’Sound of Metal’: Riz Ahmed er uafrystelig i et ubønhørligt sanseangreb af en film

’Sound of Metal’: Riz Ahmed er uafrystelig i et ubønhørligt sanseangreb af en film
Riz Ahmed i 'Sound of Metal'.

’Sound of Metal’ har rumsteret i mit hoved over de seneste par uger, uden at jeg helt har kunnet sætte fingeren på hvorfor.

Måske er det, fordi Riz Ahmed leverer en uafrystelig præstationer som den drevne trommeslager Ruben, der pludseligt mister hørelsen og må lægge sin passion og levevej som punkmetalmusiker på hylden, mens abstinenserne efter tre år som tørlagt heroinmisbruger hamrer på døren.

Eller fordi filmens brug af lyd er et ubønhørligt angreb på sanserne, man aldrig glemmer, når metalliske og syntetiske lyde inviterer os ind i hovedpersonens forvredne virkelighed, mens han smelter sammen for øjnene (og ørerne!) af os.

Det kunne også skyldes filmens dybt sympatiske og autentiske portræt af det døvemiljø, Ruben langsomt bliver en del af, når han lader sig indlogere på en isoleret gård for døve eksmisbrugere og skal lære at acceptere et liv uden hørelse. Med kyndig vejledning af døvelederen Joe (fremragende Paul Raci), der selv er mærket af et liv med alkoholmisbrug.

De tre ting er i sig selv nok til at gøre ’Sound of Metal’ til et hjertegribende karakterstudie, der lader os komme helt ind på livet af en person, hvis virkelighed fra den ene dag til den anden bliver vendt på hovedet.

Paul Raci og Riz Ahmed i ‘Sound of Metal’.

Men den egentlige grund til, at jeg synes, ’Sound of Metal’ er en fremragende film, ligger nærmere i dens evne til at kombinere en omsluttende skildring af et menneske i en meget specifik situation og samtidig beskrive en overordnet tilstand, som jeg tror, mange af os kan genkende fra vores egen hverdag – uden at have gennemgået noget nær så radikalt som hovedpersonen i filmen.

For ’Sound of Metal’ handler i bund og grund om at være kørt fast i livets evindelige hamsterhjul – uden at kunne stå af igen. Den handler om de falske afhængighedsforhold – både i forhold til alkohol og stoffer, men også penge, arbejde og sociale relationer – der kan fastlåse én i et ensomt hverdagsfængsel.

Det lyder måske flyvsk og højtravende, men alt sammen inkarneres af Riz Ahmeds Ruben. Han er en skamferet mand på flugt fra sig selv. Han bilder måske nok sig selv ind, at han har fundet sandheden med sin kæreste og bandmedlem Lou (Olivia Cooke), men den konstante uro, der glimter under overfladen på hans tatoverede krop, fortæller en anden historie.

Hans største frygt er et tomt rum og den lap papir, hvor hans mentor Joe beder ham nedfælde hans mylder af tanker. For selvom han som AA-medlem tror på, at svaret på hans problemer ligger i musikken og det daglige helse- og træningsprogram, han følger religiøst, er han stadig en fremmed i sin egen krop. Det forstærkes kun, da kroppen bogstavelig talt gør oprør, lader al larm forstumme og tvinger ham til at konfrontere sig selv én gang for alle.

Scenerne på ødegården, hvor Ruben langsomt erfarer, at han godt kan mærke musikkens – og livets – puls i sin krop, selvom han har mistet hørelsen, er blandt filmens bedste. Debutanten Darius Marder, der har skrevet manuskriptet med sin bror Abraham og indieveteranen Derek Cianfrance (hvis ’The Place Beyond the Pines’ Marder omvendt skrev manus til), har brugt årevis på at researche i døvemiljøet, så han kunne skildre personerne i respektfuld øjenhøjde.

Riz Ahmed i ‘Sound of Metal’.

Han har castet både døve skuespillere og amatører for at opnå den autenticitet, der står som skrevet i ansigtet på de fleste medvirkende. Det er virkelige mennesker, som har lært at leve med et afsavn, og som gradvist får Ruben til at indse, at livet også kan leves til fulde uden for den flygtige nomadetilværelse som rejsende undergrundsmusiker, han hidtil har helliget sig. Men alligevel holder han hele tiden en dør på klem til sit gamle liv. Han er bange for stilheden.

Det er dén smukke, humanistiske kerne i filmen, som jeg holder af. For der er også småting, som får helhedsindtrykket til at blegne en smule. Trods det imponerende soniske univers er filmen ikke nær så radikal i sin æstetik som for eksempel Julian Schnabels mesterstykke ’Dykkerklokken og sommerfuglen’, der handler om at miste førligheden fra den ene dag til den anden og kun kunne skimte den virkelighed, man kendte, gennem ens venstre øje. En film, ’Sound of Metal’ åbenlyst nikker til.

Det er, som om Marder undervurderer sit materiale, når han ser det som en nødvendighed at forlade den naturalistiske og ofte stilfærdige skildring af eksistentiel angst for i stedet at sætte alt ind på en noget forudsigelig finale, der prøver (for) hårdt på at ramme en på følelserne.

Men det er småting i en ellers helstøbt debutfilm, der genvinder fodfæstet med en fremragende slutscene, der går lige i hjertekulen.


Kort sagt:
’Sound of Metal’ er en smuk, opbyggelig fortælling om at huske at lytte til sig selv – båret af Riz Ahmeds hudløst ærlige portræt af en trommeslager i eksistentiel krise.

’Sound of Metal’. Spillefilm. Instruktion: Darius Marder. Medvirkende: Riz Ahmed, Olivia Cooke, Paul Raci, Mathieu Amalric. Spilletid: 120 min. Premiere: Amazon Prime 12. april – i biograferne 6. maj
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af