‘Indiana Jones’-franchisen lukker og slukker med den femte film i rækken ‘The Dial of Destiny’, der får premiere i juni.
Filmen er den første i serien, der ikke er instrueret af franchise-skaberen Steven Spielberg. Det er derimod James Mangold, der tidligere har stået bag film som ‘Logan’, ‘Ford v. Ferrari’ og ‘Walk the Line’, der indtager den varme instruktørstol.
Spielberg har dog kun flotte ord tilovers for den nye film, der skal afrunde historien om Indiana Jones.
Ifølge Variety har Spielberg for nyligt set filmen forud for verdenspremieren på Cannes Film Festival i maj, og hans reaktion var guld værd.
»Bob Iger afholdte en visning for en masse chefer i Disney. Jeg tog med til visningen sammen med instruktør James Mangold. Alle elskede filmen. Det er virkelig, virkelig en god ‘Indiana Jones’-film. Jeg er virkelig stolt over, hvad Jim har gjort med den«, sagde Spielberg og fortsatte:
»Da lyset blev tændt, vendte jeg mig om mod resten af gruppen og sagde: ‘Satans! Jeg troede, jeg var den eneste, der vidste, hvordan man lavede sådan en’«.
‘Indiana Jones and the Dial of Destiny’ udspiller sig 10 år efter handlingen i ‘Kingdom of the Crystal Skull’. Året er 1969 og Indiana Jones er klar til at gå på pension. Men hans guddatter Helena (Phoebe Waller-Bridge) får overtalt ham til at begive sig ud på et sidste, farefuldt eventyr for at finde The Dial of Destiny.
Det bringer duoen på kollisionskurs med den tidligere nazist Voller (Mads Mikkelsen), som nu arbejder for NASAs rumprojekt om at slå Sovjetunionen i kapløbet mod Månen, men som har sin helt egen dagsorden.
På rollelisten finder man desuden folk som Antonio Banderas, Boyd Holbrook, John Rhys-Davies, Shaunette Renee Wilson, Thomas Kretschmann, Toby Jones, Oliver Richters og Ethann Isidore.
Filmen får premiere 29. juni. Se traileren.