Studio Ghibli vil gøre noget, der er fuldkommen utænkeligt i tidens filmklima, når de skal lancere animationsmesteren Hayao Miyazakis meget ventede sidste film, ‘How Do You Live’, op til den japanske premiere 14. juli.
Nemlig ingenting.
The Hollywood Reporter skriver, at filmens producer Toshio Suzuki har fortalt det japanske magasin Bungei Shunji, at der ikke kommer annoncer eller trailers forud for premieren.
»Som en del af firmaoperationerne har Ghibli gennem årene gerne villet have folk til at komme og se de film, vi har lavet. Så det har vi tænkt på og gjort en masse ting med det formål. Men denne gang var vi sådan, ‘æh, det behøver vi ikke gøre’. Man bliver træt af at gøre det samme, som man har gjort før, igen og igen. Så vi ville gøre noget anderledes«, siger han og tilføjer:
»Der er en amerikansk film – åh, jeg sagde næsten titlen højt! – der kommer ud denne sommer omkring samme tid. De har lavet tre trailers for den og udgivet dem én ad gangen. Hvis du ser alle tre, ved du alt, hvad der kommer til at ske i filmen. Hvordan har biografgængere det med det? Der må være folk, som – efter at have set trailerne – ikke længere gider se filmen. Så jeg vil have det modsatte af det«.
Ingenting lyder måske ikke som en specielt innovativ strategi, men det er det rent faktisk i en tid, hvor studierne desperat forsøger at få film til at fremstå som uomgængelige events, og hvor trailerkulturen er løbet fuldstændigt løbsk med flere teasers, adskillige trailers, en byge af klip og nogle gange endda en teaser for en trailerpremiere.
Suzuki har med andre ord en god pointe! Lige nu eksisterer der kun en håndtegnet plakat som markedsføring af ‘How Do You Live’.
Det er selvfølgelig nok en mere bæredygtig strategi, når man står med et brand som Miyazaki i hjemlandet, og det bliver næppe et eksempel til efterfølgelse, når filmen skal lanceres internationalt. Her er der trods alt brug for at gøre opmærksom på, at man kan se filmen.
Men måske det alligevel kan inspirere andre til at udforske, om hemmeligholdelse kan være en spændende tilgang frem for den overlæsning, som er standarden nu.
Hayao Miyazaki havde egentlig annonceret sin pension efter ’The Wind Rises’ i 2013, men i 2016 bekendtgjorde han, at han ville lave én sidste film, så han kunne dedikere den til sit barnebarn. Og Miyazaki har ikke tænkt sig at gå på kompromis med afskedssalutten, for den håndtegnede metode betyder, at det tager en måned at færdiggøre ét minut. Hele 60 tegnere har været på opgaven.
‘How Do You Live’ er en filmatisering af en historie af Yoshino Genzaburo fra 1937 om en ung dreng, der bliver voksen, mens han lever med sin onkel efter sin fars død.
Det vides endnu ikke, hvornår filmen kommer til Danmark.