Jennifer Lawrence har tidligere fortalt, at hun blev bedt om at tabe sig i forbindelse med sin rolle som Katniss Everdeen i ‘The Hunger Games’.
Allerede da den første film landede, udtalte den da kun 22-årige stjerne via Reuters, at hun »aldrig ville sulte sig for en rolle«, selvom hun blev opfordret af flere i filmbranchen til at tabe fem kilo eller mere.
Tankerne omkring sit vægttab uddyber Lawrence nu i forbindelse med en interviewsamtale i Variety, hvor hun og ‘The Woman King’-aktuelle Viola Davis taler om at være kvinder i front for store filmfranchises, og hvilket ansvar det medfører.
»Jeg kan huske, at da jeg lavede ‘Hunger Games’, der havde ingen givet en kvinde hovedrollen i en actionfilm, fordi det ikke ville fungere – fordi vi blev fortalt, at både piger og drenge kan identificere sig med en mandlig hovedrolle, men drenge kan ikke identificere sig med en kvindelig hovedrolle«, fortæller Jennifer Larence.
Det fik den 32-årige skuespiller til at uddybe sine tanker omkring at blive forbillede for et stort ungt publikum:
»I ‘Hunger Games’ var det et enormt ansvar. De bøger var kæmpe, og jeg vidste at publikummet var børn. Jeg kan huske den største samtale var, ‘Hvor meget skal du tabe dig’?«.
Jennifer Lawrence var 20 år gammel, da hun brød igennem med sin Oscar-nominerede rolle i indiefilmen ‘Winter’s Bone’, og selvom hun selv var ung, var det vigtigt for hende at sætte et godt eksempel:
»Sideløbende med at jeg var ung, i voksealderen og ikke i stand til at være på kur, ved jeg ikke, om jeg har lyst til, at alle de piger, som kommer til at klæde sig ud som Katniss skal føle, at det kan de ikke, hvis de ikke har en bestemt vægt. Og det kan jeg heller ikke lade synke ind i min hjerne«, fortæller Lawrence i Variety.
Jennifer Lawrence er aktuel i Apple TV+-dramaet ‘Causeway’.