Hvem var Willy Wonka, før børnene kom og aflagde ham det skæbnesvangre besøg på chokoladefabrikken?
Han var Timothée Chalamets unge chokoladedrømmer Willy Wonka, der i karakterens oprindelseshistorie ‘Wonka’ rejser til England, med skib og kufferten fuld af chokoladebønner, for at åbne en chokoladebutik.
Traileren til det ventede eventyr er netop landet, hvor Chalamets gakkede slikmager danser, flyver, tryller og speedsnakker sig gennem forskellige smagsvarianter – alt sammen for at tage kampen op mod byens hårdkogte chokoladekartel.
Og ikke mindst opdager han sin første oompa loompa spillet af Hugh Grant.
I resten af filmens cast finder man navne som Olivia Colman, Keegan Michael-Key fra ‘Key & Peele’, Natasha Rothwell fra første sæson af ‘The White Lotus’ og ‘Mr. Bean’s Rowan Atkinson.
Paul King, der stod bag de populære ‘Paddington’-film instruerer. ‘Wonka’ har desuden David Heyman, der har produceret ‘Harry Potter’, med som producer, og man kan bestemt godt se lighederne med troldmandsfilmene i traileren, hvor der også forekommer tryllerier.
Tidligere har Johnny Depp leveret en opsigtsvækkende performance (for undertegnede ubehageligt skræmmende) som chokolademageren i genindspilningen fra 2005. Roald Dahls kendte børnebog ‘Charlie og Chokoladefabrikken’ blev første gang filmatiseret med Gene Wilder i front i 1971.
‘Wonka’ står til at få biografpremiere 14. december 2023.