Hvis man mangler en statist til sin stort opsatte Hollywood-film, så er den lette løsning vel bare at ringe til sin familie.
Hvis den statistrolle er som offer for sprængningen af en atombombe, så kan det dog være noget mere hjerteskærende, end sådan en tjans normalt er.
Christopher Nolans 22-årige datter Flora besøgte ‘Oppenheimer’-sættet under filmens indspilninger, og her fik hun spontant tildelt rollen som en kvinde, der får sit ansigt blæst af efter en atombombesprængning, fortæller instruktøren i et nyligt interview med The Telegraph.
Den engelske avis fortæller (spoiler-advarsel), at bombeofferet optræder i en ubehagelig vision, som stikker til J. Robert Oppenheimers bevidsthed og hans frygter forud for den egentlige bombesprængning. Her ser Oppenheimer et hvidt lys, der flår huden af Flora Nolans ansigt.
»Vi havde brug for nogen, der kunne tage den lille rolle i en lettere eksperimentel og spontan sekvens, så det var vidunderligt at hun bare kørte med den« siger instruktøren.
»Jeg håber, at du ikke får mig til at lyde som Michael Powell i ‘Peeping Tom’« siger han leende til intervieweren. I 1960-filmen ‘Peeping Tom’ spiller Powells dengang niårige søn børneudgaven af en seriemorder, mens Powell instruerede filmen og spillede barnets sadistiske far.
Nolan giver et forsigtigt bud på, hvorfor han syntes det gav mening at filme sin egen datter få sprængt huden af sit ansigt: »Hånden på hjertet, jeg prøver ikke at analysere mine egne intentioner. Men pointen er, at hvis man skaber den ultimative tilintetgørende kraft, så vil det også tilintetgøre dem, der står dig nær. Så jeg går ud fra, at det her var min måde at udtrykke det på måden, der var stærkest muligt for mig«.
‘Oppenheimer’ har danmarkspremiere 20. juli 2023.