Dokumentar om Louis C.K. lagt i graven

Dokumentar om Louis C.K. lagt i graven
Louis C.K. (Foto: Mike Coppola/Getty Images)

Louis C.K. var bredt anerkendt som klodens måske bedste komiker, før han blev fældet af en New York Times-artikel i 2017, hvor flere kilder beskrev hans sexchikane, ikke mindst hans hang til at masturbere foran uvillige kvinder.

Afsløringen – som han selv erkendte – spillede ham ud i populærkulturens periferi, men han har dog de seneste år været tilbage på standup-scenen, hvor han turnerer for godt opfyldte sale, selvom medierne i store træk har indstillet deres dækning af hans optrædener.

En kommende dokumentar på Showtime skulle have fokuseret på Louis C.K. og kunne potentielt have genantændt det offentlige fokus på ham – på godt og nok mest ondt.

Men nu er Caroline Suhs film, der skulle handle om C.K. i lyset af MeToo-bevægelsen, blevet lagt ned, skriver Variety.

Det vides ikke, hvad årsagen er, og det vides endnu heller ikke, om det er en mulighed, at andre kanaler/tjenester overtager projektet. Caroline Suh og producer Amanda Branson-Gill har endnu ikke udtalt sig om skrinlægningen.

Louis C.K. har senest været aktuel med filmen ‘Fourth of July’ og to nye standup-shows alene i år.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af