Der er faldet en foreløbig dom mod én af de fire mænd, der sidste år erklærede sig skyldige i at sælge den dødelige overdosis, som tog ‘The Wire’-stjernen Michael K. Williams’ liv i 2021.
72-årige Carlos Macci er blevet idømt 2,5 års fængsel for sin medvirken i Williams’ død via salg af narkotika.
I retten udtalte Macci ifølge Associated Press, at han var »ked af, hvad der var sket«.
Dommen er faldet, efter at ‘The Wire’-skaberen David Simon tidligere på måneden advokerede for, at dommeren i sagen viste barmhjertighed over for den aldrende Macci, som selv har kæmpet med afhængighed.
I brevet, der blev gengivet via New York Times, skrev David Simon blandt andet:
»Det, der skete med Mike, var en forfærdelig tragedie, men jeg ved, at Michael ville se på hr. Maccis ulykkelige liv og vide to ting med sikkerhed: For det første at det var Michael selv, der bar det største ansvar for, hvad der skete. For det andet at der ikke kan komme noget godt ud af at fængsle en 71-årig sjæl, der stort set er analfabet og selv har kæmpet hele sit liv med afhængighed«.
Der er endnu ikke faldet dom mod de tre andre mænd, der alle har erklæret sig skyldige i at medvirke til salget af narkotika til Michael K. Williams. De risikerer op til 40 års fængsel.
Williams gik bort i september 2021 i en alder af blot 54 år, da han tog den dødelige overdosis bestående af blandt andet heroin, kokain, fentanyl og p-fluorofentanyl.