Danmark får en ny filmfestival efter lukningen af CPH:PIX

Danmark får en ny filmfestival efter lukningen af CPH:PIX
'Når befrielsen kommer'. (Foto: Nordisk Film)

Det var et stort tab for dansk filmkultur, da landets største fiktionsfilmfestival CPH PIX lukkede i 2022.

Men nu blomstrer der lykkeligvis nye alternativer frem fra mulden.

Den Danske Filmskole afholder for første gang en ny festival, Generation, her i juni.

Og nu står det klart, at den anerkendte kortfilmfestival Odense International Film Festival barsler med en helt ny festival for spillefilm. Festivalen skal hedde Spring, vare fem dage og løbe af stablen for første gang i foråret 2025, skriver Odense Kommune i en pressemeddelse.

Det er lederen af kortfilmfestivalen Birgitte Weinberger, der skal søsætte den nye festival, som vil have fokus på »nye talenter og kunstnerisk mod«, som det hedder, og som særligt vil sætte fokus på kortfilminstruktørernes vej ind i spillefilmformatet.

Allerede i 2023-udgaven af kortfilmfestivalen vil man prøvekøre et særligt Spring-program, hvor man kan opleve flere instruktørers spring fra kort- til spillefilm.

Man kan for eksempel se Anders Walters Oscar-vindende ‘Helium’ og hans kommende Anden Verdenskrigsfilm ‘Når befrielsen kommer’ og Fenar Ahmads tidligere kortfilm ‘Megaheavy’ og hans actionnyklassiker ‘Underverden’.

Hvordan den første rigtige udgave af Spring helt konkret kommer til at se ud, vides endnu ikke. Arbejdet med at få finansieringen på plads er i gang, men Odense Kommune støtter bestræbelserne økonomisk.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af