’No Hard Feelings’: Sexkomedie med Jennifer Lawrence har en tonedøv præmis – og så alligevel …
En Uber-chauffør uden en bil er lidt ligesom en dyr københavnsk iskaffe uden is. Eller kaffe. Eller kop. I Bælum.
Så hvad gør man som Uber-chauffør, når man mister sin bil, sin indtægt, og derfor er tæt på at miste det barndomshjem, ens elskede og afdøde mor har efterladt sig?
Man siger ja til en lummer opgave, hvor et par rige beige- og hørklædte forældre giver en dyr bil i bytte for at få deres introverte og småneurotiske teenagedreng ud af busken og bukserne ved at knalde ham sønder og sammen, inden han skal på det eftertragtede collage Princeton.
Det er i al fald det, den 32-årige flade, fortvivlede og faderforladte Maddie (Jennifer Lawrence) gør i Gene Stupnitskys film ’No Hard Feelings’. Ligesom instruktørens debut ’Good Boys’ fra 2019 er det en coming of age-fortælling fuld af fest, farver, sexsnak, vittige replikker og charmerende karakterer. Men det er også en film om privilegier og blinde vinkler, om at klippe den genstridige navlestreng, om menneskers, bilers og huses pris, om afvisninger, hjertesorger og den allerførste gang.
Men mest af alt er det en film om Maddie og hendes ufrivillige sexklient Percy, der begge lider af allergi. Hun er allergisk over for ordene ’jeg elsker dig’ og tredje dates, han er allergisk over for social interaktion og den skrækindjagende kombination af vermouth og ibuprofen.
Sammen ender de på en søgen efter ikke-receptpligtige antihistaminer på denne filmiske køretur og dannelsesrejse fuld af kiksede stævnemøder, bamser i teenagesengen, følelser, løgne, rulleskøjter, pebersprays og en kokainafhængig hund.
Den alsidige Jennifer Lawrence er med sin suveræne komiske timing skøn og skidesjov i rollen som Maddie, men den Oscar-nominerede skuespiller overgås næsten af Andrew Feldman, som udover at ligne og lyde som det fjerde medlem af Lonely Island spiller den 19-årige spinkle, søde og generte Percy utroligt kært og underholdende.
Uagtet at vittighederne sommetider kan blive en tand for søgte, har de to hovedrolleindehavere en perfekt varm og akavet kemi og formår at gøre en diskussion om, hvorvidt en voksenble er undertøj eller et omvandrende toilet, sjov, cute og klam.
Den selvbetitlede sexkomedie er ved første øjekast ellers ikke klam, men på mange måder skabt med god smag og smukke huse, flotte billeder af gyldne strande og bølgende blåt vand og med et velklingende soundtrack, der blandt andet indbefatter Brian Jonestown Massacres ’Anemone’. Cool, lækkert og laid-back.
Men er filmen lidt for laid-back og faktisk noget nær det modsatte af cool?
Jeg bryder mig ikke udpræget om ’tænk-hvis-det-var-omvendt’-typer, men … tænk hvis det var omvendt? Se det for dig: En fattig mandlig Uber-chauffør med et kradsbørstigt overskæg mister sin bil og hyres af velhavende forældre til at have sex med deres generte teenagedatter, uden hun ved det. Nu bliver det pludselig superklamt og samtykkemæssigt ubegribeligt tonedøvt – og altså ikke på grund af overskægget.
Grundpræmissen i ’No Hard Feelings’ er mildest talt i strid med tidens ånd. Og skal vi i samme ombæring lige vende, at Jennifer Lawrence på tre sekunder skal gå fra ’romantisk’ nøgenbadning til en kampscene uden en trevl på kroppen, hvor formålet primært synes at være at få publikum til at savle i biografen eller gokke derhjemme. Not cool.
Og så alligevel.
For der er noget monsteragtigt over hende, som hun træder op ad vandet for at tæske nogle bøller, der er ved at stjæle hendes og den lille stakkels hjælpeløse Percys tøj. En gennemgående tematik i filmen er netop, at selvom afsenderen har forførende intentioner (reelle eller ej), kan det af modtageren føles som et monsterligt overgreb og angreb – også hvis afsenderen er en kvinde.
Det er en vigtig pointe både i og uden for filmen, men den overfortælles næsten gennem uenigheden om betydningen af Daryl Hall-sangen ’Maneater’ og de ikoniske verslinjer: »Oh here she comes / watch out boy she’ll chew you up / she’s a maneater«.
Hvis du ligesom Percy tror, at det er en musikalsk varsling om, at du skal indgå som hakkekød i en simreret, vil jeg bede dig om at tage en alvorssnak med dine forældre og springe forbi sexmessen i Valby – ikke nødvendigvis på samme tid.
For så har du muligvis en underbuksestrygende mor eller en babymosmadende far, der har ’forskånet’ dig fra den såkaldte virkelighed med alle dens ubarmhjertige nederlag, hårde slid og det naturlige, skønne og til tider frustrerende møde med din egen krop og seksualitet.
Percys forældre har haft total kontrol over ham, hans telefon, hans fremtid og hans kønsorgan, og ’No Hard Feelings’ rammer således en vigtig og rettidig problematik angående curlingforældres umyndiggørelse af (voksne) børn, der kan ende med at blive både socialt – og seksuelt – hæmmede.
Det kan hverken en betalt bil eller kvinde med flotte forlygter råde bod på.
Kort sagt:
’No Hard Feelings’ har en ærgerlig og tonedøv grundpræmis, men filmens hovedpersoner formår på sød, charmerende og sjov vis at pege på curlingkulturens idioti.