Det er ikke til at komme udenom, at Michael Cera havde sig et godt år 2007.
Efter at have gjort sig bemærket i de tidlige 00’ere som den akavede teenager George Michael Bluth i komedieserien ‘Arrested Development’, medvirkede canadieren nemlig i to af de mest definerende indie-komedier i det 21. århundrede – ‘Superbad’ og ‘Juno’.
Mens de to coming-of-age baskere katapulterede Cera til international berømmelse, var det som ofte set før en hård omgang at få så meget opmærksomhed i så ung en alder. Det fortæller den nu 35-årige skuespiller i et interview med The Guardian;
»Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det bare at gå ned ad gaden«, fortæller Michael Cera om den overvældende måde, især ‘Superbad’, ændrede hans liv på.
»Berømmelse gør dig meget ukomfortabel i din egen krop, og det gør dig paranoid og mærkelig. Der var masser af fantastiske ting ved det, og jeg mødte en masse fantastiske mennesker, men der var også en masse dårlige energier indblandet i det – energier, som jeg ikke var rustet til at håndtere«, tilføjer Cera, og kommer videre ind på, hvordan det især var fulde mennesker, som kunne være et problem:
»Berusede mennesker ville være et klassisk problem. Du ved, hvis folk er berusede og genkender dig, og de er meget entusiastiske, men det kan også være lidt toxic. Når du er et barn, føler folk også, at de kan røre ved dig – de har ikke så meget respekt for dig eller din fysiske plads. Jeg vidste ikke, hvordan jeg respektfuldt kunne fastlægge mine egne grænser. Det var som en brændende fornemmelse hele tiden, som om alle var opmærksomme på mig. Det var en fejl«.
Oplevelserne medførte, at Michael Cera fravalgte jobs, som potentielt ville gøre ham endnu mere berømt. På et tidspunkt overvejede han, om han helt skulle stoppe med at være skuespiller.
Heldigvis er han stadig skuespiller den dag i dag, og medvirker i Greta Gerwigs stort anlagte ‘Barbie’, der får premiere i biograferne på torsdag.