Hollywoods manuskriptforfattere har været på strejke siden maj, hvor deres fagforbund besluttede at nedlægge arbejdet, da de ikke kunne mødes med arbejdsgiverne – studierne, tv-kanalerne og streamingtjenesterne – om en aftale.
Nu er følger skuespillerne trop. Deres fagforbund SAG-AFTRA, som tæller omkring 160.000 medlemmer, varslede strejke med start fra midnat den 14. juli, da det heller ikke lykkedes dem at nå til enighed med film- og tv-studierne. Det skriver Los Angeles Times.
Skuespillernes og manuskriptforfatternes kamp for bedre vilkår har mange fællestræk. De ønsker bedre vilkår og højere lønninger i en branche, hvor streamingens indtog har skævvredet arbejdsforholdene, samt sikring mod AI-teknologiens indtog, der risikerer at forværre dem yderligere.
Skuespillernes strejke betyder, at de per dags dato ikke må arbejde. Hverken med at spille skuespil eller at promovere kommende film på nogen måde – heller ikke på sociale medier. Således må produktioner, der ikke allerede var ramt af manuskriptforfatternes strejke, lukke ned.
Det gik ud over gårsdagens premiere på Christopher Nolans ‘Oppenheimer’ i Storbrittannien, der blev rykket til et tidligere tidspunkt, så skuespillerne kunne nå på den røde løber, inden de måtte forlade arrangementet.
Det var aftalt på forhånd, fortæller Matt Damon til Variety, da han ankom på den røde løber.
»Vi talte om det. Hør her, hvis den bliver meldt nu, kommer alle selvfølgelig til at gå i solidaritet… Så snart strejken bliver officiel, (går vi, red.). Det er derfor, vi flyttede det her (den røde løber, red.) frem, fordi vi ved, at sekundet det bliver meldt ud, så skal vi hjem«, lød det fra skuespilleren.
Da strejken trådte i kraft udvandrede Cillian Murphy, Robert Downey Jr., Matt Damon, Emily Blunt, Florence Pugh og resten af filmens skuespillere.
Da filmen gik i gang annoncerede Christopher Nolan, at castet havde forladt premieren i solidaritet med deres fagforbund. Det melder Variety.