Før hun fik rollen som Katniss Everdeen i ‘The Hunger Games’, prøvede Jennifer Lawrence at lande en af de andre helt store YA-helteroller.
I en ny episode af podcasten The Rewatchables (via The Playlist) fortæller den ‘No Hard Feelings’-aktuelle skuespiller, at hun gik til audition på ‘Twilight’-hovedrollen Bella, der som bekendt gik til Kristen Stewart.
»Jeg gik til audition på ‘Twilight’. De afviste mig med det samme. Jeg blev ikke engang bedt om at komme tilbage, men mit liv ville have været helt anderledes«, fortæller Lawrence og fortsætter:
»Jeg er nødt til at lave film indimellem, så jeg ikke kun er kendt for den her franchise (‘Hunger Games’, red.). Jeg var stadig i en franchise, så jeg prøvede stadig at modarbejde franchise-heden, og det ville jeg også gøre, hvis jeg var i ‘Twilight’«.
Selvom Lawrence er en etableret filmstjerne, ville hun ikke ønske, at hun havde fået rollen i vampyrromancen og den medfølgende berømmelse, når hun ser tilbage nu:
»Det var bare noget, jeg aldrig havde tænkt mig. Jeg ville lave indiefilm, og jeg ville lave gode film, men jeg ville ikke være den mest berømte person på planeten. Det er et meget anderledes liv, end hvad jeg havde forestillet mig«.
Lawrence har haft en succesfuld filmkarriere ved siden af ‘Hunger Games’-franchisen og blev i 2012 den yngste vinder af Oscar-statuetten for bedste kvindelige hovedrolle for ‘Silver Linings Playbook’ som blot 22-årig.
‘No Hard Feelings’ kan ses i biografen nu.