Underkendt Netflix-guld. Du har nok engang forestillet dig, hvordan det var at være fem centimeter høj. Men som så meget andet hører den slags drømme barndommens fantasiverden til, en verden, der for hvert skridt ind i voksenlivet bliver fjernere og fjernere.
Studio Ghiblis filmperle ’Arriettys hemmelige verden’ leger med den tanke, som foregik filmen i virkeligheden i en syvårigs hoved. Legen iscenesættes af nogle af klodens kløgtigste filmmagere, og resultatet er, at Arriettys lillebitte verden føles på én gang vidunderlig og realistisk. Som et argument for, at magi faktisk findes.
Hvis du var fem centimeter høj, kunne du bruge en nål som et sværd. Eller planters blade som afsæt for dine spring. Et menneskes lomme eller varme hånd kunne fragte dig over græsplænernes uendelighed. Du kunne snildt bo i et dukkehus og bruge frimærker som plakater.
Filmen foregår uden for Tokyo. Sho er hjertebarn og syg. Han tilbringer en uge i sin bedstemors eventyrlige villa omgivet af en frodig have. Under huset findes et andet, langt mindre, som en skjult æske inden i en æske. Her bor 14-årige Arrietty sammen med sin mor og far. De kalder sig selv for lånere. Om natten lister de ind i bedstemorens hus og låner dét, som er i overskud. En kleenex. En sukkerknald. Lidt tape.
På Shos værelse står et helt vidunderligt dukkehus, bygget af Shos bedstefar, der troede på, at de små mennesker fandtes. Indeni findes et skinnende køkken, bittesmå bøger og sminkeborde med løvefødder som i et engelsk landsted fra starten af forrige århundrede. Men her låner Arrietty og familien ingenting, for menneskene må ikke vide, lånerne findes.
Men Sho ser selvfølgelig Arrietty klatre rundt mellem blomsterne i haven. Et venskab udvikler sig mellem de to, grænsende til en spirende, første kærlighed.
Grænseløs barndom
Hiyao Miyazaki har skrevet manuskriptet til ’Arrietty’, men er ikke at finde i instruktørstolen.
I stedet er det animator på ’Det levende slot’ og ’Chihiro og heksene’, Hiromasa Yonebayashi. Han står også bag nyere Ghibli-film som ’Mary og Troldkvindens Blomst’. Han er en værdig aftager for den japanske mester. ’Arrietty’ er måske endnu mere sanselig end mange af studiets øvrige film. Verden er så meget større, når man selv er lille. Dråberne er svulmende runde, sukkerknalderne store som fodbolde. At være på Arriettys værelse føles som at ligge henslængt et sted midt i en stor buket blomster.
Soundtracket er sunget på engelsk af den fransk-bretonske sanger Cécile Corbel, der spiller keltiske instrumenter. Resultatet er en stemning af europæisk højmiddelalder midt i en japansk skov set fra frøperspektiv. Jeg ved ikke, hvor Ghibli har fået idéen fra, men jeg bliver forført – eller ført væk af det – på samme måde som jeg gjorde af de eventyr, min far læste højt for mig, da jeg selv ikke var stor nok til at nå helt op til køkkenbordet.
Det føles, som om solen aldrig går ned over Arriettys fantastiske verden: helt som barndommen føltes grænseløs, når man står midt i den. Men der er alligevel en skygge, som bliver længere og længere. Den varsler, at enden lurer for de små mennesker.
Jeg holder uendeligt meget af japanernes mod til mørket. Til skyggerne, netop. Kun amerikanske Don Bluth, der står bag ’Landet for længe siden’ og ’Anastasia’, har samme sans for, at barndommen ikke er et land uden alvor og katastrofer, og at de værker, der målrettes de, som stadig sidder i den, også må spejle, hvordan det er at leve et barns liv.
Menneskene den største trussel
Filmen udkom i 2010. Da havde det allerede længe været et ønske for den japanske drømmefabrik at lave filmmagi ud af britiske Mary Nortons eventyrligt-alvorlige børnebøger om ’Lånerne’ fra Anden Verdenskrig. Historien er langtidsholdbar. I ’Arriettys hemmelige verden’ står vi nu i biodiversitetskrisen i stedet for efterkrigstiden.
De små mennesker står på kanten af udryddelse. Den lille familie under bedstemorens hus tvivler på, om der overhovedet findes flere i verden end de tre.
Naturen er farlig: De enorme rotter og tudserne lurer uden for det lillebitte hus. En krage er fra Arriettys perspektiv stor som en drage. Men den største trussel mod lånernes eksistens er menneskene.
Som i ’Prinsesse Mononoke’, ’Ponyo på klippen ved havet’ og mange andre af Studio Ghiblis film rummer ’Arrietty’ også en advarsel til næste generation, men også forældre, der sidder med dem på skødet.
Dyr bliver bange, når du fanger dem og putter dem i glas. De frygter, du rører ved dem. De er ikke dit legetøj. Dyrene hører til i naturen, for det hele er en del af en større balance. Og hvis vi ikke beskytter balancen, så risikerer vi, den tipper.
Så går naturen i stykker.
’Arriettys hemmelige verden’ kan ses på Netflix.