Young Adult-genren er for alvor på vej tilbage til lærredet og skærmen.
Filmstudiet Lionsgate er allerede i fuld sving med ‘Hunger Games’-prequelfilmen ‘‘The Ballad of Songbirds and Snakes’, og nu forlyder det desuden, at Lionsgate også arbejder på en serieudgave af young adult-milepælen ‘Twilight’.
The Hollywood Reporter skriver, at serieversionen er i et tidligt udviklingsstadie med tv-forfatteren Sinead Daly involveret, men altså uden at være bekræftet fra officielt hold endnu.
Serien bliver et reboot af fortællingen om Bella og Edward omformet til serieformat. Det forventes, at serien ligesom filmene vil udspringe direkte af Stephenie Meyers bestseller-romaner.
De fem ‘Twilight’-film blev kolossale succeser og omsatte for mere end 3,4 milliarder dollars på verdensplan.
Filmene gjorde også Kristen Stewart og Robert Pattinson til verdensstjerner og førte til tusindvis af teenageværelser plastret til med vampyrplakater.
Rebootet af franchisen følger en markant tendens i Hollywood lige nu, hvor tidligere afprøvet intellectual property bliver vækket til live igen.
Mest markant ses dette hos Warner Bros, der blandt andet arbejder på nye ‘Ringenes herre’-film og desuden vil lave ‘Harry Potter’-bøgerne som serie.