Underkendt Netflix-guld. I en streamingtid, hvor vi ivrigt hjælper hinanden med at finde frem til de bedste skatte i serielabyrinten, er der noget særligt og en lille smule forbudt over at holde det bedste for sig selv.
Og ’Derry Girls’ er min hemmelighed – indtil nu.
På mange måder skal Netflix’ to hylende morsomme sæsoner af serien nydes som den bakke Toffifee, du gemmer for din kæreste. I ro og mag, med et smørret smil om munden.
For ’Derry Girls’ eminente komiske timing kræver sit helt eget tempo og skal ses, når du har lyst. Den er sådan en serie, man ikke kan få ud af hovedet, uanset hvad man foretager sig. Man vil faktisk hellere hjem og se videre end at tilbringe tid med sine nærmeste.
I byen Derry i begyndelsen af 1990’erne er alt, som det plejer at være for de katolske skolepiger Erin (Saoirse-Monica Jackson), Clare (Nicola Coughlan) og Michelle (Jamie-Lee O’Donnell).
Godt nok har Nordirland oplevet borgerkrig og terror i den stadig mere voldelige etnisk-nationalistiske konflikt, kendt som The Troubles. Men kampen mellem protestanter og katolikker betyder ikke det store for pigerne – de har jo aldrig kendt til andet.
Men til trods for de unges tolerance over for den massive militante tilstedeværelse har godmodigheden en grænse. Den bliver hårdt overskredet, da gruppens samlingspunkt, den drenge-glade Erins kusine Orla (Louisa Harland), efter sommerferien skal starte i venindernes klasse, hvilket vender op og ned på trekløverets dynamik.
Værre endnu bliver det, da den storbandende Michelles fætter også dukker op. Fordi han er »bit of a fanny« indskrives han på den katolske pigeskole. James er nemlig ikke alene en super sød og forholdsvis splejset gut, han taler også engelsk. Og Michelles familie frygter – i lyset af The Troubles og et generelt indædt had til alle briter – derfor for hans liv.
Nordirsk slang
Resultatet er den sjoveste og mest barske coming of age-sitcom, jeg kan komme i tanke om. Serien tjekker alle bokse af: Afdansningsbal, amatørindbrud og husarrester, tilsat morbid galgenhumor om IRA og vejsidebomber, der potentielt kan forkorte ens levetid markant.
Det nordirske geni bag det BAFTA-vindende Channel 4-hit, manuskriptforfatter Lisa McGee, voksede selv op i Derry i 1990’erne. McGee har afsløret i interviews, at hun som ung kvinde ellers svor, at hun aldrig ville gengive byens grå, humorløse og maskuline miljø i sit arbejde. Men som ungdomstraumer har det med at gøre, begyndte temaet at presse sig på.
Forfatterens evne til at indfange de formative år er næsten for spot on. Det er pinefuldt at genopleve de unges selvcentrerede valg, som når Erin gang på gang stikker sine venner i ryggen til fordel for byens lækreste fyr. Alligevel er det svært ikke at have sympati for hende, for har vi ikke alle ladt vores bedste venner i stikken for et knald? (Eventuelt en nytårsaften i 2018 for at tage forbi en fuckboy. Igen: Jeg er så ked af det. I ved, hvem I er.)
Med ’Derry Girls’ får man lov til at gennemleve det hele igen. Og jeg tager for tiden mig selv i at bruge pigernes interne nordirske slangudtryk (især »wee«) for meget i min hverdag.
Lækker præst, tjek!
Tonen er til tider så hård, at det kommer bag på en. Samtidig får man lyst til at hive telefonen frem og tage noter – man ved jo aldrig, hvornår man får brug for et uovervindeligt comeback.
Fans af Phoebe Waller-Bridge kan roligt se med. ’Derry Girls’ inviterer til debat om, hvorvidt det nu også er ’Fleabag’ der kan bryste sig af at være indehaver af seriehistoriens lækreste præst. Peter Campion (’Peaky Blinders’) er i overhængende fare for at blive typecastet som laber autoritetsfigur, da han også spiller dreamy lærer i den irske coming-of-age-komedie ’Dating Amber’.
Serien er proppet med nik til store og små film- og tv-perler. Godt hvert andet afsnit tager udgangspunkt i popkulturelle referencer, der ender i sindssyge hybrider, når blandet andet ’Pulp Fiction’ indtager Derrys gader.
Som regel er mindst én i gruppen klar over metalaget, mens de tydelige faresignaler går komplet over hovedet på resten af flokken. De mange forudanelser bliver skøn benzin på bålet for konflikter, der med vidunderlige set-ups varsler et hav af katestrofer.
Særligt det ’Carrie’-inspirerede afdansningsbal og den uforglemmelige begravelse, hvor ’Goodfellas’ møder ’Never Been Kissed’ og ’Death at a Funeral’ kan anbefales.
Livet sejler altid
Hvor Julie Andems ’Skam’ med fraværet af autoriteter tydligt iscenesatte de unges oplevelse af at være omgivet af latterlige voksne, byder ’Derry Girls’ på et anderledes budskab. Selvom serien i høj grad drives af de unges lidt for fikse, halvlovlige løsninger, bliver man også budt ind i de voksnes verden. Og her ses det, at livet ikke bliver mindre kaotisk, bare fordi man runder de 40.
Udover det livsbekræftende budskab om, at livet altid sejler, uanset alder, tilbyder de ældre karakterer også en reflekterende vinkel på samtiden. For mens de laver aftensmad og læser avis i sofaen, kører der tv’et og radioen i baggrunden.
Og her bliver man med klip af arkivmateriale mindet om, at Derry i begyndelsen af 1990’erne bød på langt mere end varme sommeraftener og blomstrende venskaber.
De barske klip af demonstrationer, der opløses med grotesk politivold, og politikere, der med opgivende mine taler til nationen, er et perfekt afbalanceret svirp med halen, der varsler pigernes fremtid i det splittede land.
De unge kvinder og James befinder sig midt i en skelsættende tid. Det er de oftest befriende ligeglade med. Og kan man egentlig forvente andet? Når verdenshistorien bliver skrevet, er dem, der står aller tættest på, måske sjældent klar over det.
’Derry Girls’ kan ses på Netflix.