAAO’s instruktør- og forfatterduo Daniel Kwan og Daniel Scheinert vil i sig selv være store fremskridt.
Det var først ved årtusindeskiftet, at Ang Lee vandt prisen for bedste instruktør med ’Tiger på Spring, Drage i skjul’ og igen for ’Brokeback Mountain’ fem år senere. Indtil da var der dødvande i instruktørfeltet, indtil Bong Joon-ho vendte alt på hovedet med ’Parasite’ i 2020.
I årets felt er der kandidater i adskillige kategorier. Domee Shi er nomineret for bedste animationsfilm med ‘Turning Red’.
Der er også navne som den Nobel-belønnede forfatter Kazuo Ishiguru i manuskriptkategorien, den kolonihistoriske musicalthriller ‘RRR’ for bedste originale sang foruden den indiske fugledokumentar ‘All That Breathes’.
Meget har ændret sig siden 2020, hvor mange mente, at den amerikanske instruktør Lulu Wangs ‘The Farewell’ blev forbigået i Oscar-sammenhæng. Hos Golden Globes blev den ekskluderet fra de brede filmkategorier, fordi størstedelen af dialogen var på mandarin.
Selvom hele filmens grundfortælling ironisk nok handlede om den splittelse mellem amerikansk og kinesisk kultur, man oplever som efterkommer af immigranter.
2020 blev dog alligevel historisk på grund af ’Parasite’, der som udenlandsk film vandt over amerikanske film i hovedkategorierne bedste film og bedste instruktør og tog fire priser med hjem i alt.
Året efter lykkedes Lee Isaac Chungs ‘Minari’ modsat ’The Farewell’ med at høste nomineringer på den brede skala, selvom halvdelen af den foregår på koreansk.
Samme sæson var også rekordår med skuespilnomineringer til både Steven Yeun og Youn Yuh-Jung (som vandt) og Riz Ahmed for sin hovedrolle i ’Sound of Metal’. Og ikke mindst kinesisk-fødte Chloé Zhao, der vandt bedste instruktør for ‘Nomadland’ som den kun anden kvinde i prisens historie.
Fordi der er så voldsomt mange uligheder i Oscar-historien, når det gælder både køn og race, kommer man hurtigt til at gøre det hele op i tal i stedet for de mennesker og film, de står for.
Be Kind Rewind understreger en pointe om, hvor vigtig forskellen er på »moment or movement«. At fremskridt på diversitetsfronten ikke må ende med at blive gjort til trends i forbifarten i stedet for vedvarende forandringer. De nævner det i forbindelse med kvindelige instruktører, men det giver også mening i forhold til repræsentation.
Oscar-film i egen ret
‘Everything Everywhere All At Once’ står til at blive en Oscar-milepæl for asiatisk repræsentation. Men det er også en film, der fortjener fuld kunstnerisk anerkendelse i egen ret.
Titlen kan forstås i lyset af fortællingen om, at minoriteter skal overpræstere, leve op til højere krav fra flere kanter og bevise sig konstant. Rent filmisk sprænger den rammerne for overpræstation.
Det er et actionspækket heltekvad om at redde verden og et familiedrama gennemsyret af kulturelle konflikter, der også udstiller generationskløften i en immigrantfamilie. Visuelt er det en sanseeksplosion, der simulerer at føle sig ude af trit med sine omgivelser.
‘Everything Everywhere All At Once’ kan meget vel gå hen og blive den helt usandsynlige Oscar-sejr, mange har ventet på. Det giver kun endnu bedre mening, når man forstår den kamp mod Hollywoods stigmatisering, den står på skuldrene af.
Alle ‘Be Kind Rewind’-videoer kan ses på YouTube.
Derudover kan ‘Everything Everywhere All At Once’ kan ses på Viaplay, ‘’Turning Red’ på Disney+., ‘All That Breathes’ på HBO Max og ‘The Whale’ biografen.