Nic Pizzolatto fik et massivt gennembrud som forfatter til første sæson af ‘True Detective’ i 2014.
De opfølgende sæsoner til krimiserien levede ikke helt op til den fænomenale første ombæring.
Og Pizzolatto fik hurtigt et ry for at være svær at arbejde med, hvilket måske er grunden til, at han har fået relativt lidt på cv’et siden – stort set kun manuskriptet til Jake Gyllenhaal-remaket af den danske ‘Den skyldige’ og manuskriptet til genindspilningen af westernklassikeren ‘The Magnificent Seven’ med Denzel Washington og Ethan Hawke fra 2016.
Nu skriver blandt andre The Wrap, at Pizzolatto arbejder på en serieversion af sidstnævnte film for Amazon Prime Video. Serien skal handle om en tidligere kriminel, hvis fortid indhenter ham, så han må beskytte sit nye liv og familie.
‘The Magnificent Seven’ kom oprindeligt i 1960 instrueret af John Sturges som en amerikansk udgave af Akira Kurosawas samuraiklassiker ‘De syv samuraier’ far 1954.
Hvem der skal spille rollerne som de syv gunslingere i Pizzolattos kommende serieversion, vides endnu ikke, men Amazon Prime Video håber tydeligvis at tappe ind i den westernpopularitet, som Taylor Sheridan-serier som ‘Yellowstone’ og ‘1883’ har skabt ovre hos konkurrenten Paramount.
Pizzolatto skal skabe serien med Mark Johnson, der tidligere har været med på ‘Breaking Bad’ og ‘Better Call Saul’.